Foto: Pressefoto, TV 2 Øst
I kølvandet på en række artikler om den seneste fyringsrunde på TV 2 Øst har Arbejdstilsynet været på uanmeldt besøg hos tv-stationen for at høre mere om det psykiske arbejdsmiljø.
Det kan Journalisten konstatere på baggrund af en aktindsigt hos Arbejdstilsynet.
Af aktindsigten fremgår det, at der ifølge Arbejdstilsynets vurdering var behov for at undersøge det psykiske arbejdsmiljø nærmere.
Derfor er der nu aftalt to opfølgende møder om arbejdsmiljøet på TV 2 Øst. Møderne vil finde sted den 17. og 18. april, hvor der vil være gruppesamtaler om det psykiske arbejdsmiljø, ligesom også tv-stationens arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter skal være til stede.
Det fremgår desuden af aktindsigten, at der ikke blev konstateret overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen under selve besøget.
Direktør er tavs
Over for Journalisten bekræfter direktør Anette Kokholm, at Arbejdstilsynet har været på besøg, men hun afviser at kommentere yderligere.
”Jeg ønsker ikke at kommentere på interne forhold. Men jeg drøfter gerne arbejdsmiljø, og hvad medarbejderne i øvrigt ønsker at tale om, direkte med dem,” skriver Anette Kokholm på sms.
Hverken tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant på TV 2 Øst var til stede under Arbejdstilsynets besøg og har derfor endnu ikke talt med myndigheden om sagen.
Ifølge Journalistens oplysninger bunder Arbejdstilsynets henvendelse i en bekymring for medarbejdernes trivsel i huset.
Et giftigt samarbejdsklima
Balladen på TV 2 Øst begyndte i forbindelse med en fyringsrunde, der blev gennemført for 14 dage siden.
Her fik i alt fem medarbejdere besked om, at TV 2 Øst har i sinde at fyre dem.
Fyringsrunden har i den grad tilspidset forholdet mellem medarbejdere og ledelse, hvor medarbejderne blandt andet har sendt et brev til bestyrelsen, der kritiserer Anette Kokholms håndtering af forløbet.
”Medarbejderne er samtidig særdeles kritiske over for sandfærdigheden og troværdigheden i kommunikationen fra direktøren på TV 2 Øst,” lød det blandt andet i brevet, hvor de især er kritiske over for den manglende vilje til at efteruddanne medarbejdere.
I brevet beskriver medarbejderne desuden en fornemmelse af ”os-mod-dem” fra ledelsens side, ligesom de kritiserer, at direktør Anette Kokholm på et møde i samarbejdsudvalget i forrige uge introducerede, hvad de betegner som ”et nyt princip om management by fear”.
”Det er gift for det fremtidige samarbejde, og vi frygter derfor flere afskedigelser i fremtiden,” skrev medarbejderne i brevet sendt til ledelsen.
Over for Journalisten har Anette Kokholm tidligere oplyst, at bestyrelsen for TV 2 Øst finder tonen i brevet fra medarbejderne uacceptabel.
”Der ligger et stykke arbejde for os alle sammen i at genetablere tilliden begge veje,” sagde hun i kølvandet på fyringsrunden for 14 dage siden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.