
Foto: TV 2 (red. Jo)
De TV 2-ansatte har fået en undskyldning fra nogle af de ledende medarbejdere, der onsdag kiggede med på de ansattes faglige møde via en tv-forbindelse.
Det står klart efter et møde mellem nyhedsledelsen og de ansatte i TV 2’s nyhedsafdeling fredag eftermiddag.
Her var ledelsen repræsenteret af nyhedsdirektør Ulla Pors og to af de ledende medarbejdere, der ifølge dem selv kortvarigt havde kigget med på det faglige møde. En sidste ledende medarbejder, som også skulle have kigget med, var ikke med på mødet.
Det oplyser kilder ved mødet til Journalisten.
Dårlig dømmekraft
På mødet fremlagde de to ledende medarbejdere deres version af hændelsen. Her fortalte de, at det var udtryk for dårlig dømmekraft, at de ikke med det samme gjorde tillidsværket opmærksom på, at der kørte et videosignal fra det faglige møde.
De afviste dog, at der var tale om decideret overvågning af mødet, og fremhævede, at de kun kiggede sporadisk på skærmen.
De ledende medarbejdere tilføjede også, at forløbet har været udtryk for dårlig dømmekraft. Derudover undskyldte de ifølge flere kilder også hændelsen.
TR: De lagde sig fladt ned
Hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten siger til Journalisten efter mødet, at der nu skal genopbygges en tillid, som har ramt nulpunktet på grund af sagen:
”Nyhedsledelsen med nyhedsdirektøren i spidsen har lagt sig fladt ned,” siger han og tilføjer, at han er fuldstændigt enig i, at de pågældende ledere burde have kontaktet tillidsværket med det samme.
”Nu skal vi i gang med at genopbygge tilliden. Mødet i dag er det første spæde skridt fra nul, for man kan ikke tage fra nogen, at de har følt sig overvåget af ledelsen, og at der har siddet nogle chefer, som kunne se, hvem der tog ordet på det faglige møde. Den følelse er svær at tage fra folk, og den bor stadig i mange af dem, der var med til mødet,” fortsætter han.
Han tilføjer også, at læren for tillidsfolkene er, at de skal have etableret et endnu sikrere system til afvikling af faglige møder.
”Men det betyder noget at høre fra dem, der har udvist den her dårlige dømmekraft, at de lægger sig fladt ned,” siger han.
Journalisten har også forsøgt at få en kommentar fra nyhedsdirektør Ulla Pors efter mødet.
Skal af med 50 medarbejdere
Bølgerne gik i forvejen højt på TV 2, hvor de ansatte på et fagligt møde onsdag også besluttede at vedtage en kritisk udtalelse til ledelsen om den planlagte fyringsrunde.
I udtalelsen, som Journalisten har set, skriver de ansatte blandt andet, at de føler sig snydt og ført bag lyset af TV 2’s ledelse.
Utilfredsheden bunder i den fyringsrunde, der blev meldt ud tidligere på ugen, hvor ledelsen på TV 2 har besluttet at skære 50 stillinger væk.
Heraf skal 25 stillinger findes blandt de fastansatte, mens 25 stillinger skal findes blandt de løstansatte. I perioden op til den egentlige fyringsrunde vil der være mulighed for frivillig fratrædelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.