
B.T. lancerede 1. september fire ny lokalredaktioner med i alt 32 reportere. Nu bliver bemandingen cirka den halve. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
De tidsbegrænset ansatte på B.T.’s city-redaktioner får ikke forlænget deres kontrakt, når den udløber – for de flestes vedkommende – den 30. juni.
Det oplyser B.T.’s ansvarshavende chefredaktør, Pernille Holbøll, til Journalisten.
”Det handler om tre medarbejdere i Odense og nogenlunde det samme på redaktionerne i Aarhus og Aalborg,” siger hun.
B.T.’s city-redaktioner blev præsenteret med fanfare i september sidste år, hvor der var blevet ansat 32 reportere til fire nye lokalsatsninger under B.T.’s faner.
Blandt andet blev ordspillet ”Byens Tidende” brugt om redaktionen i Odense.
Og selv om redaktionerne med daværende chefredaktør Michael Dyrbys ord var ”kommet flyvende fra start”, måtte B.T. sande, at forretningen ikke gik som forventet, idet det kneb med at få brugerne til at logge ind og at få dem til at tegne digitale abonnementer.
Det betød, at der blev skåret, hvad der svarer til én person på hver af redaktionerne. Ifølge tillidsrepræsentant på B.T. Rasmus Skat Andersen var det tilkaldevikarerne, der blev skåret ned på, ligesom at nogle vikarer ikke fik vagter.
Rammer kvantiteten
Og nu bliver der altså endnu færre skrivende hænder på B.T.’s lokalsatning, da det kun er de fastansatte på redaktionerne, der er tilbage, når de tidsbegrænset ansatte udløber de kommende måneder.
”Det betyder selvfølgelig, at vi ikke kan udkomme med den samme kvantitet. Så selvfølgelig betyder det noget,” siger Pernille Holbøll og fortsætter:
”Men det er en naturlig beslutning set ud fra, hvor satsningen er lige nu i forhold til den oprindelige abonnementsforretning, som viste sig ikke at kunne hente det, som var planen. Derefter har satsningen haft nogle andre præmisser. Det arbejder vi stadig med at få på plads,” siger Pernille Holbøll.
De tidsbegrænset ansatte i Aalborg, Odense og Aarhus udgjorde lige i underkanten af halvdelen af medarbejderne på redaktionerne, der fremover vil være bemandet af de fastansatte. Og indtil videre fortsætter de deres arbejde.
”Lige nu beskæftiger de sig med journalistikken i de pågældende byer,” siger Pernille Holbøll.
Kigger på fokuseringer
Pernille Holbøll understreger, at en satsning, som den B.T. har lavet på lokaljournalistik, er vigtig, og at det er rigtigt at turde gøre det.
”Det er også rigtigt at justere efter, hvad der så rent faktisk udspiller sig,” siger hun.
Hvad skal jeg lægge i det?
”Du kan ikke lægge andet i det, end at der er nogle tidsbegrænset ansatte, der ikke bliver forlænget. Det sker hver eneste dag, at tidsbegrænsede ikke bliver forlænget. En del af satsningen var at hive nye folk ind på tidsbegrænsede ansættelser.”
Det er godt to uger siden, at Pernille Holbøll trådte ind ad døren som ny ansvarshavende chefredaktør på B.T., og det er endnu for tidligt for hende at sige, hvad fremtiden bringer for B.T.’s lokalsatsning og for B.T. i det hele taget.
”Jeg er lige startet og kigger selvfølgelig på, hvad der fungerer, hvad der kan fungere bedre, og om noget skal fokuseres. Det er en proces, jeg skal i gang med. For god ro og ordens skyld har jeg meldt det her ud så hurtigt som muligt,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.