Nu er der jo ikke noget nyt i, at DR-chefer går ud og forsvarer DR. Det hører ligesom med til jobbet. Hvad enten de er enige i dispositionerne eller ej.

I går meldte DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl sig i koret af forsvarere for den mellemfolkelige nytteværdi af X Factor. Anledningen var et undrende og kritisk indlæg af Per Wium, selv tidligere chef i DR’s musikafdeling.

Wium er bestemt ikke imod konkurrencer i musik. De kan, skriver han, være både udfordrende, animerende og inspirerende.” Hans hovedsynspunkt er, at X-Factor ikke er “en sund og stimulerende konkurrence. X-Factor er et mediestunt med formålet at skaffe højest mulige seertal. X Factor handler om at komme på forsiden af formiddagsbladene, og missionen lykkes.” 

Ikke overraskende svarer Hesseldahl ikke lige præcis på de påstande.

I stedet forsøger han sig med det ældste retoriske trick i argumentationshåndbogen: Når nogen kritiserer mainstreamkultur, er det bare fordi, de kun vil have finkultur. Han kan umuligt have læst Wiums indlæg.

Hesseldahl fremhæver X Factor som et godt eksempel på den public service, han og DR er sat i verden for at formidle. Også på kulturområdet: “Det er vigtigt at forstå, at det også hører med til public service, at vi skal underholde, det står i vores public service kontrakt,” udtaler han til DR Nyheder.

Og så spiller han trumfkortet ud: Det, han betegner som “den positive effekt” fra X Factor, rækker ud over selve programmet. “Man kan,” siger kulturdirektøren, “se, at det har en direkte effekt på søgningen til musikskoler … det er det mest effektive integrationstiltag i den danske medieverden, som jeg er bekendt med.”

Jeg skal nok lade være med at skrive, at DR så åbenbart har sat X-Factor i verden for at støtte musikskolerne, men det kunne, når glasset er stillet på bordet efter skåltalen, være interessant at se nogle tal for den påstand. Findes de?

Tilbage bliver, at kulturdirektøren skylder os svar på:

• Hvorfor det så tit ender med poplic service, når DR skal formidle kultur i den bedste sendetid?
• Hvorfor er DR, af alle, så berøringsangst over for den semantiske kendsgerning, at holdning indgår i begrebet ‘underholdning’?
• Hvorfor er DR (og dommerne) med til i prime time at blåstemple underholdningsbranchens forløjede brug-og-smid-væk-kultur ved at foregøgle deltagerne, at de 15 minutters berømmelse kan vare bare en enkelt sæson?
• Hvordan kan Morten Hesseldahl bilde sig selv ind, at X Factor handler om sangerne, når det så oplagt handler om dommerne og deres mere eller mindre castede selviscenesættelse? Ser han ikke programmet?

Og så skal jeg nok lade være med at minde kulturdirektøren om, at der var engang, hvor DR faktisk opfattede det som public service at have en radioenhed, der optog og transmitterede levende (rytmisk) musik, som vel at mærke som hovedregel var skrevet af musikerne selv.

For en sikkerheds skyld: Nej, jeg ønsker mig aldeles ikke tilbage til dengang det var før, men kunne i al stilfærdighed godt ønske mig et DR, som tog populærmusikkens kunstnere alvorlig. Også i den bedste sendetid. Bare hver tredje eller fjerde fredag.

Som det er nu er faktorernes orden alt for ligegyldig. Og i aften er det ikke Mortens aften, men Blachmans.