Afsløring

TV 2-muldvarps dobbeltrolle er ”et mareridt”, siger ekspert

Ifølge lektor og underviser i mediejura på DMJX er der mange problemer og risici for et medie ved at bruge en muldvarp

I går kom det frem, at TV 2’s muldvarp i dokumentaren ’Den Sorte Svane’ undervejs i processen var gået fra at være en medspiller til en modspiller. 

Den 36-årige kvindelige jurist, som igennem 10 år har arbejdet for og med hårdkogte kriminelle, var uden TV 2’s vidende fortsat med at rådgive kriminelle på et kontor, som redaktionen ikke havde kendskab til.

Den udvikling kommer bag på Thomas Pallesen, som er lektor og underviser i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”At en muldvarp, man bruger journalistisk, i det her tilfælde en advokat, ville køre det der dobbeltspil, har jeg aldrig hørt om før. Normalt ville der jo være et meget tæt forhold imellem mediet og muldvarpen og en høj grad af tillid. Ellers ville man jo ikke gå ind i det her,” siger han.

Han kalder det ’et mareridt’ for enhver undersøgende redaktion.

”Det er jo fuldstændigt ligesom en føringsofficer, som har en efterretningsagent, der er kommet ud af kontrol,” siger Thomas Pallesen og vurderer, at det er så usædvanligt, at TV 2 ikke kunne have forudset det.

At muldvarpen var gået bag om ryggen på TV 2, fik ikke nyhedsdirektør Ulla Pors til at tvivle på, om dokumentaren skulle bringes.

”Det er for væsentligt og vigtigt. Men vi fortæller om det hele. Altså også om, hvordan vi selv formentlig er blevet ført bag lyset undervejs,” sagde hun i går til tv2.dk.

Medier løber selv en risiko

Selv om forløbet med den konkrete muldvarp overrasker Thomas Pallesen, er der altid en risiko ved at bruge en muldvarp, pointerer han.

”For det første fordi man grundlæggende ikke helt kan styre muldvarpen. Dels kan vedkommende springe fra, men de kan jo også komme til at miskreditere sig selv. Muldvarpen er mindre trænet og er ikke uddannet journalist. Og det risikerer at skade mediet,” siger Thomas Pallesen.

Det er det sidste og stærkeste middel, man griber til.
Thomas Pallesen, lektor på DMJX

Ifølge TV 2 henvendte kvinden sig i første omgang selv.

”Hun kom selv til os for flere år siden med projektet, fordi hun ønskede, at hele Danmark skulle kende til det kriminelle samarbejde imellem Over- og Underdanmark,” lød det fra Ulla Pors i en  pressemeddelelse i går.

Det blev til dokumentarserien ’Den Sorte Svane’, der med skjult kamera afslører, hvordan den kriminelle underverden opererer i samspil med prominente advokater.

Helt konkret satte redaktionen et kontor op på Frederiksberg i København, hvor muldvarpen under dække af sit arbejde som erhvervsjurist rådgiver kriminelle, alt imens hun rapporterer tilbage til TV 2.

Men i løbet af processen går det op for TV 2, at hun kører et dobbeltspil.

Afsløret af slettet lydfil

Aftalen med TV 2 lød ellers, at hun under sin ansættelse som muldvarp ikke selv måtte begå kriminalitet, men skulle arbejde med skjult kamera og skjult mikrofon. Optagelserne skulle hun aflevere til TV 2.

Men undervejs opdagede tilrettelæggerne, at en lydfil var blevet slettet. En lydfil, som de siden var i stand til at gendanne og på den måde afsløre muldvarpens dobbeltspil. Sagen mudres yderligere af, at den kvindelige muldvarp selv forsøgte at få bremset dokumentaren i retten, angiveligt af frygt for sit eget liv.

Ifølge Thomas Pallesen bør medier være særligt opmærksomme på ikke at fremprovokere en situation eller en forbrydelse, der ikke ellers ville have fundet sted.

Og helt grundlæggende skal offentlighedens kendskab til oplysningerne overstige krænkelsen af den forurettede. Noget, som TV 2 gentagne gange også har lagt vægt på i sin argumentationen for, hvorfor dokumentaren skulle bringes.

”Vi har et højere formål ved at bringe historien og bruge de metoder, der er nødvendige for at få den frem i lyset,” udtalte nyhedsdirektør Ulla Pors i en pressemeddelelse i går.

Ifølge Thomas Pallesen må man heller ikke have kunnet skaffe dokumentationen på anden vis.

”Det er det sidste og stærkeste middel, man griber til,” siger Thomas Pallesen.

Det, som muldvarpen har haft kørende på det alternative kontor, er TV 2 uvedkommende.
Thomas Pallesen, lektor på DMJX

Muldvarpen som helt

Ifølge Thomas Pallesen er muldvarpen som journalistisk værktøj på en og samme tid både effektivt og omstridt.

”Muldvarpens ageren bruges som dramaturgisk virkemiddel, hvor man får skabt en fortælling om muldvarpens handlinger. De er typisk vores helt, som vi med spænding og frygt følger, hvordan de undgår at blive afsløret den ene gang efter den anden,” siger Thomas Pallesen.

Samtidig kan muldvarpen skaffe dokumentation, man ikke ellers ville have haft adgang til, og det giver gods til den journalistiske historie.

”Den kan jo bruges til at afsløre nogle uregelmæssigheder i samfundet, som man ikke er i stand til at skaffe journalistisk dokumentation for på andre måder,” påpeger Thomas Pallesen.

Men metoden er også omstridt. Ifølge Thomas Pallesen har medier et meget stort beskyttelseshensyn over for den person, der agerer muldvarp. For i de fleste tilfælde er det mediet, der får noget ud af afsløringen, mens det er mere uklart, hvad muldvarpen vinder på det.

”Der skal være en rimelighed i, hvad muldvarpen får ud af det, og hvad muldvarpen risikerer, så muldvarpen ikke bare bliver en ’brug og smid væk’-ting,” mener Thomas Pallesen.

Flere eksperter har kritiseret metoden og kaldt den en gråzone. Kritikken kommer blandt andet fra Birgit Feldtmann, juraprofessor med speciale i strafferet på Aalborg Universitet, samt Lene Wacher Lentz, lektor i strafferet ved Aalborg Universitet og tidligere anklager. De mener, metoden kan være problematisk, fordi kvinden kan anses for at medvirke til kriminalitet i rollen ,som muldvarp.

Thomas Pallesen vurderer derimod ikke, at det vil få konsekvenser for TV 2, og påpeger, at de har ”sikret sig” ved at understrege, at hun ikke må gøre noget ulovligt.

”Det, som muldvarpen har haft kørende på det alternative kontor, er TV 2 uvedkommende. TV 2 har ikke haft kendskab til det og har ikke bidraget ”med råd eller dåd”, som der står i straffelovens paragraf 23,” siger han.

0 Kommentarer