Egmont-direktør: »Kan godt forstå bekymring for kvaliteten«

Egmonts beslutning om at outsource layout og skære 13 arbejdspladser har vakt kritik fra medarbejderne, som frygter for kvaliteten. »Ting kan gå galt, men vi tror på, at vi kan få kørt det ind,” siger adm. direktør

Det kommer til at svække kvaliteten af magasiner som Euroman og Alt for Damerne, at Egmont Publishing outsourcer layout-opgaver i millionklassen til Vietnam. Sådan lyder bekymringen fra tillidsrepræsentant Christine Grøntved Boelt.

Adm. direktør i Egmont Publishing Klaus Høegh-Hagensen tror dog, at mediehuset nok skal få tingene til at fungere.

Er der ikke risiko for, at det her vil gå ud over kvaliteten af jeres blade?

»Jeg kan godt forstå bekymring for kvaliteten. Men efter alle de tests, vi har foretaget sammen med vores art directors og chefredaktører i Vietnam, tror vi godt, at vi kan få det til at køre. Andre brancher har gjort det i mange år, og hvis vi gør vores processer skarpe, kan det lade sig gøre,« siger Klaus Høegh-Hagensen.

Har stærk økonomi

Outsourcingen bliver også kritiseret af Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, der mener, at Egmont Publishing fokuserer mere på økonomien end på medarbejderne.

Ifølge Klaus Høegh-Hagensen er beslutningen dog truffet med tanke på medarbejdernes fremtid.

»Vi gør det for på langt sigt at beskytte vores arbejdspladser. Vi ser ikke et modsætningsforhold mellem god økonomi og at beskytte arbejdsplader. Vi tror på, at man som udgiver skal sikre en stærk økonomi,« siger han.

Egmont-koncernen havde et rekordregnskab i 2014 med et overskud på 950 millioner kroner før skat i 2014. Hvorfor har I brug for at skære ned efter det?

»Nu har jeg jo ikke ansvaret for hele Egmont-koncernen, men for vores blade. Men vi har en stærk økonomi, og det her gør vi for fortsat at sikre, at vi har den økonomi, vi skal have, og kan investere i nye platforme,« siger Klaus Høegh-Hagensen og påpeger, at omlægningen vil sikre Egmont Publishing en stor besparelse:

»Løssalget af magasiner falder, og vi kan ikke bare lave prisstigninger. Vi kan godt blive ved med at skære pålægget tyndere, men man kan også gøre noget andet. Her får vi ikke færre ressourcer, men når en anseelig millionbesparelse og bevarer samtidig en stor del af layoutbemandingen,« siger han.

Vil bevare kvalitet

Tillidsrepræsentant Christine Grøntved Boelt er særligt bekymret for, at kommunikationen mellem layoutere og journalister ville svække magasinernes kvalitet hos Egmont.

Klaus Høegh-Hagensen indrømmer, at det vil kræve tid at få arbejdsstrukturen på plads. Men ifølge ham har Egmont Publishing taget sine forholdsregler.

»Det er jo heller ikke, fordi vi ikke har layoutere. Der vil stadig være art directors og assisterende art directors i Danmark, og der vil være produktionskoordinatorer, som skal stå for kontakten til Vietnam. Det er ikke sådan, at vi bare sender alt i en stor bunke til Vietnam og så håber, at det kommer rigtigt tilbage,« siger han og tilføjer:

»Ting kan gå galt, men vi tror på, at vi kan få kørt det ind. Vi har ingen intention om at forringe vores produkt.«

I alt skærer Egmont Publishing 13 af de 31 layoutere, som i dag er beskæftiget i Egmonts magasinhus i Hellerup. Medarbejderne er blevet tilbudt frivillige fratrædelser.

0 Kommentarer