Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix, B.T. Collage: Journalisten
B.T.'s redaktionelle frihed og uafhængighed er blevet undermineret, journalister bliver pålagt at bruge ideologiske kilder og bliver indkaldt til det, der kun kan ses som sindelagssamtaler.
Så alvorlig lyder kritikken fra B.T.'s medarbejderforening i et bekymringsbrev, Journalisten er kommet i besiddelse af, sendt til ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen i går.
Ifølge medarbejderne er friheden og uafhængigheden gået fløjten på grund af ledelsesstilen og de ledelsesmæssige beslutninger, der er fulgt med strategien om at skulle være 'borgerligt tabloid'.
”Først vil vi slå fast, at vi ikke har noget imod at lave journalistik for borgerlige danskere. Det er vigtigt, at B.T. har en identitet, og at vi skiller os ud i medielandskabet. Derfor er vi ikke modstandere af, at B.T. har en ideologisk profil,” skriver medarbejderne i brevet.
De anerkender også, at det er helt inden for skiven at ”prioritere borgerlige emner frem for andre”.
”Vi vil meget gerne skrive om islam, frås med skattekroner, kultursammenstød og indvandrerkriminalitet. Men vi mener, at det skal ske ud fra helt almindelige publicistiske principper, uafhængighed og redelighed,” skriver medarbejderne.
Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Simon Richard Nielsen bekræfter over for Journalisten, at han i går modtog brevet fra B.T.'s medarbejderforening med ”en vis alvor”.
Men kritikken fra medarbejderne preller af.
”Vi er et frit og ansvarligt medie, og intet kunne være mere forkert end hovedbudskabet i det brev,” siger Simon Richard Nielsen og fortsætter:
”For at slå det fast, så er det nu engang sådan, at der kun kan være én ansvarshavende chefredaktør, og jeg kan blankt afvise, at vores redaktionelle frihed er under pres.”
Ideologiske kilder og sindelagssamtaler
Til gengæld mener medarbejderne, at ledelsen fejlagtigt tror, at de ikke ønsker at følge den retning, ledelsen har udlagt for avisen. Det har ifølge brevet ført til flere episoder, der vækker alvorlig bekymring blandt medarbejderne.
I brevet står der, at:
- Journalister pålægges at bruge ideologiske kilder i form af B.T.'s betalte meningsdannere (profiler) til nyhedshistorier.
- Flere medarbejdere, herunder ansøgere til interne stillinger, har været til det, der kun kan ses som sindelagssamtaler, i forhold til, om de har de rette politiske holdninger til at bestride jobbet.
- Journalistiske grundprincipper brydes for at tilgodese og fremme bestemte ideologiske og politiske budskaber. Eksempelvis har en medarbejder fået direkte besked på, at vedkommende skulle finde noget på de røde partier og ikke de blå.
- Dårlig dømmekraft fra ledelsens side belaster B.T.'s troværdighed og dermed arbejdsbetingelser, når eksempelvis en profil taler til Dansk Folkepartis landsmøde og omfavner den politik i strid med Berlingske Medias etiske retningslinjer.
- Ovenstående er noget, der påvirker trivslen på redaktionen i negativ retning.
Ifølge medarbejderne har de på forskellige møder forsøgt at udtrykke deres bekymring for mediets troværdighed.
”Uden at det har ført til handling eller ændring,” skriver medarbejderne i brevet.
Simon Richard Nielsen fremhæver, at der har været en løbende dialog om de redaktionelle beslutninger, der er taget på B.T.
”Sagen er, at jeg de seneste uger har skruet op for de her samtaler, fordi jeg har et oprigtigt ønske om at lytte, og det er vigtigt, at vi kan diskutere journalistik og den redaktionelle linje.”
”Så jeg er dybt skuffet. Vi er midt i en proces, hvor vi har haft tre workshops og har tre-fire mere i kalenderen. Og så er det drønærgerligt, at nogle medarbejdere går ud og tegner det her billede offentligt.”
110 års uafhængig journalistik
Brevet er sendt til Simon Richard Nielsen, bare en uge efter at han forsvarede, at B.T.-debatredaktør Joachim B. Olsen holdt en tale ved Dansk Folkepartis årsmøde. Det er den tale, medarbejderne beskriver som værende i strid med mediehusets etiske retningslinjer og som en belastning for B.T.'s troværdighed.
Men talen blev holdt med grønt lys fra Simon Richard Nielsen, gjorde han i sidste uge klart i et interview med Journalisten:
”Faktisk har jeg altid tilskyndet Joachim til at stille op. Jo mere Danmark hører fra Joachim B. Olsen, jo bedre er det for B.T., og jo bedre er det for mig,” sagde Simon Richard Nielsen i den forbindelse.
Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Medarbejderne gør det klart, at bekymringsbrevet ikke skal ses som en "krigserklæring" mod ledelsen.
”Dette bekymringsbrev er skrevet, fordi vi holder meget af B.T., som har overlevet i 110 år netop ved at lave stærk, troværdig og uafhængig journalistik.”
De ser dog brevet som en nødvendighed.
”Der er tale om en stor bekymring for mediets troværdighed, og vi mener, at handling er påkrævet. Det ønsker vi en åben og ærlig dialog om, hvor ordet er frit,” skriver medarbejderne.
Afviser alle punkter
Chefredaktøren gør det klart, at han vil fortsætte processen med de løbende samtaler.
”Jeg er selvfølgelig indstillet på at fortsætte med at lytte og prøve at forstå en bekymring, der kan være blandt nogle medarbejdere.”
Er der noget, der skal gøres anderledes i den proces, siden de har følt behov for at sende det brev?
”Siden de føler behov for det, må du næsten spørge dem om det. Men det er nu engang mig, der er chefredaktør, og det er mig, der lægger linjen. Der er ikke noget som helst at komme efter i forhold til vores frihed,” siger Simon Richard Nielsen.
Simon Richard Nielsen afviser, at det skulle være et problem, at journalister skal ringe til de profiler, der er tilknyttet B.T.
”Alle vores profiler er dybt professionelle eksperter inden for en række områder: Sport, samfundsforhold, Mellemøsten, dansk politik. Man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved deres uafhængighed, når det er mig, der har valgt dem, og jeg mener, at de profiler løfter troværdigheden.”
B.T. er samtidig ikke det eneste medie, der har interne profiler ansat til at udlægge store nyhedshistorier, fremhæver Simon Richard Nielsen.
”Der er ikke nogen, der har fået at vide, at man ikke må ringe til eksterne. Jeg har lavet et hold af profiler, der er eksperter. Det er nogle, jeg har lavet aftaler med, så de står til rådighed, og vi kan få fat i dem, når vi har brug for det.”
Er der nogen, der har fået at vide, at de skal ringe til en af de interne profiler?
”Det vil jeg håbe. Det er der intet fordækt i. De er eksperter. Jeg ved ikke, hvad de mener med ideologiske kilder. Jeg køber slet ikke præmissen for det.”
Chefredaktøren afviser også, at der skal have fundet noget, der minder om sindelagssamtaler, sted.
”Så længe man laver ordentlig journalistik, er jeg fløjtende ligeglad med, hvad folk tænker om det ene og det andet. Men når man er journalist på B.T., skal man kunne leve med, at vi har en identitet og en målgruppe. At tale om sindelagssamtaler kan jeg slet ikke genkende.”
Misforståelser skal ryddes af vejen
Medarbejdergruppens opfattelse af, at Joachim B. Olsens deltagelse ved blandt andet Dansk Folkepartis årsmøde skulle være i strid med Berlingske Medias etiske retningslinjer, køber Simon Richard Nielsen heller ikke.
”Vores retningslinjer er selvfølgelig på ingen måde kompromitteret af, at vi har en debatredaktør ansat til at have holdninger. Han har haft frie rammer, der var ingen redigering, krav til ham eller betaling. Selvfølgelig stiller vi gerne op, hvis nogen vil høre på os,” siger Simon Richard Nielsen.
Du har modtaget det her brev med en vis alvor, og du er dybt skuffet. Hvad vil du gøre nu?
”Min dør er ikke lukket. Jeg vil gerne tale med medarbejderne, og der er tydeligvis behov for det, for der er nogle misforståelser, vi er nødt til at få ryddet af vejen.”
Giver det her anledning til en form for selvransagelse, i forhold til om du kan forbedre dig?
”Jeg har sådan set taget initiativ til, at vi skulle have de her samtaler, og jeg insisterer på, at vi taler sammen med hinanden, og at vi ikke taler om hinanden. Det har jeg faktisk ikke tænkt mig at afvige fra. Når jeg siger, jeg er skuffet, så er det, fordi vi står i en proces med noget, jeg har oplevet som virkelig gode samtaler.”
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.