Retssag

Landsret slår fast: TV 2 får lov at sende omstridt dokumentar om den danske underverden

I dokumentarserien afslører en muldvarp forbindelse mellem 'den kriminelle underverden' og 'det pæne Danmark', lyder det fra TV 2

Det står TV 2 frit for at sende den omstridte dokumentar om den danske underverden med titlen ’Den Sorte Svane’.

Det skriver Østre Landsret i en pressemeddelelse.

Dermed fik den centrale kilde i dokumentaren ikke held til at få udsendelsen standset, på trods af at kilden har tilkendegivet, at vedkommende frygtede for sit liv.

”Landsretten finder, at udsendelsernes tema må anses for at være af meget væsentlig samfundsmæssig interesse,” står der i pressemeddelelsen, der fastslår, at blandt andet TV 2 har taget de nødvendige forholdsregler og foranstaltninger for at beskytte kilden.

”Landsretten bemærker i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne tungtvejende grunde, der taler for det indgreb i ytringsfriheden, som et forbud mod TV 2’s offentliggørelse af den samlede tv-dokumentarserie eller dele heraf vil indebære.”

Med dagens afgørelse er dommen således blevet stadfæstet, efter at TV 2 også fik medhold i byretten. Den mundtlige forhandling i sagen blev foretaget i torsdags for lukkede døre.

'Den Sorte Svane' vil dermed blive sendt som planlagt i fem afsnit fra tirsdag den 28. maj.

Afslører lukkede miljøer

Det har indtil videre været uvist, hvad der konkret vil indgå i TV 2's dokumentarserie.

TV 2 har dog efter landsrettens afgørelse i dag udsendt en pressemeddelelse, der løfter lidt af sløret. Af pressemeddelelsen fremgår det, at TV 2 har benyttet sig af en kvindelig muldvarp ved, der tidligere har arbejdet for og med hårdkogte kriminelle i 10 år.

Ifølge TV 2 fører aftalen med muldvarpen til, at hun genåbner sit gamle kontor som jurist og rådgiver for de kriminelle. Denne gang har hun bare lavet en aftale med TV 2 om, at hun ikke må begå noget kriminelt, og hendes kontor er udstyret med skjulte programmer og lydoptagere.

”Det er både opsigtsvækkende og vanvittigt, hvad der udspiller sig på muldvarpens kontor undervejs i serien. Men vigtigst af alt, så får vi et helt unikt indblik i, hvordan den kriminelle underverden faktisk opererer i Danmark. Og hvordan den spiller sammen med det, man kunne kalde ’det pæne Danmark’,” siger TV 2's nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, i pressemeddelelsen.

”Dokumentarserien rykker ved vores barnetro på ordentlighed og redelighed i det danske samfund. Jeg mindes ikke at have set noget lignende. Jeg er stolt af den vigtighed og væsentlighed, programmerne har, og jeg er tilfreds med, at By- og nu også Landsretten er enige med os i, at det vejer tungere end den sikkerhedsmæssige risiko, der åbenlyst er i projektet,” tilføjer hun.

Topadvokat fyret

Allerede inden dokumentaren er blevet sendt, har den fået konsekvenser.

Den fremtrædende advokat Nicolai Dyhr, som har været partner i advokatfirmaet Horten og specialiseret sig i konkursret, er blevet fyret, skriver Børsen og Finans i dag. Ifølge mediernes oplysninger skyldes det nogle udtalelser, han kommer med i den kommende dokumentarserie.

Til Børsen forklarer han, at han har handlet ”ubegribeligt dumt” i dialogen med flere suspekte personer.

Han afviser samtidig, at han har gjort noget ulovligt.

”Mine handlinger som kurator er helt efter bogen. Jeg har udført mit arbejde samvittighedsfuldt og grundigt og gjort mig umage for at levere alt, hvad jeg kunne, inden for lovens regler,” siger han til mediet.

Ifølge Børsen, som er bekendt med to redegørelser, der er sendt til bestyrelsen i Horten, har en muldvarp fra TV 2 talt med Dyhr under påskud af, at muldvarpen var advokat og ville anbefale Nicolai Dyhr som kurator.

Muldvarpen havde to klienter med til advokaten. Den ene klient har ifølge Børsen angiveligt tidligere haft en central rolle i bandegrupperingen Brothas, og at TV 2's optagelser efterlader det indtryk, at Nicolai Dyhr kan hjælpe med at begrave problematiske bilag.

”Nicolai Dyhr stopper i Horten som en direkte konsekvens af en række udtalelser, som TV 2 har optaget og sidenhen delagtiggjort Horten i. Udtalelserne afspejler på ingen måde, hvordan en advokat og partner i Horten bør optræde, og Horten tager skarpt afstand fra dem,” udtaler direktør Anders Bager Jensen fra Horten til Finans.

0 Kommentarer