Bent Bach stopper snart som fotograf. Nu skal han køre lastbil: ”Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe”

Til august er det 30 år siden, at Bent Bach blev ansat som fotograf på Vendsyssel Tidende. Dengang skiftede den 29-årige sit job som postbud ud med et arbejde på den markante avis nord for Limfjorden.

”Om søndagen kom vi ud til samtlige husstande i Vendsyssel. Så det var stort for mig, da jeg blev fastansat,” fortæller han.

Siden fusionerede Vendsyssel Tidende med Aalborg Stiftstidende og blev til Nordjyske Medier. Her samlede vendelboen tv-kameraet op som sit foretrukne værktøj.

Han har aldrig været arbejdsløs eller jobsøgende før – før nu.

Den 59-årige pressefotograf er en af de 22 personer, som i år må forlade Nordjyske Medier efter sparerunder i koncernen og heraf følgende lukning af Morsø Folkeblad og tv-kanalen 24Nordjyske.

Bruddet med Nordjyske bliver for Bent Bachs vedkommende et farvel til mediebranchen.

”Det handler om manglen på muligheder. Så vil jeg hellere sadle om og se mig selv i et nyt lys.”

”Jeg kender branchen, og jeg kan se, hvad der sker. Flere og flere journalister klarer billede og optagelser selv, og kun få fotografer kan overleve som freelancere i Vendsyssel, hvor jeg opererer,” forklarer han.

 

Fra fotograf til chauffør: “Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe. 5 Bent Bach fratræder sin stilling som videofotograf på Nordjyske Medier den 1/9, hvorefter han skal starte uddannelsen som lastbil- og krankørerkort. Cathrine Ertmann

Bent Bach er ikke den eneste af de ramte mediefolk på Nordjyske, som forlader mediebranchen. Det forudser fællestillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn.

”Mit indtryk er, at mange af dem vil overveje at starte som freelancere. Men der er også flere, som overvejer eller har besluttet, at de skal lave noget helt andet,” siger Merete Ejsing Horn.

Farvel til nyhedsfabrikken

Jeg kender Bent Bach personligt, da jeg tilbragte min praktiktid på Nordjyske Medier fra 2014 og gennem 2015.

Siden har jeg haft et halvt års vikariat i mediehuset og senere tilknytning til flere af redaktionerne, hvor jeg har fået opgaver.

De seneste to år har jeg været freelancer i Nordjylland. Jeg ved derfor, hvad der kan vente nogle af de 22 personer, som tager afsked med den mere end 250 år gamle nyhedsfabrik.

”Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe.”

Bent Bach

Det sidste efteruddannelse hos mediehuset vil Bent Bach i stedet bruge til omskoling. Han vil erhverve et stort kørekort og blive bus- eller lastbilchauffør.

”Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe. Nu kommer der også flere ud på markedet på én gang,” siger han med henvisning til den række fotografer og producere, som forlader mediehuset efter lukningen af den regionale tv-kanal.

Farvel til journalist-identiteten

Lone Hejlskov sagde i fjor farvel til sin tilværelse som studievært ved Nordjyske, da hun tog en frivillig fratrædelse. Hun følte sig brændt ud efter 18 år på jagt efter nyheder.

Siden har hun lavet både kommunikation, artikler og tv som freelancer. Det blev blandt andet til et tv-program på DK4.

”Jeg havde gjort op med idéen om, at journalist var min identitet. For mig var det at genfinde arbejdsglæden det vigtigste parameter.”

Lone Hejlskov

”Jeg forlod Nordjyske med den tanke, at jeg ville forsøge mig som selvstændig, og havde også den indstilling, at uanset hvad skulle jeg nok få et job. Om det så var servering eller ved kassen. Jeg havde gjort op med idéen om, at journalist var min identitet. For mig var det at genfinde arbejdsglæden det vigtigste parameter,” siger Lone Hejlskov.

I juni 2019 blev hun ansat ved feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand som kommunikationsansvarlig. Her har hun reaktiveret sin gamle faglighed – men nu uden for mediemøllen.

”Stillingerne er inden for pr og kommunikation nu. Der er muligheder i det private, men jeg synes ikke, at der er meget i mediebranchen heroppe,” siger Lone Hejlskov.

Fra fotograf til chauffør: “Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe. 6 Lone Hejlskov arbejder efter besparelser på Nordjyske nu hos Sol og Strand i Blokhus. Cathrine Ertmann

”Det bliver en barsk levevej”

Livet som selvstændig er også en hård sti at gå ned ad, når ens adresse er i Nordjylland.

Sådan lyder det fra Thomas Vinther, der i 2015 forlod et job som tv-fotograf hos Nordjyske på en fratrædelse. Siden har han arbejdet som freelance tv-fotograf og selvstændig tv-producent med base i Aalborg.

”Hvis man vil satse på freelance, så skal man favne bredt, og det bliver en barsk levevej, hvis man gør det.”

Thomas Vinther

”Hvis man prøver sig som freelancer, så skal man kigge langt væk og tænke langt. Man skal også ringe til Sønderjylland og Odense for at få opgaver nok til at klare sig,” fortæller han.

Der er dog stadig muligheder i det lokale mediemarked, mener han.

”Jeg har haft problemer med at finde journalister og gode broadcast-fotografer til opgaver heroppe. Der mangler lidt folk med sans for historiefortælling. Men hvis man vil satse på freelance, så skal man favne bredt, og det bliver en barsk levevej, hvis man gør det,” siger Thomas Vinther.

Fra fotograf til chauffør: “Jeg kan ikke overskue at basere et freelanceliv heroppe. 2 Thomas Vinther har siden Nordjyske arbejdet med sit eget produktionsfirma Flamingo Film. Cathrine Ertmann

Ny sparerunde på vej

Nordjyske rammes af en ny spare­runde i starten af 2020. Sådan lød ledelsens udmelding ved 24Nordjyske og Morsø Folkeblads lukning.

Til den tid kan der muligvis være mere hjælp til de mediefolk, der skal væk.

”Jeg ville ønske, at vores arbejdsplads kunne gå mere aktivt ind i at hjælpe folk videre. Det er også noget, som vi snakker med ledelsen om. Vi kigger på, om man kunne konvertere noget af fratrædelsen for de enkelte til muligheder for at få hjælp gennem forbundet,” siger Merete Ejsing Horn.

Hun håber, at karriererådgivningen i Dansk Journalistforbund bliver en mere naturlig del af medarbejderes afsked med Nordjyske.

”Fremover vil vi arbejde mere med den slags i overenskomstforhandlingerne. Vi skal se på, hvordan vi kan hjælpe folk videre. Det er jo ikke sidste gang, at det sker, er jeg bange for,” lyder det fra tillidsrepræsentanten.

Flere journalister og fotografer er allerede ramt af årets første spare­runde og har haft sidste dag hos Nordjyske. Til efteråret stopper en større gruppe, når 24Nordjyske og Morsø Folkeblad lukker.

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right