Hvordan ville samfundet se ud, hvis nyhederne var fyldt med historier om mennesker, der hjælper hinanden og gør deres arbejde på nye og bedre måder?
Historier, der skaber forståelse og bygger bro mellem ”dem” og ”os”, og som afkræfter fordomme? Kritiske nyheder, der bliver fulgt op af historier om, hvordan vi kan løse problemerne? Måske endda løsninger, vi journalister er kommet frem til ved at mobilisere borgere, organisationer og andre? Hvordan ville samfundet så se ud?
Vi kan kun gætte, for lige nu er det helt andre historier, der anses for ”rigtig” journalistik. Hver dag smider vi bunker af historier i hovedet på danskerne om uduelige politikere, slappe skolelærere, korrupte hjælpeorganisationer, svigagtige plejehjemsledere og … ja, stort set alle med ansvar fremstilles som uduelige. Og de, der ikke har onde hensigter – de er ofre for dem.
Vi stopfodrer danskerne med historier, der tilsammen viser et billede, som er langt mørkere end virkeligheden. Unuanceret og forældet. Om alt det, der kan bekymre os, gøre os frygtsomme, mistroiske, modløse, apatiske, irriterede og vrede.
Spørgsmålet er, hvordan vores vægtning af nyheder påvirker danskernes lyst og evne til at deltage i samfundslivet? Hvordan vores historier påvirker livsglæden og tilliden til andre grupper i samfundet? Hvem vil række hånden frem til én, der bare vil snyde? Hvem vil deltage i et demokrati, som er fyldt med korrupte, uduelige politikere og embedsmænd?
Vi tror på, at man kan lave nyheder også om dem, der er flest af – nemlig redelige og ordentlige folk, der gør, hvad de kan, knokler for at skabe forbedringer, brænder for at gøre en forskel. På trods. Dem er der mange af. Er de uinteressante?
Lad os blive modige nok til også at skrive historier om det, der fungerer – om hvordan det fungerer. Lad os skrive historier, der er kritiske, men samtidig konstruktive og løsningsorienterede, som bygger bro, skaber tillid. Lad os tage vores rolle som samfundsinstitution alvorligt igen – på en ny måde.
– Lotte Rosdahl og Karen Lumholt, netværket ”Danmarks bedste nyheder – forum for konstruktiv journalistik”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.