Praktik

Stor mangel på praktikpladser: Nogle steder har de ikke modtaget én eneste ansøgning

Der mangler omkring 50 praktikpladser i år

En lejlighed med to værelser kan lejes for 3.000 kroner om måneden, og et helt hus på 156 kvadratmeter med syv værelser koster 7.500 kroner i månedlig leje.

Der er rig mulighed for at være aktiv i fritiden, hvis man er til vandsport eller aktiviteter i naturen.

Alligevel har Dagbladet Ringkøbing-Skjern modtaget lige præcis nul ansøgninger fra journaliststuderende, der skal i praktik efter sommerferien. Det samme er tilfældet for Ringkøbing-Skjern Kommune, der ligesom dagbladet også har slået en enkelt stilling op til kommende journalistpraktikanter. Herning Folkeblad har heller ikke modtaget nogen ansøgninger.

Det viser oversigten fra portalen PraktikMatch, der bliver brugt af arbejdspladser og studerende under hele praktiksøgningsprocessen.

Det sker på et år, hvor der ellers er akut mangel på praktikpladser.

Traditionen tro er der mange ansøgere til praktik hos arbejdspladser som Politiken, Berlingske, DR, TV 2, Ekstra Bladet og B.T.

Vil man øge sine chancer for at sikre sig en praktikplads i første runde, kan det derfor give rigtig god mening at søge andre steder hen. Det er nemlig ikke kun i Ringkøbing-Skjern, der er langt mellem ansøgerne. En række andre lokale og regionale medier har også få ansøgere per stilling.


Anderledes helt sort ser det ud for de studerende på tv- og medietilrettelæggelse.

Der er sendt ansøgninger til samtlige produktionsselskaber og arbejdspladser, der har slået praktikstillinger op.

Uventet stort underskud

Det var forventet, at der i år ville mangle praktikpladser, da de studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) igen skal i 18 måneders praktik.

Men at der ville mangle hele 50 pladser, er kommet bag på praktikudvalget, der peger på flere forklaringer. En af dem er, at flere medier har opgivet at slå praktikstillinger op, fordi erfaringen siger, at de alligevel ikke får dem besat.

Samtidig er der steder, hvor økonomien og produktionen ikke kører, som den plejer, på grund af den økonomiske situation.

Den uventede høje mangel på praktikpladser fik forleden både DMJX og Danske Medier til at komme med en klar opfordring til de studerende:

”Jeg vil indtrængende opfordre de studerende til at søge bredere: Regionalt, lokalt og hos specialmedier. Steder, hvor man måske ikke havde forventet at skulle have en praktikplads. Der er masser af spændende jobs på regionale og lokale medier, som vi håber bliver besat,” sagde DMJX’s prorektor, Jens Grund, i forrige uge til Journalisten.

Praktikopslagene blev offentliggjort den 17. april, og i tirsdags var der praktikmesse i Odense, hvor de studerende kunne snuse til repræsentanter for arbejdspladserne. Det er efter den messe, at de studerende skulle sende ansøgninger til praktikpladserne senest i fredags. I dag, mandag, afholdes der samtaler med ansøgere, og i løbet af den kommende uge vil der være første runde af praktikmatch, hvor arbejdspladserne tilbyder de studerende en stilling.

Men det er langtfra sikkert, at processen er afsluttet på fredag. Praktiksøgningen kan ende med at foregå hele vejen hen over sommerferien, fortalte Jens Grund forleden.

Til den tid håber prorektoren også, at man fra uddannelsernes side har løsninger på plads til dem, der kan ende med at stå uden plads.

0 Kommentarer

Læs også

Praktik

Uventet stort underskud af praktikpladser en uge forud for praktikmesse

12. APRIL 2023
Praktik

50 studerende kan stå uden praktikplads: ”Medierne skal kigge efter i hjørnerne”

14. APRIL 2023