”Jeg går ikke så meget op i, hvad for nogle medier der er venstredrejede. Men nogle gange kan der være tale om deres venstredrejede journalistik. Det synes jeg, at der er meget af derude,” siger chefredaktør Simon Richard Nielsen. Foto: Pressefoto
Det skabte flere spørgsmål end svar i store dele af mediebranchen, da Simon Richard Nielsen kort efter sin udnævnelse som chefredaktør bebudede, at B.T. skulle være ’borgerligt tabloid’.
Men måske kommer der flere svar i den kommende tid, hvor B.T. blandt andet er på vej med en ny podcast, der får netop den titel, altså ’Borgeligt Tabloid’.
Her skal Joachim B. Olsen være borgerlig debattør ved siden af vært Astrid Johanne Høg, som har en fortid som kampagnemedarbejder i Nye Borgerlige og kommer fra det erklæret borgerlige program ’Blåt Bælte’ på det nu lukkede 24syv.
Det er et hardcore borgerligt debatprogram.
Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Og det er ikke den eneste borgerlige ansættelse.
Faktisk har Simon Richard Nielsen blot to måneder efter en sparerunde, der reducerede B.T.’s medarbejderstab med op til 10 medarbejdere, ansat fire nye medarbejdere, som alle har haft tilknytning til 24syv-programmet ’Blåt Bælte’, som i sin programerklæring konstaterede, at man ville give ”de venstredrejede medier kamp til stregen”.
Et borgerligt tabloidt medie
Blandt andre skal tidligere vært på ’Blåt Bælte’, Claes Theilgaard, som har gjort sig bemærket som borgerlig-liberal debattør, være almindelig politisk journalist på B.T.
Skal han så pakke sine holdninger væk som politisk journalist på B.T.?
”Til materien skal han i de historier, han dækker. Det skal alle journalister her. Men han er velkommen til at blande sig i debatten om, hvordan man laver journalistik, og om de metoder, vi bruger og så videre.”
Det er jo ikke problematisk at sige, at man støtter Israel i dets kamp mod terror. Det er fuldstændigt uproblematisk.
Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
’Blåt Bælte’ havde en mission om at give ”de venstredrejede medier kamp til stregen”. Bliver det også en mission på B.T. nu?
”Det er ikke formålet, men det er da egentlig en meget smuk formulering, som ligger i tråd med det, jeg hele tiden har sagt om, hvad der skal ske på B.T., og den strategi, som lå i huset, inden jeg kom ind ad døren. Det er helt tilbage til B.T.’s dna og rødder, at det er et borgerligt tabloidt medie og altid har været det. Men det er da klart, at jeg har kigget på deres profiler og deres talenter og synes virkelig, at ’Blåt Bælte’ har gjort det godt.”
Hvis du skulle give en definition på det, hvem er så de venstredrejede medier i Danmark?
”Det er slet ikke den debat, jeg prøver at rejse her.”
Men nu spørger jeg dig, fordi du siger, at det er en god formulering?
”Jamen, jeg går ikke så meget op i, hvad for nogle medier der er venstredrejede. Men nogle gange kan der være tale om deres venstredrejede journalistik. Det synes jeg, at der er meget af derude. Og B.T. vil i hvert fald gerne være det medie, som har et bestemt fokus og stiller spørgsmål på vegne af danskerne, som de er flest. Så det her er ikke et korstog mod resten af mediebranchen.”
Ikke kontroversielt at støtte Israel
I det nye program ’Borgerligt Tabloid’ vil der modsat B.T.’s journalistik være plads til borgerlige meninger, fortæller Simon Richard Nielsen. Her kommer han også selv til at være med for at bidrage med B.T.’s meninger til verdens gang sammen med Astrid Johanne Høg og Joachim B. Olsen.
Men han understreger, at eksempelvis Astrid Johanne Høg er ansat som debatredaktør, og at Claes Theilgaard er blevet ansat i en stilling, hvor han forventes at lave politisk journalistik med udgangspunkt i tilstræbt objektivitet og den klassiske journalistiske værktøjskasse.
Værter på ’Blåt Bælte’ har vokalt været ude at sige, at de støtter Israel i konflikten i Gaza. Nu skal en af dem så lave neutral, politisk journalistik. Kan man godt bare tage den ene kasket af og den anden kasket på?
”Altså, når du siger, at du støtter Israel, så er modsætningsforholdet jo, at man støtter Hamas, som er en terrororganisation. Det er jo ikke problematisk at sige, at man støtter Israel i dets kamp mod terror. Det er fuldstændigt uproblematisk.”
Men er der ikke netop en tilstræbt objektivitet i journalistikken, hvor man helst ikke skal erklære, at man er på den ene eller den anden side?
”Det er der også på B.T.. Men på den ene side har vi jo terrorister. Og på den anden side har vi et demokratisk land. Det er jo ikke to legitime parter,” siger han og understreger, at det ikke betyder, at B.T. forholder sig ukritisk til den israelske regeringsførelse.
Hardcore borgerligt program
Simon Richard Nielsen afviser, at ansættelserne kommer til at kunne mærkes i den almindelige journalistik, der bedrives på B.T.
Men det bliver tydeligt i det nyetablerede debatunivers, hvor mediet udkommer med et dagligt borgerligt nyhedsbrev og en podcast. På samme tid bliver det et endegyldigt farvel til programmet ’Slottet & Sumpen’, som altså skifter navn og format til ’Borgerligt Tabloid’.
Samlet set mener Simon Richard Nielsen også, at det nye debatunivers samt den borgerlige podcast vil være med til at give et løft for B.T.’s sidevisninger.
Kommer det så til at være et politisk neutralt program?
”Nej, nej, nej, nej. Tværtimod! Det er et hardcore borgerligt debatprogram. Det kan godt være, at det ikke er borgerlige gæster, men formatet er, at der er en vært, som meget gerne må blande sig i samtalen. Og så vil enten Joachim B. Olsen eller jeg deltage sammen med en gæst, som kan være erhvervsleder eller politiker. Det skal ikke være sådan en politisk proces-spinpodcast eller noget i den dur. Vi vil gerne ned i materien og substansen.”
Sender ikke signal til andre ansatte
Det er ikke nogen hemmelighed, at du lige har gennemført en sparerunde for to måneder siden. Nu ansætter du så et hold af journalister fra et erklæret borgerligt program. Hvilket signal sender det til dine medarbejdere?
”Alt det, vi gør her, er inden for rammen af det budget, som vi skabte i januar. Og der var ingen fyringer af fastansatte medarbejdere dengang, men derimod frivillige fratrædelser. Og det gjorde, at vi fik skabt en ret solid økonomisk ramme på B.T.. Efterfølgende har jeg så rykket lidt rundt på bemandingen mellem Euroinvestor og B.T., så det har gjort plads til det her. Så det er ikke en udvidelse af budgettet.”
Men når der har været den sparerunde, var det så også, fordi du gerne ville spare, for at det her projekt kunne lade sig gøre?
”Formålet med sparerunden var at få omkostningerne bragt markant ned på et niveau, der svarer til der, hvor vi ligger med trafik og indtjening. Det var et helt niveau, vi rykkede ned, og det er der ikke blevet ændret på. Der kommer hele tiden til at være nye tiltag løbende, og jeg gør alt inden for den ramme, vi skabte i januar. Og det er ret vigtigt, for det her er ikke en ny udvidelse af budgettet.”
Hvis man som journalist er opdraget med, at man ikke vokalt skal være enten borgerlig eller venstreorienteret, men derimod tilstræbt objektiv, sender det her så et signal til dine øvrige journalistiske medarbejdere om, at de skal til at være mere borgerlige?
”Det er ikke det, der er formålet. Signalet er ikke anderledes end det, jeg har sagt hele tiden, og på den front er der egentlig ikke noget nyt i det her. Det er ikke nogen signaler til den eksisterende redaktion på B.T.. Det er fuldstændigt i tråd med det, jeg hele tiden har kommunikeret både internt og eksternt.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.