Mandag den 28. januar gik et af Danmarks ældste kommunikationsbureauer konkurs. Trods størrelsen og alderen har mange i den københavnske branche kun overfladisk kendskab til bureauet. Men da det var på sit højeste, havde det kontorer i Holstebro og København og gav arbejde til 40 medarbejdere og freelancere. Til en god timeløn.
Historien om Bent Tilsted handler om en pressefotograf med talent for forretningsudvikling, længe før det blev et fag på journalistuddannelserne.
»Vi kunne sælge journalistisk arbejde i bunker, og vi blev flere og flere,« siger Bent Tilsted, der etablerede Tilsted Com i 1985.
I en kort periode var han medlem af det fine selskab i PR-brancheforeningen sammen med de andre store bureauer i København. Men det var ikke noget for ham.
»De var for smarte i forhold til mig. Det var en forening, der passede til Korsbæk-København, som jeg kalder det. Mit branchekendskab var her i området, og jeg ville hellere bruge min tid på at levere noget, som kunderne syntes var i orden.«
Vi er i en næsten menneskeforladt Karup Lufthavn, hvor Joachim Ladefoged har fotograferet Bent Tilsted i afgangshallen og på landingsbanen.
Rammen er valgt, fordi den har været en guldåre ind i Tilsted Com. Københavnske journalister fra Politiken, Information, DR og Se og Hør, der skulle lave reportage fra Tvind, Thylejren eller et lokalt slagteri, blev her koblet sammen med Bent Tilsted, der agerede fotograf.
»Medierne sparede penge. I stedet for at sende to medarbejdere kunne de sende en journalist, og så var jeg fotograf. Og jeg kendte vejen,« som Bent Tilsted formulerer det.
Bent Tilsted var sammen med Mogens Laier og Casper Thorsøe blandt de første freelancefotografer i Danmark. Og han var også en af de første fotografer, der kaldte sig ’billedjournalist’ – hvilket DJ var imod. Man var enten det ene eller det andet.
Faget kommunikation var i 1985 nyt. RUC var kun lige begyndt at uddanne kandidater i kommunikation. Og Tilsted Com blev grundlagt flere år før for eksempel Jøp, Ove & Myrthu og Image Selskabet.
Gennem årene har Tilsted Com lært Kristen Touborg (SF) altid at gå i rød skjorte. Og han hjalp venstremanden Helge Sander med at blive valgt i 1984. Og Tilsted forklarede den lokale Opel-forhandler, at det var smart at holde åbent om lørdagen, hvor folk havde fri.
»Vi lavede alt. Det var en blandt landhandel. Det var det, der tiltrak mig,« forklarer 61-årige Bent Tilsted, der altid har tilladt sig at have et meget bredt fagligt vingefang, der godt kunne få andre til at trække på smilebåndet.
Sideløbende med kommunikationsarbejdet har Bent Tilsted for eksempel fotograferet for Ugens Rapport, og i 28 år var han fast pigefotograf på Se og Hørs Miss Solskin-konkurrence.
Vi sætter kursen mod Holstebro i en gammel Opel Vectra. Han er i godt humør og optimistisk i sit tonefald. Eventyret venter.
Bent Tilsted valgte at drive sin forretning fra Holstebro, fordi navnet blev genkendt i København. Hverken Skive eller Struer kunne gå.
»Den eneste by, der ringede ind i Politikens Hus, Nordfoto og Aller, var Holstebro.«
Holstebro havde på grund af TV/Midt-Vest og DR Midt & Vest flere mediearbejdspladser end selv Aalborg, der er langt større.
»Det er en god medieby.«
En af hans første kunder var barndomsvennen, venstremanden og journalisten Helge Sander, der gerne ville stille op til Folketinget.
»Man kan sige, at jeg var hans første spindoktor. De eksisterede jo ikke dengang,« siger Bent Tilsted, der fandt på et enkelt råd.
»Helge Sander skulle vinde valget ved at være synlig mellem valgene.«
Bent Tilsted fandt ud af, at folketingsmedlemmer ofte ikke holder møde om mandagen. Det skulle Helge Sander drage nytte af.
»Han skulle bruge mandagene til at besøge husmoderforeninger, valgforeninger og måske også steder, hvor vælgerne på forhånd ikke sympatiserede med ham.«
Helge Sander blev til de flestes overraskelse valgt ind i Folketinget i 1984, og siden har han brugt Bent Tilsted som rådgiver. Han har været så tilfreds med samarbejdet, at han i 2005 som videnskabsminister skamroste bureauet i en profilbrochure udgivet af Bent Tilsted i et oplag på 17.000. Det affødte kritik fra eksperter og politiske modstandere.
»Den havde været igennem ministeriet, og det endte med lidt ballade, men jeg husker det ikke som noget stort,« affejer Bent Tilsted.
SF’eren Kristen Touborg fik to råd af Bent Tilsted. Han skulle altid have en rød skjorte på – prøv at google det, kære læser. Og så måtte han ikke ændre sin stærke jyske accent – hvis han gjorde det, ville det gå galt.
»Du bliver måske grinet ad, og folk vil prøve at gøre dig pænere, men du får en markant rolle,« lød rådet fra Bent Tilsted, der aldrig blander sig i selve det politiske budskab.
»Hvis man prøver at lave en politiker om, taber man.«
Den største anerkendelse fik Tilsted i 2005, da bureauet vandt Dansk Kommunikationsforenings Kom-pris for en kampagne om unge forskere i vidensdyst.
Unge Forskere havde 39 projekter, da Tilsted kom ind i billedet. Da han sluttede, var der 1.600.
Vi har fundet vej til Rådhuskælderen i Holstebro. Stedets ejer, Thyra, serverer stjerneskud og øl fra Fur.
Folk, der arbejdede på kommunikationsbureauer i 1980’erne, har en vag eller slet ingen erindring om Bent Tilsted fra Holstebro.
Torben Busekist, der i 1968 var med til at starte Scandinavian PR med for eksempel Faxe, Illum og Den Kongelige Porcelænsfabrik som kunder, husker intet om Tilsted Com.
»Det siger mig ikke noget. Jeg husker ikke navnet,« forklarer Torben Busekist.
Jens Otto Kjær Hansen, der i dag er rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, etablerede Image Selskabet i 1989. Han siger, at Tilsted ikke var en del af branchens ”pæne selskab”.
»Det er ikke ment som en kritik, men Tilsted var mere hands-on og ikke så meget ledelse og strategi som os andre.«
Han mener, at Bent Tilsted har en mere ”ufiltreret” tilgang til kommunikation.
»Vi andre havde nok mere fine fornemmelser om, hvad vi ville røre ved. Han var mere jordnær og tog de opgaver, der var. Det må man respektere. Det var bare en anden verden.«
Bent Tilsted siger, at det rager ham langsomt, hvem der bemærkede ham. Og han medgiver, at han nok har trykt visitkort og andre småopgaver, som andre ikke ville røre.
»Man ved jo aldrig, hvornår ham, der skal have et lille visitkort, har behov for en større sag.«
Gennem årene har Tilsted haft hundredvis af små og store kunder. Fra lokale efterskolers årsberetning til fotoopgaver for Siemens Wind Power og nyt logo for Holstebro Kirke og Grand Hotel i Struer.
»For mig er en efterskole, der skal have lavet et årsskrift på 72 sider, en dejlig kunde. Vi laver noget, der er vigtigt for dem, og de kommer tilbage hvert år.«
I sin erindringsbog skriver Se og Hørs tidligere redaktør Mogens E. Petersen (MEP), at Bent Tilsted ”absolut var Danmarks bedste fotograf, når det drejer sig om at fotografere piger i flok”.
Et enkelt år, hvor Bent Tilsted ikke var med for at fotografere finalen i Miss Solskin, ringede MEP fra Mallorca og bad Tilsted om at tage en flyver så hurtigt som muligt.
»Fotografen hernede kan slet ikke sammen med pigerne. De er helt umulige, og ingen af dem vil smide toppen,« forklarede MEP.
Bent Tilsted tog af sted samme aften.
Ser man på regnskaberne for årene 2001 til 2007, lå bruttofortjenesten på mellem 2 og 3,5 millioner kroner. Når Bent Tilsted i dag skal beskrive økonomien i de år, siger han underspillet:
»Den var fin.«
Hvad vil det sige?
»Det vil sige, at vi tjente penge,« forklarer Bent Tilsted, der investerede det meste af overskuddet i nyt udstyr. For eksempel købte han det første digitale kamera i Danmark. Det står i dag på Danmarks fotomuseum.
»Det kostede 270.000 kroner og kan en tiendedel af det kamera, som Joachim Ladefoged brugte i dag.«
Han købte også den første Mac og en skærm i 1985 til 171.000, som han betalte kontant.
»Det var dyrt, men jeg ville have det bedste udstyr.«
Han siger om den tid, at det var dejligt at være med til at skabe noget så langt ude vestpå.
»Jeg kunne betale mit, og medarbejderne var glade for arbejdspladsen.«
I 2001 besluttede Bent Tilsted at udvide forretningen med en afdeling i København på den fornemme adresse Strandvejen i Hellerup. Tilsted fik sloganet ”Os ude på landet – og lidt i København”.
Ved samme lejlighed blev Henrik Qvortrup, tidligere spindoktor for Anders Fogh Ramussen og daværende chefredaktør på Se og Hør, præsenteret som rådgiver.
”Han vil løse specialopgaver om kommunikation og være foredragsholder,” skrev Bent Tilsted i en pressemeddelelse.
»Det kom lidt bag på mig,« siger Henrik Qvortrup i dag.
»Jeg havde bare holdt et oplæg i Holstebro, som han havde arrangeret, og så kunne jeg læse, at han åbnede i København med mig,« siger Henrik Qvortrup, der senere fik en undskyldning af Bent Tilsted.
Bureauet i København blev dog aldrig en stor succes.
»Vi satsede nok for lidt i det,« siger Bent Tilsted.
I 2007 kunne Bent Tilsted mærke, at den årlige vækst ikke ville vare ved. Hans annonceomsætning faldt med 40 procent.
»Vi var 18-20 medarbejdere, men pludselig var der huller i systemet, der ikke gav penge, fordi der var for lidt at lave.«
I 2010 døde Bent Tilsteds hustru pludselig af en hjerneblødning kun 46 år gammel. Han stod nu alene med tre halvstore børn. Han var væk fra bureauet i en uge.
Da han kom tilbage, skar han virksomheden til og fyrede en række medarbejdere. Det blev dyrt i aftrædelsesordninger. I december 2012 var underskuddet på 1,1 million kroner.
Han havde intet andet valg end at gå konkurs, forklarer han.
»Nogle medarbejdere har arbejdet hos mig i mere end 25 år. Jeg har ikke råd til at give dem 1 million kroner i fratrædelse, når jeg selv har betalt 100.000 kroner om måneden for at gå på arbejde,« forklarer Bent Tilsted, der gav medarbejderne mulighed for at tilbyde deres arbejdskraft på Tilsteds hjemmeside. Det har seks sagt ja til.
Bent Tilsted har siddet i hovedbestyrelsen for Pressefotografforbundet og DJ’s Kreds 5. Og han har altid betalt sine freelancere den gældende takst – også da det gik ned ad bakke.
Men han har bemærket, at kommunikationsbranchen er begyndt at dumpe prisen de senere år.
»De underbyder. Folk kommer herover og arbejder på en søndag for 2.000 kroner, hvor vi ville have 5.000 kroner. Jeg er ikke bange for konkurrence, men jeg har sagt nej til mange opgaver, fordi jeg ikke ville gå ned i kvalitet,« siger han.
Lige nu er en bobestyrer sat ind for at gøre boet efter Tilsted Com op. Bent Tilsted har for eksempel 17 arkivskabe med Se og Hørs Jyllands-arkiv med 3,8 millioner billeder. Kuratoren undrer sig over, at Tilsted ejer så meget – de fleste andre firmaer leaser.
Spørgsmålet er, om han har været for tilbageholdende med at udvikle de dele af virksomheden, der handlede om rådgivning. Kunne han have reddet virksomheden, hvis han havde tilbudt flere kommunikationsydelser, der kan faktureres til en højere pris – strategisk kommunikation og rådgivning?
»Jeg havde ikke rådgivere, der kunne den slags, og jeg ville også have haft svært ved at få den slags medarbejdere til Holstebro. Sådan er det jo i Danmark. Hvis folk skal køre halvanden til to timer, synes de, det er rædselsfuldt. På den måde er vi et lille forkælet samfund,« forklarer han.
Kunder med behov for ledelseskommunikation har han derfor henvist til andre bureauer, hvor der var rådgivere med den rette akademiske uddannelse.
»Medmindre man er et naturtalent, er det ikke nok at være journalist.«
Savner han bureauet? Han har svært ved at svare på spørgsmålet. Han dvæler ikke ved fortiden. Tankerne vil altid den anden vej. Vi prøver dog en gang til:
»Det er mærkeligt ikke at have den forpligtelse, at jeg skal hente 20 millioner kroner hjem om året. Men jeg tænker ikke over det. Jeg ser fremad. Jeg ser de muligheder, der er.«
Efter frokosten på Rådhuskælderen har Bent Tilsted en aftale med en potentiel kunde. Selv om Bent Tilsted ikke må hverve nye kunder, må han gerne takke ja, hvis han bliver inviteret til et møde.
Da han kommer tilbage, er det med et stort smil og beskeden:
»Det gik godt. Jeg tror, det bliver til noget,« siger han.
»Mange siger, det er forfærdeligt, at jeg er blevet 61 år. Men det er da ikke forfærdeligt. Det er fantastisk. Alternativet er min hustru, der døde som kun 46-årig. Det er da meget værre.« s
Annette Heick
»Bent står for den rene, klassiske kommunikation. Hvad har vi at fortælle, og hvordan får vi det ud på en klar måde? Når man siger kommunikationsbureauer, tænker man straks cool og smarte mennesker. Men det er slet ikke ham. Han er mere til den gode tryksag med det klare budskab.«
Annette Heick har udgivet flere bøger på Bent Tilsteds forlag. Hun mødte ham, da han var fotograf på Miss Solskin-finalerne, og hendes forældre spillede. Som journalist på Se og Hør har Annette Heick brugt Bent Tilsted som fotograf i Jylland.
Allan Meiniche
»Bent er altid sprængtfyldt af ideer. Jeg er selv kommunikationsuddannet, og jeg har lyttet mere til ham end andre, der gav mere traditionelle råd. Han fik mig for eksempel overbevist om, at det var en god ide at holde åbent lørdag og søndag, fordi det var der, kunderne havde fri.«
Bilforhandler Allan Meiniche fra Holstebro har brugt Bent Tilsted som rådgiver i en årrække.
Henrik Qvortrup
»Han er så langt fra en kommunikationsforum-type, man kan forestille sig. Han er mere en jysk købmand end de varmluftsakrobater, der trives i kommunikationsbranchen herovre. Og når det kommer til stykket, tror jeg, han har en bedre fornemmelse for jævn business end mange kommunikationsfolk.«
Henrik Qvortrup var chefredaktør på Se og Hør, mens Bent Tilsted var pigefotograf. Han blev tilknyttet Tilsted Com som rådgiver – uden at vide det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.