
Politiet rykkede søndag talstærkt ud nær Korsør, hvor den 32-årige mand, der nu er sigtet, blev anholdt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I går, mandag, lagde tv2.dk et sløret billede op af den formodede gerningsmand, som mandag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i sagen om den bortførte 13-årige pige.
Men ifølge flere kilder, som har henvendt sig til Journalisten, kunne man på baggrund af det slørede billede på få sekunder finde frem til den 32-årige sigtedes identitet via Google Image Search.
På det sort/hvide billede, som blev brugt på tv2.dk, kunne man se en mand i jakkesæt og hvid skjorte, hvor ansigtet var blevet sløret.
Jacob Kwon, der er chefredaktør på TV 2, erkender over for Journalisten, at det omtalte billede ikke var blevet sløret godt nok.
”Det var selvfølgelig en fejl, så det var vi selvfølgelig nødt til at lave om, da vi blev opmærksomme på, at sløringen ikke var grundig nok,” siger Jacob Kwon og uddyber:
”Vi kører altid et sløret billede den anden vej rundt for at se, om man via en Google-søgning kan finde det. Første gang vi gjorde det, fremgik det ikke, at man den vej rundt kunne identificere personen. Men anden gang vi gjorde det, var der lige pludselig hits, som identificerede personen. Derfor valgte vi selvfølgelig at tage det ned igen og sløre det bedre.”
Ifølge Jacob Kwon lå det omtalte slørede billede på sitet i omkring fem minutter.
Navneforbud i sagen
Sagen om bortførelsen af den 13-årige pige har fyldt det meste hos danske medier hen over weekenden.
Den 13-årige pige forsvandt lørdag, efter at hun havde færdiggjort sin avisrute, og kort efter blev hendes cykel, taske og telefon fundet i en vejkant. Pigen blev efterlyst, mediernes interesse blev massiv, og politiet udsendte både navn og billeder, der kunne hjælpe med at få pigen hjem igen.
Søndag eftermiddag blev hun så fundet i live, og en 32-årig mand blev anholdt på samme tidspunkt. Da han mandag klokken 11 blev fremstillet i grundlovsforhør, kom det frem, at han er sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt under trusler om vold og andre seksuelle krænkelser.
Der er nedlagt navneforbud i sagen, og det betyder, at hverken den 13-årige pige eller den sigtede 32-årige mand må kunne identificeres i omtale af sagen. Det gælder både medier og privatpersoner, der begge kan idømmes bøde for at bryde forbuddet.
Er der noget, I vil gøre anderledes til næste gang?
”Selvfølgelig skal vi være grundige i at sløre billedet. Der er jo et navneforbud, og det overholder vi selvfølgelig. Og deri indgår, at man ikke må kunne identificere personen.”
Men det har I vel ikke helt overholdt med det dårligt slørede billede? Der har i hvert fald været mulighed for at identificere den sigtede.
”Der har været en mulighed. Hvis man ville identificere den sigtede, så tror jeg, der var andre og noget lettere muligheder for at gøre det, men det frikender selvfølgelig ikke os for at sikre, at vores sløring er god,” siger Jacob Kwon.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.