Gaderne er usædvanligt brede. På vejene kører den ene luksusbil efter den anden. Mercedes, Range Rover, Bentley. De fleste i sort og med tonede ruder. Vinduerne på den murstensrøde bygning foran mig er tildækket med dobbelt nedrullede gardiner, den guldfarvede hoveddør er låst, navnene på de almindelige beboere i bygningen anonymiseret. To receptionister sidder i mellemgangen, og overvågningskameraer er sat op uden for bygningen med advarsler på vinduerne ”CCTV in operation”.

Det er torsdag eftermiddag den 6. juni 2019, og vi er i det sydvestlige London. Ecuadors ambassade er tydeligt mærket af den højspændte situation, der startede med, at WikiLeaks-stifter Julian Assange fik ophævet sit politiske asyl den 11. april.

Det amerikanske justitsministerium vil nu have 47-årige Julian Assange udleveret til USA. Ikke på grund af WikiLeaks’ offentliggørelse af mails fra det demokratiske parti i forbindelse med det amerikanske valg i 2016. Men fordi Julian Assange gennem WikiLeaks i 2010 offentliggjorde over 700.000 dokumenter om krigene i Afghanistan og Irak.

Jeg er rejst til London for at spørge, hvad Ecuadors ambassade siger til, at USA vil have Julian Assange retsforfulgt og idømt op til 170 års fængsel for 17 sigtelser om spionage. Og som både det internationale journalistforbund (IFJ), det europæiske journalistforbund (EFJ), Human Rights Watch, Amnesty International og selv kritikere af Julian Assange ser som et angreb på pressefriheden.

 

Inden min rejse har jeg i knap to uger forsøgt at komme i kontakt med ambassaden. Ambassadens officielle email på hjemmesiden eksisterer ikke længere. Og først på tredjedagen kommer jeg igennem telefonisk til en kvinde på ambassaden, som henviser mig til udenrigsministeriet i Ecuador.

”Ministeriet tager sig af alt, der handler om WikiLeaks og Julian Assange.”

Herunder mit ønske om et interview og en rundvisning på ambassaden. Jeg ringer til udenrigsministeriet i Ecuador og når at sige: ”Hello. My name is Ehsan Faizzad. I’m a journalist from Denmark,” før en spansktalende mand efter få sekunders stilhed lægger røret på.

Jeg tænker, at forbindelsen måske blev afbrudt, men resultatet er det samme, da jeg prøver anden gang på engelsk. Og for en god ordens skyld en sidste gang på spansk, hvor røret bliver løftet, uden at manden denne gang præsenterer sig.

Det bliver ikke min sidste afvisning, skal det senere vise sig. Når jeg henvender mig til det amerikanske justitsministerium, Ecuadors ambassade i London eller Belmarsh Prison, hvor Julian Assange sidder fængslet, bliver jeg mødt af ”ingen kommentarer”, et kafkask bureaukrati, voldsom vrede eller uniformerede politibetjente med blå blink. Mere om det senere.

Lukker munden på hele pressen

Julian Assange blev for alvor verdensberømt i 2010, da WikiLeaks offentliggjorde videoen ’Collateral Murder’ fra 2007, der viser en amerikansk kamphelikopter i Bagdad skyde og dræbe 18 civile, herunder to journalister fra nyhedsbureauet Reuters, på en gade i Bagdad.

Efter videoen udgav WikiLeaks i samarbejde med store udenlandske medier som The Guardian, Der Spiegel, New York Times og i Danmark Dagbladet Information hemmelige dokumenter om krigene i Afghanistan og Irak, der afslørede korruption, krigsforbrydelser og tortur.

Jeg ringer til Philippe Leruth, der på dette tidspunkt fortsat er præsident for det internationale journalistforbund, IFJ. Han kalder sigtelserne fra USA om spionage for ”uacceptable” og betragter Julian Assange som en whistleblower, der skal beskyttes på samme måde som en journalist.

”Det er den samme tilgang, som når en journalist bliver tilbageholdt eller myrdet. Du lukker ikke kun munden på én mand, du lukker munden på hele pressen. Her er formålet at lukke munden på alle potentielle whistleblowere og dermed også pressen som en konsekvens,” siger Philippe Leruth og fortsætter:

”Det lyder som hævn mod ham fra de amerikanske myndigheder.”

IFJ bliver bakket op af det europæiske journalistforbund (EFJ), hvor danske Mogens Blicher Bjerregård er formand. Journalistforbundene i Norge, Australien og Storbritannien har også kritiseret USA’s 17 sigtelser om spionage.

”Det lyder som hævn mod ham fra de amerikanske myndigheder.”

Philippe Leruth, tidligere præsident for IFJ

DJ’s formand, Lars Werge, og næstformand, Tine Johansen, har trods gentagne henvendelser fra Journalisten ikke villet stille op til interview om sagen. Efterfølgende har IFJ fra den 11. til den 14. juni på sin kongres i Tunis besluttet at bringe sagen om Julian Assange til FN’s Menneskerettighedsråd.

Herefter bakker DJ op om beslutningen.

”Der er tale om et medlem af det australske journalistforbund, der frygter at blive udleveret til en fremmed magt. Det havde jeg ingen problemer med at støtte, og der var nærmest ikke nogen diskussion om det. Ingen stemte imod eller kom med forslag om modificeringer,” siger Lars Werge.

Christian Jensen var chefredaktør på Dagbladet Information i 2010. Han mener, at det er hævet over al tvivl, at Julian Assange har været med til at viderebringe information af stor offentlig interesse. Til gengæld kan han ikke vurdere det juridiske grundlag for udleveringen til USA til retsforfølgelse.

”Det her er en stærkt politiseret sag. Og stærke kræfter er på spil. Men jeg har grundlæggende tillid til det amerikanske retssamfund og derfor også tillid til, at der vil møde Julian Assange en fair rettergang i USA,” siger Christian Jensen.

Karen Bro, chefredaktør på Ekstra Bladet, ser mere kritisk på det.

”Vores arbejde handler også om at arbejde med kilder og whistleblowere, fordi vi derigennem kan afsløre ting, som er dybt samfundsrelevante. Hvis det er sådan, at man går efter at få ham straffet for noget, som er den samme praksis, som journalister arbejder under, så ligger der en risiko for pressefriheden,” siger Karen Bro.

Fire betjente på fem minutter

I London lukker receptionisten mig ind ad den guldfarvede hoveddør til Ecuadors ambassade. Det var da overraskende nemt, tænker jeg. Det var her, at en gråhåret Julian Assange med fuldskæg måtte slæbes ud af ambassaden mod sin vilje og med ordene ”Storbritannien skal modsætte sig”.

Men da jeg ringer på dørtelefonen og præsenterer mig som journalist og mit ønske om en rundvisning og et interview om Julian Assange, bliver jeg pure afvist.

”Du skal tale med udenrigsministeriet i Ecuador,” siger en kvinde gennem højtaleren.

Jeg forklarer, at jeg ikke kan komme i kontakt med udenrigsministeriet, fordi de lægger røret på, når jeg ringer til dem. Men kvinden siger, at hun ikke kan hjælpe mig, og afbryder samtalen.

Skuffet går jeg ned ad trappen og tager billeder af ambassadebygningen, før jeg bestemmer mig for at prøve én gang til.

Måske kom vi skævt ind på hinanden? Og hvis de ikke vil tale om Julian Assange, må jeg så gerne komme ind og få en rundvisning, se hans værelse og tage nogle billeder?

Svaret er igen nej.

Jeg er i gang med at gennemgå mine billeder på mit spejlreflekskamera, da jeg hører lyden af sirener. Ikke en ukendt lyd i en storby som London, men lyden bliver højere og højere, og få sekunder senere kommer fire betjente på motorcykel i fuld udrykning og stopper foran ambassaden. De kigger på mig kortvarigt, men skynder sig op ad trapperne og ind i ambassadebygningen.

Gad vide, om det er på grund af mig, tænker jeg. På den ene side synes jeg, at fire betjente vil være en overreaktion. På den anden side er jeg godt klar over, at denne her sag er så politiseret, at jeg skal regne med det værste.

To minutter senere kommer betjentene ud. Den forreste betjent hvisker nogle ord i sin walkie-talkie, hvorefter han peger på mig:

”Kom tættere på, så du kan filme vores ansigter.”

”Ambassaden har fortalt, at du har chikaneret dem. At du har ringet på døren flere gange og tager billeder af bygningen og går rundt udenfor.”

Politibetjent i London

Jeg opfatter det som en ordre til at gøre det modsatte, slukker kameraet og lægger det ned på jorden. Min puls stiger, og det begynder at sitre i benene. Jeg spørger, om der er nogen problemer.

Han svarer kort og kontant.

”Ja, dig. Ambassaden har fortalt, at du har chikaneret dem. At du har ringet på døren flere gange og tager billeder af bygningen og går rundt udenfor.”

Vi snakker sammen i 10 minutter. Tre af betjentene falder til ro, mens den føromtalte betjent stadig er let ophidset. En af betjentene forklarer, ”at det er en følsom sag for ambassaden”, mens de andre skiftevis vil se mit pressekort, kreditkort, have min fulde adresse i Danmark og høre, om jeg har mit pas på mig. Til sidst siger betjenten, som de kalder ”the boss”, at jeg gerne må tage billeder, men ikke ringe på døren igen.

”Ellers bliver vi nødt til at gøre noget mere. Og jeg anbefaler dig også, at du ikke tager billeder af ambassadens personale.”

Lammende virkning på pressefriheden

Bliver Julian Assange dømt for spionage, vil det være første gang i historien, at en ikke-statslig embedsmand bliver dømt for at offentliggøre ulovligt lækkede klassificerede oplysninger.

Amnesty International advarer om, at Storbritannien bryder international menneskerettighedslovgivning, hvis de udleverer Julian Assange til USA.

”Hvis han bliver udleveret og dømt for spionage, vil det have en lammende virkning på pressefriheden verden over. Andre journalister kan føle sig intimideret af retsforfølgelsen, udøve selvcensur eller være bange for at rapportere om menneskerettighedskrænkelser eller andre spørgsmål af offentlig interesse,” siger Massimo Moratti, direktør for researchafdelingen ved Amnesty Internationals Europa-kontor, til Journalisten.

John Demers, der er USA’s vicejustitsminister med ansvar for national sikkerhed, har ifølge New York Times den 23. maj afvist, at sigtelserne om spionage mod Julian Assange vil få negative konsekvenser for pressefriheden.

”Afdelingen tager journalisters rolle i vores demokrati meget seriøst, og vi takker jer for det. Det er ikke og har aldrig været afdelingens politik at gå efter dem for at rapportere,” sagde John Demers til reporterne og tilføjede:

”Julian Assange er ikke nogen journalist.”

Journalisten har forsøgt at få et interview med den amerikanske ambassade i Danmark og justitsministeriet i USA om sagen. Marc Raimondi, talsmand for det amerikanske justitsministerium, skriver i en mail, at de ikke har yderligere kommentarer, og henviser til en pressemeddelelse fra den 23. maj.

”Assange offentliggjorde gennem WikiLeaks hemmelige dokumenter, der indeholdt navne på menneskelige kilder, som gav information til de amerikanske styrker i Irak og Afghanistan og til amerikanske diplomater over hele verden. Disse kilder omfattede lokale afghanere og irakere, journalister, religiøse ledere, menneskerettighedsforkæmpere og politiske dissidenter fra det repressive regime,” lyder det.

Julian Assange er en profet

23 kilometer øst for Ecuadors ambassade stiger jeg af taxaen i det sydøstlige London. Her anbefaler taxachaufføren, at jeg ikke går rundt alene. Jeg bliver mødt af først en bom og bagved en høj og lang grå mur. Bag muren kan jeg se den murstensrøde bygning, hvor Julian Assange sidder fængslet lige nu – Belmarsh Prison.

Til det sidste havde jeg håbet på, at jeg kunne besøge Julian Assange. Min henvendelse er blevet sendt frem og tilbage mellem det britiske justitsministerium og fængslet flere gange, uden at jeg har fået en aftale. Hvis jeg dukker op uden en aftale, vil jeg blive eskorteret væk, får jeg til sidst at vide over telefonen.

På den offentlige hovedvej lige udenfor har to aktivister slået lejr på midterrabatten. Mellem høje græsstrå sidder de på hver deres taburet og kigger i retning af fængslet. Et rødt banner med teksten ”The truth will set you free – Free Julian Assange” er hængt op med snore på to træer, der ser ud, som om de er ved at vælte.

”Han er blevet så dæmoniseret. Det er en skandale, at personen, som rapporterer en kriminel handling, bliver arresteret, og at personerne, som har menneskeliv på samvittigheden, går fri.”

Ciaron O’Reilly, aktivist

”Mig og Julian Assange kommer fra samme by. Queensland i Australien,” siger en mand med dreadlocks og en stor hue på hovedet.

Han hedder Ciaron O’Reilly, er 59 år gammel og kalder sig katolsk pacifist. De 140 dage op til, at Julian Assange blev arresteret, tilbragte Ciaron O’Reilly dag og nat foran Ecuadors ambassade i protest. Nu er stedet skiftet ud med hovedvejen foran Belmarsh fængsel, hvor han er at finde fra morgen til aften.

”Han er blevet så dæmoniseret. Det er en skandale, at personen, som rapporterer en kriminel handling, bliver arresteret, og at personerne, som har menneskeliv på samvittigheden, går fri. Jeg betragter Julian Assange som en profet, der afslører hemmelighederne om magtfulde mennesker og stater.”

Ciaron O’Reilly forklarer, hvordan de fleste mennesker i området bakker dem op, og der er sågar nogle, der kommer med mad. Men også, hvordan andre forbipasserende bilister råber skældsord mod ham og Assange.

”Nogle beskylder Assange for at være voldtægtsforbryder og pædofil. Andre retter deres vrede mod mig og kalder mig for arbejdsløs. Og så står vi der og råber ad hinanden i de 15 sekunder, hvor de holder for rødt lys.”

Assange skal retsforfølges i Sverige

Julian Assange søgte tilflugt på Ecuadors ambassade i London i 2012. Forinden havde to britiske domstole fastslået, at han skulle udleveres til Sverige, hvor to kvinder beskyldte ham for voldtægt.

Det ville Assange ikke, fordi han med egne ord frygtede en udlevering til USA, og derfor blev han i ambassaden de næste syv år.

Den svenske anklagemyndighed har efter anholdelsen genåbnet den ni år gamle sag. Modsat udleveringen til USA har Amnesty International ikke et problem med, at Julian Assange bliver udleveret til Sverige til retsforfølgelse.

”Disse påstande skal undersøges korrekt på en måde, der respekterer den anklagedes og klagerens ret. Og det skal finde sted i Sverige i fuld overensstemmelse med internationale standarder,” siger Massimo Moratti fra Amnesty.

Internetaktivisten Peter Kofod er bange for, at hvis Assange bliver udleveret til USA og dømt, så vil al journalistik, der har med rigets forsvar og national sikkerhed at gøre, blive ulovligt. Altså ikke bare ulovligt at lække dokumenterne, men også ulovligt at udgive dem som journalister og publicister.

”Det vil betyde, at hver eneste gang, man som medie skal udgive en historie, som er kontroversiel, så skal man overveje, om man vil bruge 20 år i en gummicelle, siger Peter Kofod og fortsætter:

”Hvis det først bliver retspraksis, hvad skal så holde andre lande tilbage for at kræve journalister udleveret – for eksempel oppositionsmedier i Kina, Rusland og Syrien.”

Han tager billeder af dig

Næste morgen mødes jeg med den danske dokumentarist Niels Ladefoged foran Ecuadors ambassade. Det er tidlig morgen, det småregner, og vejret er gråt. Jeg har jo en aftale med politiet om, at jeg ikke ringer på døren til ambassaden, men at jeg godt må tage flere billeder af ambassaden.

Ud over at Niels Ladefoged har fulgt sagen tæt i ni år, er han ph.d.-studerende med fokus på whistleblowing. Han har ad flere omgange interviewet Julian Assange på Ecuadors ambassade i London og har en dokumentarfilm på vej.

”Det er klassisk i sager med whistleblowere, at fokusset altid bliver på personen. Den person, jeg mødte, var et interessant og nysgerrigt menneske, der altid havde tid til at svare på spørgsmål,” siger Niels Ladefoged.

Niels Ladefoged er lige gået i gang med at fortælle om sine besøg på ambassaden, da et af gardinerne bliver trukket halvt til side. En kvinde kigger ud ad vinduet. Så væk igen. Nu kommer en mand frem. Han kigger i retning af os. Stadig lidt gemt bag et tyndt, men gennemsigtigt gardin. Han står der i cirka fem sekunder.

Jeg bemærker, at overvågningskameraet er rettet mod os. Eller er det bare tilfældigt? Vi bevæger os om på den anden side af ambassadebygningen og bemærker, at kameraet følger med. Nu går vi over på den anden side af vejen og lægger mærke til, at kameraet igen følger med. Hver gang vi tager små skridt, tager kameraet få ryk i samme retning.

”De er gået i gang med at filme os,” siger Niels Ladefoged.

Stemningen er ubehagelig. Selv om jeg godt må stå der, tale og tage billeder, føles det, som om jeg gør noget ulovligt.

Vi har stået på den anden side af vejen i omkring fem minutter, da en mand kommer ud ad ambassadens låste hoveddør. Han har briller, mellemlangt hår og er iført en hvid skjorte, slips og en mørkerød vest. Han tager sin mobiltelefon op fra lommen og holder den op foran sig, så kameraet peger på os.

”Han tager billeder af dig,” siger Niels Ladefoged.

En følelse af uro og ængstelse breder sig i min krop. Hvad skal han bruge billederne til? Tankerne vælter ind i hovedet på mig, mens jeg selv skyder et billede af ham. Jeg råber, om jeg må stille ham nogle spørgsmål. Han stopper op, tænker sig om et par sekunder og går ind i ambassadebygningen igen uden at sige noget.

Villemoes: I strid med basal presseetik

Journalist på Weekendavisen Søren K. Villemoes er en af Julian Assange og WikiLeaks’ største kritikere herhjemme.

”Medlemmer af den frie presse bør tage klar afstand til WikiLeaks og Julian Assange. Hvis det resterende medielandskab fulgte hans eksempel, ville vi undergrave pressens moralske eksistensgrundlag,” skrev Søren K. Villemoes i en kommentar seks dage efter anholdelsen den 11. april.

Problemet med Julian Assanges metoder er ifølge Søren K. Villemoes, at han uden omtanke offentliggør navne på hemmelige kilder i det amerikanske efterretningsvæsen.

”Der kan også være mennesker, som måske ikke har gjort noget galt. Hvis du ikke engang tjekker eller overvejer det, når du publicerer materialet, så handler du i strid med basal presseetik,” siger han.

”At trykke og lække en historie er en meget grundlæggende skelnen for pressefriheden. Vi kan skælde ud over, hvor uetisk WikiLeaks er. Men de er stadig et medie af en art.”

Søren K. Villemoes, journalist, Weekendavisen

Til gengæld mener han, at det vil have negative konsekvenser for pressefriheden, hvis Julian Assange bliver udleveret og dømt efter spionageparagraffen. Han påpeger, at ytringsfriheden gælder for alle – ikke kun for journalister.

”At trykke og lække en historie er en meget grundlæggende skelnen for pressefriheden. Vi kan skælde ud over, hvor uetisk WikiLeaks er. Men de er stadig et medie af en art. Også selv om de ikke laver noget redaktionelt arbejde, som nogen vil undervise i på journalisthøjskolen,” siger Søren K. Villemoes.

Assange eksisterer ikke længere for os

Jeg går sammen med Niels Ladefoged ned til ambassadebygningens gavl, hvor vi tager de sidste billeder. Han fortæller om, hvordan ambassaden ser ud indefra. Og om, hvordan han oplevede sine besøg.

Ud ad øjenkrogen kan jeg se en person komme hen imod os. Det er den samme mand fra ambassaden, som tog billeder af os før. Han går i et raskt tempo og med en beigefarvet sommerfrakke på, der går ned til knæene. Han lægger en hånd frem for ikke at blive fotograferet og sin pegefinger en centimeter fra mit ansigt. Jeg spørger, om han ikke vil gå lidt tilbage, men da han ikke reagerer, træder jeg selv et skridt baglæns.

”Den mand havde 12 computere og styrede WikiLeaks herfra. Vi vil ikke have, at han bryder vores asylregler.”

Ansat på Ecuadors ambassade, London

”Ambassaden har ingen kommentarer. Julian Assange er ikke et problem for Ecuador længere. Den mand er forsvundet. Han eksisterer ikke for os,” siger den ansatte fra ambassaden.

Hvorfor ophævede I Julian Assanges asyl?

”Den mand havde 12 computere og styrede WikiLeaks herfra. Vi vil ikke have, at han bryder vores asylregler. En af dem er, at du ikke må blande dig i politiske sager. Spørger du, hvorfor Ecuador gjorde det? Ikke mere asyl. Farvel,” siger den ansatte fra ambassaden.

Han understreger, at den britiske regering har givet tre udtalelser, herunder fra den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som fastslog, at Julian Assange ikke vil blive udleveret til en stat, hvor han kan risikere dødsstraf. Brud på spionagelovgivning kan dog potentielt medføre dødsstraf i USA.

Men han kan få op til 170 års fængsel for spionage, hvis han bliver udleveret til USA?

”Det er ikke vores problem. Han er en hacker. Han er ikke en journalist. Det er min personlige mening.”

Han stopper sin talestrøm abrupt. Så kigger han ned i min jakkelomme.

”Du optager mig,” siger han.

”Vis mig din telefon.”

Jeg afviser og fornemmer, at situationen spidser til.

Han kommer helt tæt på. Jeg kan næsten mærke varmen fra hans krop. Nu gestikulerer han et skældsord med armene og prøver at flå kameraet ud af hånden på fotografen.

”Jeg tager dit hukommelseskort.”

Fotografen holder fast i kameraet og udbryder: ”Det er tyveri,” hvorefter den ansatte fra ambassaden giver slip igen.

”Ved du, hvorfor den mand er i fængsel? For at gøre det, du gør. Optage mig uden min tilladelse,” siger han.

Ecuador vil ikke have mere med WikiLeaks og Julian Assange at gøre. Lige nu afsoner han en dom på 50 ugers fængsel for at have brudt reglerne for løsladelse mod kaution i Storbritannien.

Herefter ligger hans skæbne i første omgang i briternes hænder.

Skal Julian Assange udleveres til USA?