Ekstra Bladet var de første, der videreformidlede rygter om, at både Stephen Kinnock, Prins Henrik og Anders Fogh Rasmussen var homoseksuelle. Det er dybest set dårlig journalistik, siger Erik Meier Carlsen, der redigerede B.T., da Ekstra Bladet bragte nogle af rygterne videre.
Ekstra Bladet er gået forrest og har videreformidlet rygter om, at en statsminister, en prinsgemal og en statsminister-ægtefælle har homoseksuelle tendenser: Anders Fogh Rasmussen, Prins Henrik og Stephen Kinnock. Det skriver fagbladet Journalisten i den udgave, som udkommer i dag.
Det er kun Lars Løkke Rasmussen og hans kone, der er sluppet fra en homo-vinkel i Ekstra Bladet, hvis man kigger på de seneste 10 års mest prominente ægtepar i Danmark.
»Det er dybest set dårlig journalistik. Hvis man som stor toneangivende avis skriver sådan noget, er man med til at forstærke og legitimere et rygte, som kan have store konsekvenser for de folk, rygtet handler om. Det kan sagtens være relevante historier, hvis rygterne taler sandt, men så skal man have dokumentation for det, og det har de jo ikke haft,« siger Erik Meier Carlsen, som var chefredaktør på B.T., da Ekstra Bladet skrev flere af de ovennævnte historier.
Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen fortæller, at Ekstra Bladet som hovedregel ikke bringer rygter videre. Men når rygterne i sig selv får en betydning, er det anderledes.
»Når vi bringer ting videre, er det, fordi vi mener, at de er relevante på det pågældende tidspunkt. Rygterne er relevante, hvis de for eksempel bliver en del af en valgkamp. Det kan godt være, at vi er det første medie til at bringe historien, men så er det, fordi rygtet har været en del af den debat, der kører blandt folk. Da vi er folkets avis, der gerne vil fortælle det, som folket taler om, så er det selvfølgelig ikke særlig overraskende at Ekstra Bladet har bragt denne type historier videre,« siger Poul Madsen.
Han her været chefredaktør på Ekstra Bladet siden 2001 og har konkurreret direkte med Erik Meier Carlsen, da han var chefredaktør på B.T. fra 2000 til 2007. Erik Meier Carlsen mener ikke, at rygtets indflydelse i sig selv retfærdiggør, at man bringer det videre.
»Hvis man bruger det som undskyldning for at lancere så ødelæggende rygter, så synes jeg ikke, det holder,« siger Erik Meier Carlsen.
Stephen Kinnock
Dagen før valget i år bringer ekstrabladet.dk en historie, hvor de spørger Helle Thorning-Schmidt til rygter om Stephen Kinnocks homoseksualitet. Det fremgår, at anledningen til at skrive historien er, at ugebladet Her og Nu har konfronteret Helle Thorning-Schmidt med rygter om skilsmisse.
Helle Thorning Schmidt afviser rygterne, og Ekstra Bladet har absolut ingen dokumentation, der kan sandsynliggøre dem. Alligevel bringer avisen historien, og det får hurtigt konsekvenser for rygtets udbredelse. "Ikke overraskende vækker rygterne en del opmærksomhed," skriver ekstrabladet.dk dagen efter, da redaktionen laver en opfølgning på historien. Her skriver de, at tre engelske og en svensk avis har lavet artikler om homo-rygterne på baggrund af Ekstra Bladets historie.
Anders Fogh Rasmussen
På forsiden af Ekstra Bladet søndag den 15. april 2007 står "Foghs forbandelse: Offer for bøsserygter". Det er det første eksempel – Journalisten har kunnet finde – på, at et medie beskriver rygterne om Anders Foghs Rasmussens homoseksualitet.
Anledningen til historien er filmen "AFR", der er en falsk dokumentar om, at Anders Fogh Rasmussen bliver myrdet af sin hemmelige mandlige elsker. Filmen og dens handling er også beskrevet i en række andre medier, men de kobler den ikke til de verserende rygter.
Tre år før i 2004 skrev Se og Hør en historie under overskriften "Afsløring – Foghs hemmelige ven". Den nævner intet om homoseksualitet, men beskriver Anders Fogh Rasmussens nære forhold til en polsk læge. Henrik Qvortrup, der var redaktør på daværende tidspunkt, har tidligere over for både Ekstra Bladet og journalisten benægtet, at historien skulle antyde, at Anders Fogh Rasmussen var homoseksuel.
Prins Henrik
"Sex-rygter truer Kongehuset". Sådan lyder rubrikken på en artikel om, at rygter om Prins Henriks seksualitet er skadelig for kongehuset. Den bliver bragt i Ekstra Bladet i starten af marts 2004. På forsiden står der på svensk, at prins Henrik er homoseksuel, da artiklen henviser til norske og svenske kilder:
"Rygteposen blev åbnet af den norske journalist og hofreporter Liv Berit Tessem, efter at hun for nylig udgav bogen "Kongereporter – journalist i eventyrland?". Historien blev viderebragt i går af Nordens to største aviser, svenske Aftonbladet og Norske VG," står der i artiklen.
Omdrejningspunktet i historierne er en sætning i kapitlet "Rygtebørsen":
"I Danmark gik der farverige rygter om privatlivet med 'turboprinsen', og det er en offentlig hemmelighed, at prinsgemal Henrik foretrækker unge mænd."
Efter at Ekstra Bladet bringer historien, laver Se og Hør en historie, der hedder "Stakkels Henrik – Forfulgt af slibrige rygter".
Læs hele historien og sidehistorien om, hvorfor magtfulde folk ofte får påklistret et rygte om homoseksualitet, i det nyeste nummer af Journalisten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.