Deres titler er egentlig pressefotograf og fotojournalist, og det er også de titler, de bruger om sig selv.

Men i de roller er de faktisk også endt med at blive kaldt konverteringskongerne i JFM.

For Michael Bager, pressefotograf på Fyens Stiftstidende, og fotojournalist Jacob Schultz på JydskeVestkysten er de to medarbejdere i JFM, der er bedst til at konvertere læsere til abonnenter.

Det bekræfter udviklingsredaktør i JFM, Rasmus Henriksen, over for Journalisten.

Det er særligt én type indhold, der får skaffet nye abonnenter ind begge steder. Nemlig store, i nogle tilfælde kæmpestore, billedhjul fra store lokale begivenheder. På Fyn kan det være Tinderbox-festivalen eller Royal Run i Odense. Og der kan sagtens ende med at være flere hundrede billeder i et galleri på fyens.dk.

Fotograferer publikum i stedet for stjerner

Det startede faktisk med et billedgalleri i 2014, der gav 1,7 millioner klik. Siden er det fortsat.

”Demokrati og sammenhængskraft, som vi siger i JFM, er det, vi som lokalmedie er til for. De her store gallerier giver en fornemmelse af sammenhængskraft, som efterlader læserne med følelsen af, at det var en fed oplevelse, vi havde sammen,” siger Michael Bager.

Til en koncert bruger han ikke meget tid på at fotografere dem på scenen. Han går i stedet efter publikum.

”De bevæger sig igennem en masse forskellige følelser, og der er mange forskellige reaktioner. Og det er dem, jeg er her for: For vores læsere. Min gamle mester, Poul Erik Bilstrup, sagde i min læretid for 38 år siden, at man skal fotografere dem, der kigger på. Det er dem, der er med til at betale avisen,” siger Michael Bager.

I det vestjyske er det den samme type begivenheder, Jacob Schultz går efter. Fra april til september er hans kalender fyldt med store arrangementer, som han alene tager ud og dækker for JydskeVestkysten.

”Nogle gange ender det med et galleri med mellem 70 og 267 billeder. Det er mange, men for modtageren er det ikke ét for meget. For hvis de har en forventning om at se sig selv eller en, de kender, så kan de ikke få nok og klikker helt til sidste billede,” siger Jacob Schultz.

Det er ifølge Jacob Schultz ikke en overdrivelse at sige, at den type billeder understøtter det lokale fællesskab.

”Det er sammenhængskraften i byerne med de arrangementer og festivaler. Tønder Festival er – ud over en marsk og en strikkefestival – hele byens identitet. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at være der,” siger han.

Kæmpe faglig gevinst

Én ting er, at fotografernes arbejde giver værdi for medierne, hvor forretningsmodellerne i højere grad er blevet indrettet efter abonnenter frem for annoncer.

En anden ting er, at den måde at arbejde på også giver en faglig tilfredsstillelse. For det er noget andet at levere et billedgalleri på 500 fotos til nettet end at udvælge to til fem fotos til den trykte avis.

”Men man kan ikke bare hælde en masse billeder ind. De er nødt til at være prioriterede og af høj kvalitet,” siger Michael Bager og fortsætter:

”Det er meget givende fagligt. Det kommer jo også an på, hvordan man synes, det er fedt at arbejde. Det er mange timer, man er på, og man sidder i et larmende festivaltelt og skal skrive nogle ord til hvert billede. Det er meget intenst, og der er altid noget teknik, der driller. Men jeg kan godt lide, at der er lidt modstand.”

På JydskeVestkysten er det ikke mere end et par år gammelt, at Jacob Schultz er blevet sit eget visuelle ”one man band”, som både han selv og chefredaktør Mette Cramon kalder ham.

”I gamle dage var fotografer ved os nogle, der fik en bestillingsseddel fra journalisterne og så kørte ud og tog et billede og kørte igen. Den tid er forbi,” fortæller Mette Cramon.

”Hans job har ændret sig til, at det er ham selv, der prioriterer sin tid, fordi han er den bedste visuelle,” fortsætter hun.

Jacob Schultz blev i sin tid ansat som pressefotograf i JFM. Foto: Mikkel Hausted Hansen/JFM

Selvom der på lønsedlen stadig står ’pressefotograf’, som Jacob Schultz blev ansat som for snart 25 år siden, arbejder han i dag i langt højere grad som fotojournalist. Ligesom han sparrer med journalisterne om deres fotovalg, har han den anden vej fået oplæring i rubrikker, og han vælger selv, hvilke begivenheder han rykker ud til.

”Jeg ejer mine historier nu,” konstaterer Jacob Schultz.

”Det er superfedt. Jeg elsker at skrive, og det har jeg altid gjort. Nu skriver jeg hele tiden, og jeg synes, at det er virkelig spændende at få snedkereret nogle rubrikker, som gør folk nysgerrige og giver dem lyst til at se mere,” fortsætter han.

De sidste bastioner

Fotojournalister og pressefotografer står generelt forrest, når der bliver uddelt fyresedler i mediebranchen.

Det gælder ikke mindst på de danske lokalmedier. Det Nordjyske Mediehus og Sjællandske Medier fyrede i 2025 alle fotografer og nedlagde fotoafdelingen. Efter de fyringsrunder var der ifølge en opgørelse fra Pressefotografforbundet 35 fastansatte dagbladsfotografer tilbage i Danmark.

De seneste års adskillige fyringsrunder i JFM har da i den grad også ramt fotograferne hårdt, og i 2019 gik koncernen fra at have 25 ansatte fotografer til at have 12, og i 2021 stod Michael Bager tilbage som den sidste fastansatte fotograf på Fyn.

I dag er det for det meste journalisterne i JFM, der tager billederne til deres egne historier, og der er kun enkelte fotografer tilbage på de lokale medier.

Det var da også i kølvandet på flere fyringsrunder, at man på JydskeVestkysten måtte se hinanden i øjnene for at finde ud af, hvordan man kunne undgå, at der bare blev løbet hurtigere og hurtigere, og billederne blev dårligere og dårligere.

”Vi har gjort det samme med journalistikken. Vi har set på, hvordan vi skal bruge vores tid og være skarpe på, hvordan vi bruger vores ressourcer. Jeg synes ikke, at vi med det gamle bestillingssystem udnyttede, hvad Jacob kan. Så vi skulle sætte hans unikke kompetencer i spil,” siger Mette Cramon.

En anbefaling til andre medier

Jacob Schultz har da også tidligere følt sig udsat, når der skulle spares.

”Men jeg har ikke følt mig mere tryg i min stilling, end jeg gør nu. Det er meget synligt, hvad jeg gør, og mine ord har en autoritet. Og læsertallene nærmest eksploderer, når vi udgiver de gallerier. Det tilsammen gør, at jeg ikke føler mig udsat,” siger han.

Til gengæld savner han sine kollegaer.

”Fotojournalister er skønne. Men jeg kan godt være ked af, at fotojournalister ikke har taget og fået en mere selvstændig rolle tidligere. At vi ikke på et tidspunkt har gjort mere for at sige, at videohistorier er vores. At portrætter og reportage er vores,” siger Jacob Schultz.

Michael Bager på arbejde under Heartland Festival. Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix

På Fyn ser Michael Bager sig selv som slikhylden i supermarkedet. Hans arbejde er det søde, kunderne kan tage med i kurven, når de egentlig kommer ind efter rugbrød. Og det er der brug for hos medierne, mener han.

”Det er virkelig ærgerligt, at det er gået den vej for faget. Pressefotografer og fotojournalister er gode bud på, hvad vores læsere gerne vil have. Vi kan lave historier, der taler til øjet og er letforståelige. Og vi kan jo se, at folk går igennem en masse besvær for at betale for det,” siger Michael Bager.

Men den visuelle succeshistorie får ikke umiddelbart JydskeVestkystens chefredaktør til at gå på udkig efter ekstra fotojournalister eller pressefotografer.

”Fik jeg lige pludselig en masse midler, kunne det være, vi kiggede den vej. Men når jeg kigger på det, passer det meget godt med det behov, vi har. Der er en øvre grænse for, hvor mange begivenheder, der egner sig i vores landsdel. Og mit indtryk er, at Jacob hverken keder sig eller er unødigt presset,” siger Mette Cramon.

Til gengæld er hun på ingen måde ked af at prioritere at have en fotojournalist ansat.

”Jeg vil virkelig anbefale andre medier som vores at se på det. Det her giver supergod mening og værdi i lokaljournalistikken, at man dækker de her store begivenheder på den måde,” siger hun.