Antallet af politiske skandaler er steget voldsomt, viser en ny international undersøgelse. Medierne er pressede til at fylde nyhedshullet, mener medieforsker Mark Ørsten.
Et nyt internationalt forskningsprojekt viser, at antallet af skandalesager i de skandinaviske medier er kraftigt stigende. I 1990'erne var der 31 politiske skandalesager, der ryddede forsider, mens der i 00'erne var 93, altså en tredobling. Det skriver Berlingske i dag.
Lektor og medieforsker på Roskilde Universitet Mark Ørsten mener, at der er et øget pres på medierne for at fylde sendefladen ud. Eksempelvis TV2 News sender døgnet rundt, og også de store dagblades hjemmesider har konstant brug for nyt stof. Og det afføder flere politiske skandalesager.
Tidligere i år viste en undersøgelse fra fagbladet Journalisten, at også personsagerne er i kraftig stigning i medierne, og det fjerner fokus fra substansen i de politiske sager. Men det er ikke kun medierne, der har skylden.
»Politikerne inviterer i højere grad medierne indenfor, så de kan vise sig selv som hele mennesker. Så bliver de også bedømt på det,« siger Mark Ørsten til Berlingske.
Selv om der har været mange historier om sikkerhedsskandaler – Den Hemmelige Krig og jægerbogssagen, for eksempel – er der en stigende tendens til, at medierne fokuserer på de moralske personsager, mener Mark Ørsten. Men hvor engelske og amerikanske medier har en tendens til at skrive om politikernes sexliv, er det mere politikernes arbejdsmoral, der optager skandinaverne.
»I Danmark og det øvrige Skandinavien er vi mere frisindede, og politikerne er langt mindre udtalte omkring familiemoralen. I Danmark rammes politikerne hårdest af økonomiske og arbejdsmæssige skandaler,« siger Mark Ørsten til Berlingske.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.