Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix
Det kom som et stort chok for de ansatte på B.T., da det i sidste uge blev meldt ud, at det digitale tabloidmedie kun et halvt år efter seneste fyringsrunde står foran en ny nedskæring.
Sparekravet lød på 9,2 millioner kroner, hvilket ifølge tillidsrepræsentant Søren Kjellberg Ishøy svarer til cirka 10 stillinger.
Men nu her lidt over en uge senere står det klart, at nedskæringerne på B.T. er gennemført uden fyringer af fastansatte medarbejdere.
Det oplyser ansvarshavende chefredaktør Simon Richardt Nielsen.
”I en svær tid er det glædeligt at kunne fortælle, at nedgangen i antallet af fastansatte medarbejdere sker ved frivillige fratrædelser,” skriver han i en mail til Journalisten.
Journalisten forsøger at få svar på, hvor mange stillinger, der er nedlagt, og hvor mange der fratræder frivilligt.
Mister tunge profiler
I går kom det frem, at fodboldkorrespondent Farzam Abolhosseini samt kriminalredaktør og podcastvært Dan Bjerregaard er to af de B.T.-ansatte, der har valgt at stoppe i forbindelse med sparerunden.
”Det projekt, som er derinde nu, er meget langt fra det, jeg blev ansat til,” forklarede Dan Bjerregaard om sin opsigelse.
Han kom til B.T. i august 2022, hvor han skiftede fra Ekstra Bladet, fordi B.T. ville satse stort på krimstoffet. Men allerede et år efter blev den satsning til stor frustration for medarbejderne barberet ned.
Også undersøgende journalist Cordelia Weber skriver på X, at hun har fået en frivillige fratrædelse og stopper på B.T. ved månedens udgang. Det samme gør Nadia Guldbæk Welch fra sportsredaktionen.
Udover frivillige fratrædelser oplyser chefredaktør Simon Richardt Nielsen, at B.T. er kommet i mål med sparerunden ved at finde besparelser på blandt andet rejseomkostninger, dataleverandører, honorarmodtagere, samt ledige stillinger, der ikke bliver genbesat.
Slækker ikke på ambitionerne
Da sparerunden blev meldt ud, udtrykte B.T.'s medarbejdere stor frustration over, at ledelsens strategi tilsyneladende er at spare sig til overskud.
Det skete blandt andet i et brev fra medarbejdergruppen til koncerndirektør i Berlingske Media Anders Krab-Johansen.
”Vi ræser mod bunden i en nedadgående spiral, og det er en falliterklæring for Anders Krab-Johansens evner til at sætte og udføre en bæredygtig strategi for B.T.,” lød det blandt andet i brevet.
Ifølge B.T.'s chefredaktør Simon Richardt Nielsen er der dog grund til optimisme. Selvom både sidevisninger og annonceindtægter ligger på et markant lavere niveau end sidste år, er der nemlig en række tal, der peger i den rigtige retning, skriver han.
”Det gælder både sidevisninger, brugertilfredshed og kommerciel interesse. Den seneste udvikling giver anledning til optimisme for 2024, og vi slækker ikke på vores ambitioner,” oplyser chefredaktøren.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.