Etik

Ditte Okman sammenlignede somaliere med orangutanger – nu reagerer Podimo

Podcast-værtens formulering i ’Det, vi taler om’ strider klart mod Podimos værdier og vil blive berigtiget, lyder det fra ledelsen

”Hvad fanden foregår der?”, ”hinsides etik” og ”måske den grimmeste racisme en dansk journalist nogensinde har udgydt”.

Sådan lyder tre af de mange kritiske og bestyrtede kommentarer, som det seneste døgn er blevet rettet mod Ditte Okman, vært på Podimo-podcasten ’Det, vi taler om’.

Kritikken kommer, efter at et klip fra fredagens udgave af den populære podcast er begyndt at sprede sig online.

I klippet henviser Ditte Okman til, at Rasmus Paludan er tiltalt for at have sagt, at gennemsnits-IQ i Somalia er 68, mens gennemsnit-IQ for en orangutang er 69. Herefter fortsætter Ditte Okman:

”Og det lyder selvfølgelig ikke pænt, men nu har jeg faktisk researchet på det. Og det er altså ikke ret langt fra sandheden.”

Men hvad er det for sider?

Efter den indflyvning giver Ditte Okman sig for åben mikrofon til at sammenligne somalieres gennemsnits-IQ med orangutangers gennemsnits-IQ.

Det gør hun ved at henvise til statistik fra diverse hjemmesider som worlddata.info og iqtest-certification.com, der ifølge hende bekræfter, at Rasmus Paludan ikke er helt galt afmarcheret.

”Men hvad er det for nogle sider dem der,” lyder indvendingen fra paneldeltager Jonas Kuld Rathje, hvortil Ditte Okman svarer:

”Jamen, det er bare dem, der er.”

Beklager og retter

Men de udtalelser tager Podimos ledelse nu skarpt afstand fra.

I et skriftligt svar til Journalisten skriver Podimo-stifter Nikolaj Koppel, at de ikke flugter med podcast-platformens værdigrundlag.

”I fredagens live-episode af ’Det, vi taler om’ kom Ditte Okman med en formulering, der klart strider mod Podimos værdier. Det har vi gjort hende opmærksom på, og hun har beklaget,” skriver han.

Han tilføjer desuden, at Ditte Okman over for Podimo har understreget, at der er tale om en fejl, og at hun i den kommende episode af ’Det vi taler om’ vil komme med en berigtigelse.

Rettet kl. 14.22: I en tidligere version stod, at Rasmus Paludan er dømt for sine udtalelser om gennemsnit-IQ i Somalia. Han er dog indtil videre kun tiltalt - retssagen kører i dag. 

0 Kommentarer