Svindelannoncer

Kim Bildsøe om svindelannoncer: ”Grotesk, at Meta svarer, som de gør”

Kendte tv-værter og journalister misbruges fortsat i svindelannoncer på Facebook. Alvorligheden af beskyldningerne i annoncerne risikerer at gå ud over tv-værters troværdighed, lyder det fra Kim Bildsøe

For et år siden, da Kim Bildsøe-Lassen bemærkede svindelannoncerne, reagerede han ikke på det. Med et billede af Kim Bildsøes ansigt placeret ”som blikfang” lokkede annoncerne med investeringer i kryptovaluta.

”Det kiggede jeg på og tænkte, det var latterligt, men reagerede ikke på det. Men det her er bare noget fundamentalt andet,” siger Kim Bildsøe, journalist og vært på TV Avisen.

Det ’fundamentalt andet’, som Kim Bildsøe refererer til, er, at han ikke længere bare er blikfang, men nu fremstilles, som om han har begået vold mod sin ægtefælle, journalist og TV 2-vært Divya Das, som også er blevet misbrugt i svindelannoncer på Facebook gentagne gange.

Rigtig mange annoncer fjernes ikke, på trods af at de bliver anmeldt til Meta.

”Vi får et standardsvar, hvor de skriver, at det er i overensstemmelse med deres politik, så der er ikke noget problem i den annonce,” siger Kim Bildsøe.

Parret er ikke de eneste. En række kendte journalister og tv-værter er blevet misbrugt i falske annoncer, herunder tv-vært Sofie Linde, TV 2-vært Janni Pedersen samt Cecilie Frøkjær og Ditte Haue, vært på TV 2 Nyhederne.

Fagbladet Journalisten og Anders Lund Madsen er også blevet kædet sammen i annoncer, der i virkeligheden dækker over investeringssvindel.

Går ud over troværdighed

I maj udkom TV 2 og DR med en fælles video, hvor en række tv-værter henvender sig direkte til Meta og opfordrer techgiganten til at tage ansvar for indholdet på platformen.

Kim Bildsøe-Lassen og Divya Das har også givet flere interviews for at sætte fokus på det. Det har nemlig været svært at få svar på, hvad Meta gør ved annoncerne, og Martin Ruby, politisk chef for Facebook i Norden, har gentagne gange afvist at stille op til interview.

I annoncerne beskyldes de for alt fra økonomisk spekulation til vold og opbevaring af våben og narkotika.

Alvorligheden af beskyldningerne har fået Kim Bildsøe til at stille sig frem og tale om sig selv.

”Jeg vil gerne tale om mit arbejde, men jeg taler aldrig om mit privatliv. Jeg skriver ikke personlige ting på min Facebook, men det var nået hen til et sted, hvor vi var nødt til at gøre noget. Det her hænger sammen med vores arbejde, og så er det et voldsomt angreb på mig som person, så det var nødvendigt at reagere,” siger Kim Bildsøe.

”Min troværdighed som tv-vært handler også om, at folk tror på, at jeg er et ordentligt menneske. Det er jo også en af grundene til, at både DR og TV 2 har følt et behov for at reagere. De ting, vi optræder i som tv-værter, skal være korrekte,” siger han.

For selv om nogle måske vil finde det nemt at gennemskue de falske annoncer, så begynder de alligevel at få betydning for, hvordan danskerne ser tv-værten. Det oplevede Kim Bildsøe, da en kvinde genkendte ham i supermarkedet.

”Der var en kvinde, som stod med sin indkøbsvogn bag mig, som skiftede kø og sagde: ”Jeg vil ikke stå bag ved sådan en som dig, som er så voldelig”,” fortæller Kim Bildsøe.

Andre gange har han kunnet læse i kommentarsporet på annoncerne, at folk ”ikke gider se på ham mere” og vil have ham ”pillet af skærmen”.

Tavshed fra Meta

I fredags brød Martin Ruby tavsheden om svindelannoncerne i en debat på Folkemødet arrangeret af Cyberalliancen.

Her indrømmede han, at Meta var ”klappet i som en østers”, og forklarede, at tavsheden skyldtes, at TV 2 og DR har politianmeldt Meta på baggrund af annoncerne, samt at de har fået en klage fra EU-Kommissionen om sagen.

”Der siger vores jurister, at det er slut med at rende rundt til interviews om det. Det betyder, at vi har klappet i som en østers om det – og det har heller ikke tjent os godt, tror jeg,” sagde Martin Ruby under debatten ifølge MediaWatch.

Til debatten fremhævede Martin Ruby en pointe, som Meta også tidligere har forklaret sig med, nemlig at det er svært for techfirmaet at fjerne indholdet.

Ifølge Metas talsperson er det nemlig ikke helt nemt at komme svindelannoncerne til livs. Argumentet er, at Meta hver dag fjerner millioner af falske profiler, men fordi der deles mange legitime billeder af de kendte journalister, er det svært for et AI-system at fjerne annoncerne automatisk.

Kim Bildsøe er kritisk over for, at Meta ikke kan gøre mere for at fjerne annoncerne.

”Når Meta siger, at det er meget vanskeligt, så bliver jeg provokeret. Der er mange ting her i verden, der er meget vanskelige, men det gør jo ikke, at man så bare kan tillade ulovligheder, som det her er. Det er ulovligt, det der foregår, og det er injurierende,” siger Kim Bildsøe.

”Jeg synes næsten, det er grotesk, at Meta har svaret på den måde,” siger Kim Bildsøe.

Ifølge Tjekdet.dk tjener Meta potentielt millioner på svindelannoncerne. Det skyldes, at svindlerne betaler for at kunne annoncere på techgigantens platform.

Martin Ruby understreger over for Tjekdet.dk, at Meta ikke har nogen økonomisk interesse i annoncerne – en pointe, han endnu en gang fremhævede til debatten på Folkemødet.

Journalisten har til denne artikel forsøgt at få en kommentar fra Martin Ruby. Det har han afvist med henvisning til de verserende sager.

0 Kommentarer