Ekspert: TV misbruger sociale medier

Journalistens anmelder Nils Mulvad er stærkt kritisk over for DR og TV 2's brug af sociale medier i valgdækningen.

Journalistens anmelder Nils Mulvad er stærkt kritisk over for DR og TV 2's brug af sociale medier i valgdækningen.»Ligegyldigheder, tidsspilde, uvidenhed og selvpromovering. Det kendetegner især DR's, men også TV2's brug af Twitter, Facebook og andre sociale og mobile medier under dækningen af valgkampen,« skriver Nils Mulvad i den kommende udgave af Journalisten.

Nils Mulvad er redaktør i Kaas & Mulvad og lektor på Journalisthøjskolen, hvor han underviser i onlinemedier.

»De to tv-stationer bruger de sociale medier på en måde, der ikke er tænkt til ende. De får slet ikke udnyttet det potentiale, der ligger i at inddrage de sociale medier,« vurderer han i anmeldelsen.

Nils Mulvad fremhæver, at fx TV Avisen har indledt en historie med at fortælle, at Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen har skrevet på Facebook, at partiet skulle præsentere sit valgprogram om formiddagen.

»Det havde været relevant at bruge Facebook som kildeangivelse, hvis oplysningen om præsentationen af valgprogrammet ikke havde været ude tidligere, og man på den måde kunne komme først med det.
Men ellers. Nej. Vi begynder jo heller ikke dækningen af et pressemøde med at fortælle, at det blev indkaldt med en mail afsendt fra partisekretæren klokken halv fire dagen før. Eller at vi fik oplysningen via en telefonsamtale,« kritiserer Nils Mulvad.

Han efterlyser vinkler, hvor Facebook og Twitter bruges aktivt i vinklingen.

»Sker der en stigning i Twitter-strømmen og Facebook-opdateringerne, når der er partiledermøde i tv? Og hvad er indholdet i de tweets og Facebook-opdateringer, der kommenterer tv-mødet?« lyder det.

Nils Mulvad ærinde i anmeldelsen er ikke at stoppe massemediernes brug af de sociale medier. Tværtimod.

»Det er godt, at tv-medierne har erkendt eksplosionen i sociale medier og kommer i gang med at bruge den i deres arbejde. Min kritik, som formentlig deles af mange chefer og seere, må for guds skyld ikke føre til at stoppe brugen af disse medier. Og heller ikke til, at man skræmmes fra at eksperimentere og udvikle.
Men lad os få lidt struktur og journalistik på.«

Redaktør på TV Avisen Jakob Kwon, der styrer redaktionens valgdækning, oplyser at han gerne vil svare på kritikken – men først når travlheden har lagt sig efter valget.

2 Kommentarer

Thomas Zacchi
1. FEBRUAR 2012
Re: Ekspert: TV misbruger sociale medier

Det er stadig ikke blevet bedre og man har på fornemmelsen, at det er en historie "bare" informationen er opfanget via de sociale medier på den ene eller anden måde.

Lidt uddannelse i brugen af de sociale medier ville nok være på plads, Facebook, Twitter og Google+ er kommet for at blive (indtil de bliver erstattet af noget bedre) på samme måde som "det der internet". 

Morten Miklos
18. NOVEMBER 2011
Re: Ekspert: TV misbruger sociale medier

Når man bruger sociale medier som Twitter og Google+, så kan man filtrere ens info, hvis man bruger hashtags, eller trendingtopics, og på den måde organisere sin brug af de sociale medier, som ekspert, endnu bedre.

God fornøjelse :)

Mvh