Det var helt almindeligt for medarbejdere på en redaktion på et af de største medier i Danmark at blive kaldt ind til verbale tæsk fra den nærmeste leder.

Metoden var nærmest den samme hver gang.

Man blev hevet ind i et konferencelokale, hvor man var alene med chefen, og så blev man udsat for den ene tirade efter den anden.

”Jeg blev løbet over ende, som jeg aldrig har prøvet det før med noget andet menneske,” siger en kilde, der holdt op med at arbejde for mediet kort tid efter.

Udskamningerne foregik også på fælles redaktionsmøder, hvor for eksempel ældre medarbejdere, der havde svært ved det digitale, fik åbenlyse antydninger fra chefen om, at de måske skulle finde et andet arbejde.

Andre medarbejdere fik i kildernes perspektiv uretfærdig og perfid kritik af deres journalistiske arbejde.

”Det var vanvid”

Flere kilder beskriver også over for Journalisten, at man aldrig helt vidste, hvor man havde chefen. Den ene dag kunne man føre venlige samtaler, men det næste øjeblik kunne man blive udskældt for fuld udblæsning.

”Det er det mest vanvittige, jeg har oplevet i min karriere,” siger en medarbejder, der har været i branchen i mange år.

”Det var ekstremt hårdt rent psykisk. Det er den eneste chef, der har fået mig til at bryde sammen i gråd under en samtale,” lyder det videre.

Journalisten har talt med adskillige tidligere medarbejdere, der bekræfter det samme billede af chefen. Flere valgte at sige op under chefens ledelse.

Af hensyn til både medarbejdere og den tidligere chef har Journalisten valgt at foretage en anonymisering af hele fortællingen, da man ellers vil være i stand til at identificere de kilder, der ønsker anonymitet.

Fortællingen er dog med til at understrege, at der på visse journalistiske arbejdspladser har eksisteret en kultur, hvor dårlige chefer fik lov til at fortsætte. Journalisten har i forbindelse med spørgeskemaet om dårlig ledelse i mediebranchen modtaget flere hundrede beretninger fra folk i branchen, der har haft ubehagelige oplevelser med ledelse på arbejdspladser i medie- eller kommunikationsbranchen.

På det her medie er det flere medarbejderes opfattelse, at den dårlige opførsel fra chefen ikke fik ledelsen til at reagere – selv efter at man havde sat alarmklokkerne til at bimle med en henvendelse om problemerne.

Det går også igen blandt beretningerne, at flere frygter at stille op med navn til en artikel, da de fortsat er bange for at møde chefen eller arbejde sammen med vedkommende et andet sted i branchen.

En har sågar valgt at takke nej til opgaver, hvor der var en chance for at møde den tidligere leder.

”Jeg ville have det svært med at stå frem og nævne vedkommende, for det er så voldsomt, at jeg kan være bange for at møde vedkommende igen,” lyder det fra en anden medarbejder, der som konsekvens af den hårde ledelse sagde sit job op.

Problemerne kom med hjem fra arbejdspladsen i arbejdstasken, og til sidst vurderede kilden, at det ikke var det værd. Det velbetalte job med dertilhørende goder blev sagt op.

”Det blev jeg nødt til,” siger kilden og forklarer:

”Til sidst så jeg ingen anden udvej end at sige op. Jeg elskede mine kolleger, elskede mine opgaver, men kunne mærke, at jeg i min fritid tænkte alt for meget over min situation – og det ville jeg ikke byde min familie. Eller mig selv.”

Chefen: Det ryster mig at høre

Journalisten har forelagt de mange beretninger fra redaktionen for chefen i fortællingen, der ikke er chef på mediet længere.

”Det er et meget alvorligt billede, der tegnes, og det gør bestemt indtryk på mig,” indleder chefen i et skriftligt svar. På linje med de øvrige anonyme kilder har chefen også ønsket at svare anonymt på skrift.

Ifølge chefen var arbejdspladsen i gang med en stor forandring i arbejdsprocesser, som krævede hurtige forandringer og nytænkning. Chefen siger, at det kan have givet utryghed, hvis man som leder ikke har været opmærksom på at værdsætte alle medarbejdere.

”Jeg kan i dag se, at jeg ikke gjorde nok for at få dem med, som ikke var enige.”

I forhold til anklagerne fra de anonyme kilder om voksenskældud, at de brød sammen eller blev decideret bange, skriver chefen:

”Det ryster mig at høre. Jeg har aldrig hørt om nogen, der brød sammen, og heller ikke om, at der var nogen, som var bange for mig, og det berører mig dybt, at nogle har oplevet det sådan. Det ville jeg gerne have vidst, så jeg kunne have hjulpet dem,” lyder det.

Også meldingerne om udskamninger foran andre og i lukkede rum gør indtryk:

”Det er ikke en oplevelse, nogen skal have. Jeg har givet kritik på arbejdet, men ikke på personer. Jeg forstår, at grænsen kan være flydende, og at tryghed er vigtigt, hvis kritik skal opfattes konstruktivt.”

Chefen medgiver, at vedkommende har haft drøftelser med den øverste ledelse om trivsel og udfordringer, da der var en del modstand mod den nye strategi. Chefen vurderer dog ikke, at man hos hverken chefen eller i den øverste ledelse var opmærksomme på de problemer, der nu nævnes fra kilderne i Journalisten.

Chefen anerkender dog, at vedkommende ville have handlet anderledes i dag:

”Jeg ville have vist større følsomhed over for dem og brugt mere tid på at forstå dem, ligesom jeg ville have brugt flere kræfter på at få dem med ombord i forandringsprocessen.”

Vi burde have sagt noget

Flere af de tidligere medarbejdere fortæller også uafhængigt af hinanden til Journalisten, at de ønsker, at de havde gjort mere for at sige fra i det daglige. De turde dog ikke. De holder dog fast i, at de forsøgte at råbe ledelsen op.

Det er ikke mange år siden, og en af de tidligere medarbejdere skammer sig i dag over, at man ikke gjorde mere for at tale chefen imod, hvis for eksempel en kollega blev udskammet foran alle de andre.

”Når man har sagt op, så tør man jo godt sige det. Men jeg er flov, fordi vi alle burde have sagt noget, inden vi sagde op.”

Den tidligere medarbejder synes dog også, at der ligger en lektion til mediearbejdspladser i det hele taget om at tjekke op på cheferne inden ansættelser.

”Det er på tide at gøre op med de her seriechefer, der kommer ind og ændrer alt fuldstændigt. Man gik fra en god arbejdsplads til en forfærdelig arbejdsplads.”