Praktik

Uventet stort underskud af praktikpladser en uge forud for praktikmesse

Efter flere år med flere praktikpladser end praktikanter, ser billedet nu helt anderledes ud

”Det er virkelig ærgerligt.”

Sådan lyder det fra Martin Vestergaard, lektor og praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), forud for forårets praktikmesse, der bliver afholdt i næste uge.

En uge før messen står det nemlig klart, at en del af de mediestuderende på DMJX, RUC og SDU kommer til at stå uden praktikplads, når praktiksøgningsforløbet er overstået.

”Vi havde faktisk ikke forudset det her billede, og det er også kommet lidt bag på os. Det er der ingen tvivl om,” siger Martin Vestergaard.

215 opslag til 275 studerende

Lige nu er der omkring 215 praktikopslag, men i hvert fald 275 studerende på tværs af de praktiksøgende årgange på de forskellige uddannelser på DMJX, SDU og RUC, oplyser Martin Vestergaard.

Nogle studerende vælger formentlig at holde orlov efter sommerferien, mens andre søger praktik i udlandet, men det er alligevel stadig mindst 50 pladser, der mangler til kommende praktikanter.

Den umiddelbare forklaring er, at DMJX har genindført 18 måneders praktik efter ønske fra mediearbejdspladserne. De seneste år har praktiktiden været 12 måneder for de DMJX-studerende, og den kortere praktiktid har haft frigivet pladser løbende.

De seneste år er der arbejdspladser, der ikke har fået ansat en praktikant, selv om de gerne ville, simpelthen fordi der var for mange pladser til for få studerende.

Allerede i efteråret havde man forventet et underskud af pladser i forhold til antallet af studerende, men efterårets problem løste sig selv, da der var tale om mindre hold på de forskellige uddannelser.

”Nu er vi ude for, at alle uddannelser har fulde hold, og samtidig har vi også hørt fra praktiksteder, at de ikke orker mere, fordi de ikke har fået nogen ansøgere tidligere,” siger Martin Vestergaard.

Arbejdspladser er tilbageholdende

Derudover er der en faktor, som man fra praktikkoordinatorernes side ikke havde forudset.

”Det er en tydelig faktor, som er kommet bag på os. Der er en form for afmatning i markedet, hvor færre arbejdspladser slår pladser op. De melder tilbage til os, at de vil vente og se. Det er for eksempel produktionsselskaber, der i højere grad end normalt siger, at de er tilbageholdende, fordi de afventer ordrer og så videre.”

”Der er også steder, hvor der har været fyringsrunder, hvor man venter og ser,” siger Martin Vestergaard.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og hvad årsagerne er, er problemet klart: Der er færre praktikpladser slået op ved denne runde end for et halvt år siden.

Opfordrer arbejdspladser til at slå mere op

Martin Vestergaards appel til arbejdspladserne er derfor klar:

”Vi håber virkelig at kunne få nogle til at slå praktikpladser op igen. Vi har rykket en masse. De har ikke kendt det samlede billede og troet, at de ikke ville få nogen praktikanter. Vi håber også, at nogle af de store etablerede medier slår flere pladser op. Det er noget af det, der kan rykke allermest,” siger han.

Praktikopslagene offentliggøres senest mandag den 17. april, og dagen efter er der praktikmesse i Odense, hvor de studerende kan snuse til repræsentanter for arbejdspladserne.

De studerende skal sende ansøgninger til praktikpladserne seneste den 21. april, og mandag den 24. april afholdes der samtaler med ansøgere. Fire dage senere er der den første runde af praktikmatch, hvor studerende bliver tilbudt en praktikplads. Den anden matchrunde afholdes fredag den 28. april.

0 Kommentarer