På flere punkter langer Peter Bartram, der i marts blev fyret som formand for JP/Politikens Hus, ud efter de forklaringer, der er kommet fra ejerfondene. Foto: Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
Det var uenighed om kursen for Danmarks største medieaktør, der i foråret betød, at Peter Bartram fik sparket som formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
Sådan lød forklaringen i hvert fald på både de indre og ydre linjer.
Men den forklaring sår Peter Bartram tvivl om grundlaget for. Det sker i en bemærkning, som han har indsendt til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tumulten om ledelsen af de to fonde og JP/Politikens Hus.
Der var nemlig enighed om og tilfredshed med den endelige retning, der blev sat for JP/Politikens Hus, og den var klappet af med de to ejerfonde Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond, skriver Peter Bartram.
”Strategien og den tilhørende organisation var således ikke problemet, men løsningen,” skriver han.
Erhvervsstyrelsen rettede i maj henvendelse til ejerfondene og bad om en redegørelse for en række ”ledelses- og vederlagsmæssige forhold”.
De skulle blandt andet redegøre for overvejelser omkring honorarer til formænd og for lovligheden i at sende bestyrelsesmedlemmer på porten i utide, hvilket som udgangspunkt ikke stemmer overens med loven.
Fjernede to punkter fra strategien
For at forstå striden om strategien, som har udløst balladen, skruer vi tider tilbage til slutningen af 2023 og starten af 2024.
I starten af 2024 hedder formanden for JP/Politikens Hus Peter Bartram, og det er henholdsvis Lars Munch og Jørgen Ejbøl, der står i spidsen for bestyrelserne i de to ejerfonde, og der er en ny strategi på vej for hele koncernen.
Den strategi blev præsenteret af koncerndirektør Stig Ørskov i starten af året, og der blev i en pressemeddelelse præsenteret et nybrud i koncernen:
Nemlig at man ville samle kræfter i en ny, central afdeling. Det skulle ”sikre større udviklingsmæssig slagkraft”.
Den nye strategi betød, at udviklingskræfter blev lagt sammen. Det blev samtidig understreget, at medieaktiviteterne fortsat vil være kendetegnet ved fuld redaktionel uafhængighed.
Det er ejerfondene, der udpeger formanden for bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
2014-2022: Lars Munch
2022-2024: Peter Bartram
Maj 2024: Lars Munch
Maj 2024 - : Raoul Grünthal
Peter Bartram understreger også i sin bemærkning til Erhvervsstyrelsen, at netop redaktionernes arbejde var helligt i den nye strategi:
”Som en grundlæggende forudsætning måtte der ikke ændres i mediernes redaktionelle frihed og uafhængighed, hvilket aldrig blev overvejet,” skriver Peter Bartram i bemærkningen.
I bemærkningen gør han det også klart, at der på nogle punkter var uenighed, men at de stridspunkter blev fjernet fra strategien efter dialog med de to ejerfonde den 22. december.
”Ejerfondene kvitterede skriftligt d. 24/12 2023, at de var tilfredse og havde forstået det (strategi og organisation). På denne baggrund udmeldte CEO (adm. direktør Stig Ørskov, red.) den nye strategi og organisation primo 2024, hvorefter den blev implementeret,” skriver Peter Bartram.
Modsiger Lars Munch
Godt to måneder efter strategien blev præsenteret, blev Peter Bartram pludselig afsat som formand for JP/Politikens Hus på grund af ”uenighed om virksomhedens strategi”, lød det i en pressemeddelelse den 15. marts.
Det var Lars Ejbøl og Lars Munch, formændene for de to ejerfonde, der vippede ham af posten i marts. Det skete i en mail, hvor de netop understregede, at det handlede om uenighed:
”Kære Peter!
Du og bestyrelsen kører en kurs, der er lodret modsat ejerens ønsker. Vi ønsker ikke centralisering eller indblanding i redaktionernes arbejde og frihed. Vi har nævnt det for dig flere gange, men det har ikke fået dig til at ændre kurs,” stod der i mailen til Peter Bartram.
Peter Bartram
Lars Munch, der fra 1. maj overtog posten som formand for JP/Politikens Hus, uddybede i et interview med MediaWatch den 19. april, hvad uenighederne bundede i:
”Selskabets ledelse mente, at de kommercielle aktiviteter – altså annoncesalg og bladsalg – med fordel kunne lægges sammen. Det mente de to ejerfonde ikke,” forklarede Lars Munch i interviewet.
Både Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, og Jyllands-Postens ditto, Marchen Neel Gjertsen, har til MediaWatch fortalt, at de havde luftet bekymring for et forslag fra direktionen og bestyrelsen i JP/Politikens Hus i forbindelse med strategien. Deres bekymring gik på forslaget om at oprette en nyhedsdivision med de to dagblade og Ekstra Bladet, som skulle referere kommercielt til driftsdirektøren i koncernledelsen.
Marchen Neel Gjertsen fortalte dog også, at hun føler, at bekymringen i sidste ende blev hørt:
”Jeg er glad for, at begge ejerfonde lyttede til chefredaktørerne og medarbejderne i forløbet. Det er en vigtig del af en strategiproces. Derfor er jeg helt tryg ved fremtidsudsigterne for både Jyllands-Posten og koncernen som helhed,” skrev hun til MediaWatch.
”Jeg står ved det”
Peter Bartram afviser dog Lars Munchs udlægning om, at annoncesalg og bladsalg kunne lægges sammen:
”En sådan sammenlægning var aldrig en del af strategien,” skriver han i bemærkningen.
Overfor Journalisten uddyber Peter Bartram, at den sidste ting, der blev taget af bordet i forbindelse med den nye strategi handlede om organisering. Nemlig hvem den kommercielle direktør skulle referere til.
Journalisten har også spurgt Peter Bartram, hvorvidt der er noget, formændene i de to ejerfondene enten ikke har forstået eller ikke taler sandt om, når de siger, at der var uenighed om strategien:
”Jeg står ved det, jeg har skrevet,” siger Peter Bartram.
”Strategien var nikket af og godkendt, inden Stig Ørskov meldte den ud. Og det er også den strategi, der bliver gennemført nu med Raoul Grünthal som formand. Så det peger i den retning, at strategien har været god. Ellers ville man vel ikke gå videre med den,” tilføjer han.
I sin bemærkning afviser omtaler Peter Bartram også ”den påståede krise” i JP/Politikens Hus.
”Flere gange har ejerfondene omtalt en krise i koncernen, som anledning til, at de måtte gribe ind og nærme sig driften. Det er efter min opfattelse ikke retvisende eller en fair fremstilling,” skriver Peter Bartram.
Han medgiver, at krigen i Ukraine gav udfordringer for branchen og også i koncernen. Alligevel mønstrede koncernen et overskud på 205 millioner kroner i 2023:
”Hvilket efter dansk målestok er i den højeste ende, også når selskabets størrelse indregnes,” skriver han.
Bad om at gå ned i løn
Også på et andet punkt sår Peter Bartram tvivl om det, der er blevet forklaret fra Politikens Fondens side. Nemlig formandshonoraret.
Politiken-Fonden har i sin redegørelse skrevet, at det ud fra en vurdering af arbejdsopgaver, kvalifikationer og kompetencer blev besluttet, at Peter Bartram skulle have et væsentligt lavere honorar, da han i 2022 overtog formandsposten i JP/Politikens Hus fra Lars Munch. Hans honorar kom derfor til at lyde på 950.000 kroner årligt, hvorimod Lars Munch havde modtaget 2,3 millioner for at sidde på posten.
Men ifølge Peter Bartram var det ham selv, der tog initiativ til at sætte honoraret ned:
”Konkret spurgte Jørgen Ejbøl, hvad jeg forventede i honorar, når jeg nu klart mente, Lars Munchs honorar var alt for højt,” skriver Peter Bartram i bemærkningen til Erhvervsstyrelsen.
”Hertil svarede jeg, at et sted mellem 900.000 kroner og en million kroner ville være et flot honorar og et passende niveau i forhold til markedet. Han lovede hurtigt at vende det med Lars Munch/POL-fonden, og dagen efter blev jeg meddelt, at de havde besluttet 950.000 kroner.”
Da Lars Munch igen blev formand, steg honoraret igen. Denne gang til 2,5 millioner kroner årligt. Det var inden da kommet frem, at Jørgen Ejbøl modtog et ekstra vederlag på 2,1 millioner kroner, da han fortsatte som formand for Jyllands-Postens Fond efter at være fyldt 75 år.
De to millionbeløb og fyringen af Peter Bartram fik historierne til at rulle i medierne. Jørgen Ejbøls engangshonorar blev blandt andet kaldt ’eksorbitant’, der blev sået tvivl om lovligheden i at smide bestyrelsesmedlemmer ud i utide, og pludselig fattede Erhvervsstyrelsens interesse for forholdene i bestyrelserne.
Peter Bartram
Erhvervsstyrelsen bad derfor i en maj om en redegørelse for de ”ledelses- og vederlagsmæssige forhold” i ejerfondene. Blandt andet skulle fondene redegøre for overvejelserne omkring størrelsen på honorarer og lovligheden i at smide bestyrelsesmedlemmer på porten.
Det er i forbindelse med Erhvervsstyrelsens anmodning til fondene, Peter Bartram har sendt sin bemærkning til styrelsen, selvom han faktisk ikke er blevet bedt om det.
”Nu er fondene kommet med deres partsindlæg, og så synes jeg, at jeg er en nøgleperson. Der er nogle ting, kun jeg og fondene ved. Hvis jeg skulle træffe en beslutning, ville jeg have et så godt grundlag som muligt. Nu synes jeg, at de har et bredere syn,” siger han.
Fond: Strategi blev kommunikeret uklart
Jørgen Ejbøl er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse, mens Lars Munch ikke ønsker at kommentere Peter Bartrams bemærkning. Han henviser til den redegørelse, som Politiken-Fonden har sendt til Erhvervsstyrelsen.
I den står der blandt andet, at Politiken-Fonden i første omgang ikke kunne tiltræde den fremlagte strategi, fordi den ”efter fondens opfattelse repræsenterede en principiel og grundlæggende forskellig opfattelse af chefredaktørernes ansvarsområder og beføjelser end de principper, der er en integreret del af fondens vedtægtsbestemte formål.”
Samtidig bekymrede det fonden, at strategien blev vedtaget trods bekymringerne fra chefredaktørerne på koncernens aviser.
Da den endelige strategi så blev meldt ud, blev den i fondens øjne ikke kommunikeret klart, og der opstod ifølge fonden stor usikkerhed blandt de redaktionelle ledelser om koncernens fremtidige strategi, organisering og retning:
”Dette kom blandt andet til udtryk i forbindelse med et bestyrelsesmøde i Politiken-Fonden, hvor den ansvarshavende chefredaktør for Dagbladet Politiken, der var inviteret til at give en status om Dagbladet Politiken, udtrykte bekymring for, om Politiken kunne bevare sin egenart i den nye organisering,” står der i fondens redegørelse.
Sidstnævnte mener Peter Bartram ikke var hans ansvar:
”Jeg opfatter ikke en sådan kommunikation som en primær opgave for en bestyrelsesformand, udover måske at lave en indledende lancering, hvilket jeg havde gjort ved interview til MediaWatch,” skriver han i sin bemærkning.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.