Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
To chefer er blevet opsagt på Fagbladet 3F, som lige om lidt udkommer med det sidste trykte magasin nogensinde.
Det erfarer Journalisten, ligesom MediaWatch mandag kunne erfare det samme.
Konkret er der tale om magasinchef Jesper Hyhne samt den konstituerede ansvarshavende chefredaktør Rikke Faurfelt.
3F's presseafdeling har for nuværende ingen kommentarer, oplyser den til Journalisten.
På LinkedIn bekræfter Rikke Faurfelt, at Fagbladet 3F skal i en ny strategisk retning, og at det bliver uden hende.
Mere strategisk
Ændringerne sker i forlængelse af en større omlægning af fagbladet, som gennem tiden har vundet adskillige journalistiske priser.
Blandt andet har 3F's hovedbestyrelse besluttet, at fagbladet skal have justeret sit fokus, så den i højere grad arbejder for at fremme de tre strategiske mål om ”flere medlemmer, flere overenskomster og stærkere tillidsvalgte.”
Ifølge Journalistens oplysninger betyder omlægningerne blandt andet, at der vil blive mindre plads til fri og uafhængig undersøgende journalistik på fagbladet.
Forude venter ansættelsen af en ny kommunikationschef, der endnu ikke er sat navn på.
Nævner ikke journalistik
I opslaget til stillingen fremgik det, at videreudviklingen af fagbladet ville blive et af ansvarsområderne for den nye kommunikationschef, som konkret får titlen som ”chef for branding, kommunikation og produktudvikling”.
Ordet 'journalistik' ikke nævnt én eneste gang i opslaget. I stedet fremgik det, at den kommende chefs udvikling af fagbladet skulle ske med ”øget fokus på medlemsværdi, relevans og strategisk retning”.
Ændringer på Fagbladet 3F har tidligere skabt bekymring for den undersøgende journalistisk fremtid på mediet.
I februar 2025 fyrede Fagbladet 3F tre erfarne graverjournalister, som tilsammen havde vundet 12 journalistpriser i deres tid på Fagbladet 3F.
Fyringerne skete som led i en sparerunde på over 100 millioner kroner, hvor 23 3F-medarbejdere blev fyret, heriblandt de tre journalister.
Her fremgik det også, at sidste trykte udgave af Fagbladet 3F ville udkomme i sommeren 2026, og at mediet derefter vil udkomme på hjemmeside, med et nyhedsbrev og gennem en app.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.