Pressenævnet

Ditte Okman får kritik for udtalelser om somaliere og orangutanger

Podimo får kritik for en udgave af ’Det, vi taler om’-podcasten, hvor vært Ditte Okman sammenlignede somalieres IQ med orangutangers

Det var i strid med god presseskik, da Ditte Okman i en udgave af den populære Podimo-podcast ’Det, vi taler om’ fra november sidste år udtalte sig krænkende om somalieres intelligensniveau.

Det har Pressenævnet netop fastslået i en kendelse, der udtaler kritik af Podimo.

I udsendelsen omtalte Ditte Okman, at Rasmus Paludan var tiltalt for at have sagt, at gennemsnits-IQ’en i Somalia er 68, mens gennemsnits-IQ’en for en orangutang er 69. Herefter fortsatte Ditte Okman:

”Og det lyder selvfølgelig ikke pænt, men nu har jeg faktisk researchet på det. Og det er altså ikke ret langt fra sandheden.”

Derefter kastede podcastværten sig ud i en sammenligning af somalieres gennemsnits-IQ med orangutangers. Det skete blandt andet med henvisning til diverse hjemmesider, der ifølge Ditte Okman skulle bekræfte, at Rasmus Paludan ikke var helt galt afmarcheret.

Ikke berettiget af almen interesse

Men de udtalelser var altså ikke i overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer, fastslår Pressenævnet nu.

Nævnet begrunder kritikken med, at Ditte Okmans udtalelse var en krænkelse af somalieres personlige anseelse, og at der ikke var klar almen interesse, der berettigede udtalelsen.

Det er ’Mediegruppen for somaliere i Danmark’, der havde indbragt klagen til Pressenævnet, hvor de også klagede over troværdigheden af Ditte Okmans research, som var tilvejebragt via hjemmesiderne worlddata.info, iqtest-certification.com og iq-global-test.com.

Her udtaler Pressenævnet dog ikke kritik, da Ditte Okman tog forbehold for rigtigheden af oplysningerne.

Interesseorganisationen repræsenterer personer med somalisk herkomst i Danmark og klagede blandt andet over, at udtalelserne om somaliere var krænkende og diskriminerende.

Okman og Podimo har beklaget

Allerede i kølvandet på de kontroversielle udtalelser i ’Det, vi taler om’ i november sidste år var Podimos ledelse ude og tage skarp afstand fra Ditte Okmans udtalelser.

I et skriftligt svar til Journalisten gjorde Podimo-stifter Nikolaj Koppel det klart, at udtalelserne ikke flugter med podcast-platformens værdigrundlag.

”I fredagens live-episode af ’Det, vi taler om’ kom Ditte Okman med en formulering, der klart strider mod Podimos værdier. Det har vi gjort hende opmærksom på, og hun har beklaget,” skrev han.

Også Ditte Okman – som i første omgang ellers var gået i rette med kritikken af sine udtalelser – valgte efter et par dage at lægge sig fladt ned og beklage sine udtalelser.

I den forbindelse erkendte hun også, at der ikke var faktuelt belæg for den sammenligning af somaliere og orangutanger, som hun foretog i podcasten.

”Det var en virkelig dum formulering, som jeg er helt vildt ked af, og som jeg gerne vil sige undskyld for,” skrev hun dengang i en sms til Ekstra Bladet.

0 Kommentarer