TV 2 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
TV 2 har de seneste år slået hårdt ned på svindelannoncer.
Særligt har tv-stationens værter flere gange oplevet, at de ufrivilligt har været ansigtet på svindelannoncer for lyssky investeringsfirmaer i kryptovaluta eller bitcoin.
Det fik sidste år TV 2 og DR til at politianmelde Meta, moderselskabet bag bl.a. Facebook og Instagram, som de ikke mente gjorde nok for at stoppe svindelannoncerne.
Alligevel endte netop den type svindelannonce for kryptovaluta tirsdag i et annoncebånd under TV 2 og B.T.’s liveblogs.
Er blevet lukket
Annoncen foregav at være en nyhedsartikel fra Berlingske med mediets logo. Artiklen forestiller så at gengive et interview, DR-vært Kåre Quist skulle have lavet med Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen.
Omdrejningspunktet er Anders Holch Povlsens rigdom, og den kan selvfølgelig forklares med kryptovaluta, som annoncen drejer sig om.
Her ses skærmbilleder fra svindelannoncen under TV 2 og B.T’s liveblogs samt et skærmbillede af den falske artikel med Berlingskes logo.
Men den annonce skulle ikke have været hos TV 2, erkender mediet i et skriftligt svar.
Ifølge TV 2 skulle der siden i går være lukket ned for annoncen, oplyser kommunikationsafdelingen i et skriftligt svar.
I svaret lyder det videre, at TV 2 tager hændelsen meget alvorligt og oplyser desuden, at den pågældende annoncør er blevet blokeret fra deres system.
System fanger det meste
TV 2 forklarer fejlen med, at de indimellem bliver ramt af falske eller uønskede annoncer, fordi problemet opstår via de platforme, hvor annoncørerne køber bannerplaceringer hos for eksempel TV 2 i realtid.
”Det betyder, at vi ikke altid kender den enkelte annoncør, før annoncen er på. Vi har sikkerhedssystemer, som fanger langt størstedelen af disse annoncer, men der kan opstå tilfælde, hvor vi manuelt må gå ind og stoppe annoncer, så snart vi bliver opmærksomme på dem,” oplyser TV 2 i et skriftligt svar.
Også Berlingske Media, som ejer B.T., har blokeret for annoncen og anmeldt den og dens afsender til Google Ads.
”Det er desværre de eneste muligheder vi har inden for den åbne annoncering via Google,” siger Jacob Fischer-Nielsen, der er kommerciel salgschef hos Berlingske Media.
Dertil oplyser Berlingske, at de har adviseret deres juridiske afdeling, da deres varemærke i dette tilfælde er blevet misbrugt.
Måtte blokere israelsk annoncør
Det er ikke meget mere end en uge siden, at danske medier har måttet stoppe for annoncer, der ikke var velkomne hos dem.
I starten af juni havde et agentur, der udgiver videoer på vegne af den iraelske regering, fået lagt annoncer i Google Ads, hvorfra de blev ført videre til flere danske medier.
Blandt andre TV 2 viste annoncen som indløb til en redaktionel video. Annoncen blev derefter fjernet, og annoncøren blev blokeret fra TV 2’s systemer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.