B.T.-redaktør bag uacceptable beskeder er blevet fyret efter ny besked

Den redaktør, der sendte ’helt uacceptable beskeder’ til en studentermedhjælper, er blevet fyret efter ny chikanerende besked

En i de seneste dage meget omtalt redaktør på B.T. er blevet fyret.

Det oplyser Berlingske Medias HR-direktør, Lise Glerup, til Ekstra Bladet.

Den pågældende redaktør har været omtalt i løbet af den seneste uge, da B.T. og Berlingske Media tidligere har håndteret sager om grænseoverskridende adfærd, som redaktøren har stået bag. Redaktøren fik sidste efterår en ‘kraftig advarsel’ for upassende opførsel over for avisens studentermedhjælpere.

Ifølge HR-direktøren skyldes fyringen, at redaktøren igen har opført sig upassende og sendt en ’chikanerende besked’ til en anden medarbejder på B.T., siger hun til Ekstea Bladet til Ekstra Bladet.

Lise Glerup har tidligere forklaret til Journalisten, at den første advarsel betød, at den pågældende redaktør skulle rette op på sin adfærd, ellers ville han ikke længere kunne være ansat i Berlingske Media.

Tillidsrepræsentant på B.T. Rasmus Skat Andersen fortæller til Journalisten, at det handler om en besked, som den pågældende redaktør sendte til en løst ansat i sidste uge.

“Jeg får besked om det i weekenden og tager kontakt til ledelsen. Vi har møde mandag, og ledelsen håndterer den derfra,” siger Rasmus Skat Andersen.

Jonas Kuld Rathje, konstitueret chefredaktør for B.T., bekræfter over for B.T., at en medarbejder i dag er blevet afskediget.

“Jeg er ekstremt ked af, at advarslen ikke førte til den adfærdsændring, vi ønskede, men der var desværre ingen tvivl, da vi blev forelagt den nye besked. Det er en klar overtrædelse af advarslen,” siger Jonas Kuld Rathje til B.T. 

Gruppe af studentermedhjælpere klagede

Sagen om redaktøren tog sin begyndelse i oktober sidste år. Her gik en række studentermedhjælper sammen for at orientere ledelsen på B.T. om grænseoverskridende adfærd fra den redaktør, der havde haft til ansvar at ansætte og vejlede dem på avisen. Det skete gennem arbejdsmiljørepræsentanten på B.T.

Lise Glerup har erkendt, at der i den del af håndteringen skete en række fejl. Det endte dog imidlertid med, at redaktøren fik en ’kraftig advarsel’.

I foråret blev B.T.’s studentermedhjælpere kollektivt fyret, da deres arbejde skulle erstattes med robotter.

Efter fyringen valgte en af de tidligere studentermedhjælpere, Anne Louise Kragh Rühe, at sende en klage over redaktøren til ledelsen på avisen.  Med klagen sendte hun dokumentation for nogle af de beskeder, som redaktøren havde sendt til hende, mens hun var på avisen. Det var første gang, HR-direktøren så de konkrete beskeder, som Lise Glerup betegner som ’helt uacceptable’.

Det er den klage, og Berlingske Medias håndtering af den, der har vakt ny omtale af redaktøren i løbet af den seneste uge.

I sidste uge delte en tidligere studentermedhjælper på B.T., Anne Louise Kragh Rühe, nemlig ordlyden af nogle af de beskeder. Trods beskedernes sexistiske og grænseoverskridende indhold, fik det ikke Berlingske Media eller daværende chefredaktør på B.T. Michael Dyrby til at skride yderligere ind over for redaktøren.

Lise Glerup har dog også lagt vægt på, at der var nuancer i sagen, som blev undersøgt eksternt af Human House, som gjorde, at ledelsen ikke valgte at skride til yderligere sanktioner mod den pågældende redaktør.

Nultolerance over for sexisme

Det har den seneste uges tid vakt opsigt, at redaktøren formåede at beholde sin stilling på B.T. – og endda få nye og flere arbejdsopgaver – når han havde fået en advarsel for beskeder, som af HR-direktøren blev betragtet som sexistiske og helt uacceptable.

Det gjorde det blandt andet, fordi koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen gentagne gange har understreget, at Berlingske Media har nultolerance over for sexisme. Det har han sagt i forbindelse med kritikken af Michael Dyrby, der fredag trak sig som ansvarshavende chefredaktør på B.T..

Så hvordan kan man alligevel være ansat i Berlingske Media, hvis man har forfattet og sendt uacceptable og sexistiske beskeder til en underordnet kollega?

Det kan man, fordi man skal regne med, at vi undersøger sagerne. Når vi siger, at det er fuldstændigt uacceptabelt, er det, fordi vi ikke vil acceptere sexisme i Berlingske Media. Når det alligevel sker, skal man have tillid til, at vi har procedurer og retningslinjer til at håndtere sagerne, og man kan stole på, at man kan komme til HR og få dem håndteret. Det handler om, at vi ikke vender det blinde øje til, når medarbejdere henvender sig,” forklarede Lise Glerup i weekenden til Journalisten.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=HR-direktør afviser: Det har ikke haft betydning, hvis redaktør sendte uacceptable beskeder i fritiden">

HR-direktør afviser: Det har ikke haft betydning, at redaktør sendte uacceptable beskeder i fritiden

11. DECEMBER 2021
Anne Louise Rühe kritiserer håndteringen af sagen i skarpe vendinger.

MeToo på B.T.: Anne Louise og syv kolleger klagede over redaktør. Nu er de fyret

11. MARTS 2021
HR-direktør i Berlingske: Sms'er til studentermedhjælper var uacceptable, men der er nuancer

HR-direktør i Berlingske: Redaktørs beskeder til student var uacceptable, men der er nuancer

10. DECEMBER 2021