Fyringer

TV 2 skal igennem ny fyringsrunde

Det er bare tre måneder siden, der sidst blev fyret på arbejdspladsen

Medarbejderne på TV 2 skal igennem en ny fyringsrunde.

Det oplyser administrerende direktør for TV 2 Anne Engdal Stig Christensen til TV 2.

”Det er beklageligt, men desværre uundgåeligt, at vi også kommer til at reducere i antallet af medarbejdere,” oplyser hun i et skriftligt svar til TV 2.

Hvor mange medarbejdere der skal fyres, vil være på plads inden efterårsferien, oplyser den administrerende direktør.

Nyhedsafdeling går fri

Ifølge hovedtillidsrepræsentant for ansatte på DJ-overenskomst Lennart Sten kommer fyringerne ikke til at ramme nyhedsafdelingen i denne omgang. Det er dog endnu uklart, hvordan besparelserne kommer til at ramme andre afdelinger i TV 2.

”Alle blev orienteret i går, og nu skal de enkelte ledere komme med spareforslag til direktionen,” siger Lennart Sten og tilføjer:

”Der kommer ingen fyringer i nyhedsafdelingen – vi har været igennem vores i foråret. Nyhederne er allerede blevet beskåret, så det er i resten af huset nu. Men hvor stort det bliver, det ved vi simpelthen ikke. Vi ved heller ikke, hvor mange DJ-folk det rammer. Det er stadig meget ukonkret.”

Udmeldingen kommer, dagen efter at TV 2 præsenterede sit regnskab for første halvår af 2023, der viser højere tilbagegang i annonceomsætningen på de traditionelle platforme end forventet.

Ifølge TV 2’s finansdirektør, Carsten Topholt, er fyringsrunden udtryk for ”rettidig omhu”, og han udtaler til TV 2, at brugerne ikke vil opleve TV 2’s produkter som forringede, men ”tværtimod opleve et stærkere produkt”, siger han til TV 2.

45 fratrådt i foråret

Den seneste fyringsrunde på TV 2 foregik i foråret, hvor 22 medarbejdere i nyhedsafdelingen endte med at blive opsagt.

Der var tale om 10 faste medarbejdere og 12 løst tilknyttede ansatte.

I flere tilfælde havde TV 2 haft mulighed for at tilbyde medarbejderne en anden tilknytning, end de havde i forvejen.

Ud over dem, der blev opsagt, indgik 23 medarbejdere en aftale om frivillig fratrædelse.

Ifølge Lennart Sten bør ledelsen have lært af forårets sparerunde, der i hans og medarbejdernes øjne trak i langdrag.

”Det vigtige for os er, at det ikke er de samme folk, der skal igennem en fyringsrunde igen. Men det, vi har lært af forårets runde, er, at det skal gå hurtigt. Det tog alt for lang tid i nyhedsafdelingen i foråret. Folk gik rundt og bævede i fem-seks måneder. Det her sker i løbet af de næste to måneder,” siger han og tilføjer:

”Vi syntes, det fungerede rigtigt godt med muligheden for frivillige fratrædelser i foråret. Det tog meget af trykket, så det vil vi forsøge igen.”

Stop for indkøb

Forleden kom det frem, at TV 2 for nuværende stopper indkøb af nye produktioner fra produktionsselskaberne.

Også den beslutning skyldes, at man ikke ved, hvor annoncemarkedet bevæger sig hen i den kommende tid.

Bestillingsstoppet kommer, mens den danske tv-branche i forvejen er i krise, og der bliver ikke taget let på det hos Producentforeningen, hvor direktør Jørgen Ramskov kalder det ”et kæmpestort problem”.

”Når man snakker med producenter, kan man høre, at krisen virkelig kradser. Det gør den på tværs af fiktion og tv,” sagde Jørgen Ramskov forleden til MediaWatch.

0 Kommentarer