Journalisten nummer 10 har en farverig udredning under overskriften ”Ritzau gav efter for grundløst dementi-krav”. En artikel med flere problemer.

Social- og Indenrigsministeriet bad Journalistens Lasse Højsgaard om at bringe Vejle Amts Folkeblads citat-historie på Ritzau og ministeriets dementi. Det valgte Journalisten at ignorere, læseren får ikke en chance.

Ministeriet har aldrig krævet noget af Ritzau og Vejle Amts Folkeblad. Ministeriet bad om at få bragt et dementi – vi krævede intet!

Det bliver aldrig klart, hvem der siger, at dementiet var grundløst. Ritzau siger det ikke. Retorikprofessor Christian Kock har Journalisten tilsyneladende ikke selv talt med, men viderebringer ukritisk VAF’s citat uden at tjekke, om retorikeren har set VAF-artiklen og ministeriets forklaring. På web citeres en mediejurist for, at ministeriet ikke afgør korrekt tolkning – men dementi-ønsket skyldes en forkert udlægning af ministeriets tolkning. Vi blander os ikke i VAF’s tolkning, men vil ikke tillægges en tolkning, vi ikke har.

Ministeriet får ikke lov til at forholde sig til Ritzaus, retorikprofessorens eller mediejuristens udtalelser. De tre bliver blot bagtæppe til en fejlagtig historie om magtmisbrug.

For at det ikke skal være løgn, venter Journalisten ikke på svar på uddybende spørgsmål, før de går i trykken. Ministeriet får ikke en deadline og svarer inden for 24 timer. Journalisten siger efterfølgende, at deadline var før middag samme dag, som spørgsmål var sendt over middag. Det giver ikke mening.

Historien i magasinet adskiller sig fra hjemmesidens, og den sidste er skrevet, efter at ministeriet har svaret uddybende. Gad vide, om Journalisten opdager, at der ikke er noget at komme efter. Men nu er det for sent, og man vil ikke gå baglæns. ’It’s not the crime it’s the cover-up’, som man siger.

Er det kommet så vidt, at man ikke kan bede om at få en rettelse, når man mener, at man er refereret fejlagtigt, uden at blive udlagt som, at man med skumle motiver grundløst kræver en historie fjernet? Skulle det være en udredning? Det er ikke fair og korrekt journalistik.

Sigga Nolsøe, presse- og kommunikationschef, Social- og Indenrigsministeriet

–––

SVAR fra Lasse Højsgaard, journalist, og Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten

Kære Sigga Nolsøe. En masse kritikpunkter. Lad os tage dem kronologisk.

1. At bringe hele VAF-historien samt hele den omfattende dementi-skrivelse var ikke pladsmæssigt muligt i magasinet. I webartiklen var der mere plads, men vi valgte, som man jo oftest gør i journalistik, at genfortælle indholdet, hvilket vi mener, vi har gjort sobert.

2. Om ministeriets henvendelse opfattes som et krav, er jo altid en diskussion værd. Det var Journalistens opfattelse, at kilderne på VAF og Ritzau ikke opfattede det som et forslag, men som et krav.

3. Ordet ’grundløst’ er valgt til rubrikken, fordi det efter Journalistens opfattelse dækker det samlede indtryk ud fra både kilders og egen vurdering af historien, at der ikke var faktuelle fejl i VAF’s artikel, hvilket gør et dementi-krav grundløst. Det er korrekt, at vi ikke har talt med Christian Kock, men vi er blevet oplyst, at han har set VAF-artiklen og ministeriets dementi-skrivelse, og det har vi ingen grund til at betvivle.

4. Der er for Journalistens vedkommende tale om to historier, der bliver lavet i to tempi. I første omgang laves en historie til magasinet. Da den igangsættes tæt på deadline, har den kort produktionstid. Vi sender spørgsmål mandag formiddag og beder om at få svar senest onsdag middag. Det svar, vi modtager, er stort set en gentagelse af dementi-skrivelsen. Vi ringer derfor til Sigga Nolsøe og beder om at måtte stille opklarende spørgsmål mundtligt. Svaret er nej, men vi er velkomne til at sende yderligere skriftlige spørgsmål. Det gør vi så, men gør opmærksom på, at det så vil være tvivlsomt, at det kan nå at komme med, da vi sender til tryk torsdag. Svaret kommer torsdag – ganske rigtigt inden for 24 timer, men efter at artiklen er sendt til tryk.

5. Webhistorien er ganske rigtigt skrevet, efter at de uddybende svar nåede frem, og disse indgår heri. Og nej, vi opdagede ikke, at der ikke var noget at komme efter. Tværtimod opdagede vi en passus i de høringssvar, ministeriet var så venlig at fremsende, der ud fra vores opfattelse gjorde det helt tydeligt, at VAF havde ret, når de skrev, at Carl Holsts dobbeltløn ikke var hensigten med reglerne, og samtidig gjorde det yderligere uforståeligt, at ministeriet ønskede at dementere historien.

6. Man skal naturligvis have lov at bede om at få rettet faktuelle fejl – eller bede om ”genmæle”, som er det begreb, medieloven opererer med. Når vi på Journalisten har valgt at skrive om denne sag, er det, fordi ministeriet havde held til at stoppe udbredelsen af en historie, selv om den – ud fra vores bedste vurdering – ikke var fejlagtig.