
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Anne-Marie Dohm stopper på posten som direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 ved udgangen af september.
Det skriver en af radioens ejere, mediekoncernen JFM, i en pressemeddelelse.
”Fra bestyrelsens side takker vi Anne-Marie Dohm for indsatsen og ønsker hende al mulig held og lykke fremover,” siger bestyrelsesformand for Radio4 Bjarne Werner Munck i pressemeddelelsen.
Anne-Marie Dohm, der har været administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 siden kanalens begyndelse i 2019, stopper i stillingen, fordi hun ønsker at afprøve nye udfordringer, fremgår det.
Radio4 skal nu i gang med at finde en ny direktør. Den nye direktør skal ”være med til at løfte Radio4 ind i den næste fase af radioens levetid”, fremgår det af pressemeddelelsen.
Her fremgår det også, at der over de næste måneder vil blive lanceret en ny identitet for kanalen.
”I den forbindelse kommer vi til at vurdere programfladen, så vi sikrer, at der er overensstemmelse mellem identitet og indhold. Vi ønsker at skærpe vores position som taleradio for alle danskere, store som små, i land og by ved at sætte debatten fri,” siger Bjarne Werner Munck.
Faldende lyttertal
Den nye direktør og chefredaktør skal være med til at styrke Radio4’s position, understreger bestyrelsesformanden.
”Ambitionerne for Radio4’s nye identitet, og udrulningen af denne, er at tiltrække flere og nye lyttere til både liveprogrammer og det indhold, der kan streames. Derfor går jagten nu ind på at finde en ny direktør og ansvarshavende chefredaktør, som kan implementere den nye identitet, løfte det høje ambitionsniveau og vise stærke resultater.”
Netop lyttertallene på Radio4 har adskillige gange været genstand for debat, siden kanalen begyndte at sende på hedengangne Radio24syv’s FM-frekvens.
Da kanalen startede med at sende i 2019, lød lyttertallet på 411.000. Siden da er det raslet nedad, og i maj 2023 havde kanalen i gennemsnit 241.000 lyttere om ugen.
Radio- og tv-nævnet gav sidste år udtryk for, at tallene var skuffende. Det fik Anne-Marie Dohm til tasterne, hvor hun ville have nævnet til at trække en pressemeddelelse om de skuffende lyttertal tilbage. Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har givet udtryk for skuffelse over lyttertallene.
”Jeg håber derfor også for Radio4, at den fremover bliver mere relevant for danskerne og dermed forbedrer lyttertallene, idet jeg henholder mig til Radio- og tv-nævnets udtalelse,” skrev Jakob Engel-Schmidt i et svar til Folketingets Kulturudvalg.
”Fastholdt og styrket position”
Foreholdt de dalende lyttertal trods en tidligere ambition om 350.000 ugentlige lyttere oplyste Anne-Marie Dohm i maj på skrift, at:
”Vi har fastholdt og styrket radioens position i en periode, hvor radiolytningen er faldet. Vi kan også se, at brugerne lytter i længere tid, selv om lyttetiden til radio er faldet. Mange af de nye brugere kommer ind via podcast. Men det ændrer ikke ved, at vi fortsat har ambitioner for både på FM og podcast,” skrev hun til Journalisten.
Også kendskabet til kanalen har været en udfordring. Af public service-redegørelsen fremgik det, at der i 2022 kun var 40 procent i radioens kvalitets- og kendskabsmåling, der svarede, at de kender radioen. Af bekendtgørelsen for kanalen fremgår det, at det tal i 2022 skulle lige på 70 procent.
Radio4 overtog FM-båndet fra Radio24syv og sendte første gang den 1. november 2019. Den nuværende sendetilladelse for kanalen løber frem til 2027.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.