I løbet af 2025 alene har der været flere sager, der har givet anledning til at debattere, hvordan man i medierne taler om de implicerede parter i en overgrebssag.

Der har blandt andet været Bøtø-sagen, sagen om Henrik Sass Larsen, og for nylig var voldtægtsoffer Josefine Vorret ude at kritisere Fyens Stiftstidende for at blæse detaljer ud om et tidligere overgreb. I et indlæg i Dagbladet Information efterlyste hun, at medierne udviste mere hensyn, når de dækkede sager som hendes.

Mange af sagerne har haft stor national bevågenhed. Og det fik forfatter Lærke Helene Askholm til at studse over noget:

”Jeg lagde mærke til, at jeg ofte læste nogle overskrifter, hvor jeg ikke kunne gætte, at der var tale om den samme sag,” siger hun og fortsætter:

”Det fik mig til at tænke over, hvor stor forskel der er på måden at tilgå det,” siger forfatteren.

Tværfagligt værk

Lærke Helene Askholm opdagede, at der ikke fandtes en bog, som kombinerede den vigtigste juridiske viden, de vigtigste tværfaglige problematikker og journalistisk praksis omkring voldtægtssager i ét samlet værk. Derfor har hun nu skrevet bogen ’Mediernes rolle i voldtægtssager’.

Ud over at være forfatter har Lærke Helene Askholm en baggrund inden for kommunikation, journalistik og sprog, og hun har en cand.soc. i socialt arbejde.

Forfatteren er selv gået journalistisk til værks i bogen, hvor hun har talt med 28 forskellige bidragsydere, herunder personer fra Anklagemyndigheden, forsvarsadvokater, politiet, journalister og forskere.

”Det har været vigtigt for mig at få divergerende meninger med og komme hele vejen rundt,” siger hun.

Bogen består blandt andet af en mere psykologisk del, der kommer ind på eventuelle konsekvenser for offer og pårørende ved en voldsom og udleverende mediedækning:

”Pressen kan enten med- eller modarbejde terapien, og det tror jeg ikke nødvendigvis, at der er særlig mange, der tænker over,” siger forfatteren.

Sensation styrer

Lærke Helene Askholm ønsker ikke at svare på, om medierne generelt er for sensationelle i overgrebssager, men kalder det ”rigtig ærgerlige” sager at køre på sensation i.

Ofte er tilfældet dog, at der ikke er nok ressourcer ude på redaktionerne til at dække sager ordentligt, mener hun.

Hun forklarer, at der ofte er sager, som alle medier er ude at dække, og at der er en vifte af andre sager, der ikke bliver dækket.

”Der kan man også som medie gå ind og se på sin fordeling af sager, for ofte kan det være sensation, der går ind og styrer,” siger Lærke Helene Askholm.

Hvis Lærke Helene Askholm har én agenda med bogen, så er det at modvirke netop sensationsdækninger og slå et slag for mere informativ journalistik.

Forebygge fejl med øget bevidsthed

For Lærke Helene Askholm handler det ikke så meget om at påpege typiske fejl eller faldgruber, som journalister begår, men nærmere at forsøge at klæde pressen bedre på ved at gøre sig overvejelser:

”Det er om at gøre sig bevidst om, hvor man står som presse. Man vil altid have taget et valg og have fravalgt noget andet,” siger hun.

Blandt andet taler hun i bogen om, hvordan man som journalist skal have for øje ikke bare at videreformidle fagsprog.

Her nævner hun blandt andet, at man i retsmedicinsk sprog bruger ordet ”samleje”, også når der er tale om overgreb, men at det kan være meget misvisende, hvis man bruger det i overskrifter.

”Det handler mere om, at man skal være bevidst om, hvad man gør og hvorfor – og følge det til dørs,” siger Lærke Helene Askholm.

For forfatteren mener nemlig også, at det er vigtigt, at man som medie rydder op efter sig og får husket at binde sløjfer på sager, man tidligere har skrevet om.

”De jurister, jeg har talt med til bogen, argumenterer virkelig for, at det er vigtigt, at der kommer en opfølgning, så sager ikke bare hænger og flagrer,” siger hun.

Oplysende opslagsværk

Ifølge Lærke Helene Askholm er det særlige ved bogen, at den kombinerer de fagligheder, der ellers kan ses som værende ret adskilte:

”Men virkeligheden er jo tværfaglig, så det er forhåbentligt styrken i den her bog,” siger hun.

Bogen er tænkt som et opslagsværk, journalister kan tage med ud eller have liggende på skrivebordet. En slags guide, når juraen lige skal opfriskes.

Særligt henvender den sig til spæde journalister og journaliststuderende, der er grønne på retsområdet, hvor den forhåbentligt giver anledning til refleksion, siger forfatteren.

Planen er, at dele af bogen skal være pensum på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.