Nedskæringer

TV 2 afskediger op til 65 medarbejdere og chefer

Fyringsrunden på TV 2 ventes afsluttet i midten af november

TV 2 kommer samlet til at sige farvel til mellem 60 og 65 medarbejdere og chefer i den verserende fyringsrunde.

Det oplyser TV 2 til Journalisten.

Størstedelen af opsigelserne er på nuværende tidspunkt gennemført, og TV 2 forventer, at alle opsigelser er færdiggjort midt i november. Ifølge Journalistens oplysninger har man foretaget omtrent to tredjedele af alle opsigelser nu.

I en udtalelse siger TV 2’s administrerende direktør, at det skyldes økonomiske forhold i koncernen:

”Besparelserne er desværre nødvendige for at sikre balancen i vores økonomi, men det er altid vanskeligt at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, der har ydet en stor indsats. TV 2 har stadig en høj relevans for danskerne, og det er et godt udgangspunkt for, at vi fortsat skal levere på vores strategi og skabe værdi for vores brugere,” lyder det.

Fyringsrunden har i denne omgang ikke ført til afskedigelser i nyhedsafdelingen, som var udsat for en større nedskæringsrunde i maj.

Under 10 DJ-ansatte

Alligevel er en række DJ-medlemmer blevet ramt af afskedigelserne, fortæller hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten. Han regner med, at ”under 10” DJ-medlemmer vil være omfattet af afskedigelserne, når de er overstået.

Fyringerne er sket på tværs af TV 2-afdelinger som eksempelvis kommunikation, marketing, reklamesalg og sport. Fyringerne sker i kølvandet af nedskæringsrunden i maj, hvor 45 medarbejdere i nyhedsafdelingen stoppede på TV 2.

Den sparerunde blev meldt ud i begyndelsen af året, og dermed har TV 2 stort set været i gang med nedskæringer i hele 2023.

”Processen har simpelthen været for lang. Hele 2023 har nærmest været én lang fyringsrunde,” siger Lennart Sten, der også kalder situationen uvant for TV 2, hvor man de seneste år ikke har været vant til så omfattende sparerunder som i andre dele af mediebranchen.

Den nuværende sparerunde kommer i forlængelse af et halvårsregnskab, hvor TV 2 har haft højere tilbagegang i annonceomsætningen på de traditionelle platforme end ventet.

I den forbindelse har TV 2’s finansdirektør, Carsten Topholt, kaldt fyringsrunden for ”rettidig omhu”, og han udtalte selv til TV 2, at brugerne ikke vil opleve TV 2’s produkter som forringede, men ”tværtimod opleve et stærkere produkt”.

45 fratrædelser i maj

Den seneste fyringsrunde på TV 2 foregik i foråret, hvor 22 medarbejdere i nyhedsafdelingen endte med at blive opsagt.

Der var tale om 10 faste medarbejdere og 12 løst tilknyttet ansatte.

I flere tilfælde havde TV 2 haft mulighed for at tilbyde medarbejderne en anden tilknytning, end de havde i forvejen.

Ud over dem, der blev opsagt, indgik 23 medarbejdere en aftale om frivillig fratrædelse.

I den nuværende fyringsrunde har det ikke været muligt for medarbejderne at søge om frivillig fratrædelse.

0 Kommentarer

Læs også

Fyringer

TV 2 afviser frivillige fratrædelser ved sparerunde

01. SEPTEMBER 2023
Fyringer

TV 2 skal igennem ny fyringsrunde

25. AUGUST 2023