Omlægning

Store ændringer på Fagbladet 3F: Journalistikken skal fremme ”strategiske mål”

Tirsdag blev Fagbladet 3F’s journalister på et møde orienteret om, at der med ansættelsen af en ny kommunikationschef er et kursskifte på vej på det prisvindende fagblad.

Der er store ændringer på vej på Danmarks største fagblad, det prisvindende Fagbladet 3F.

Det står klart efter et internt møde tidligere på ugen, hvor forbundsformand Henning Overgaard orienterede journalisterne om et fokusskifte i retning mod mere strategisk journalistik.

De bekræfter Flemming Machholdt, centerchef for ledelse og kommunikation i 3F, over for Journalisten.

”3F’s hovedbestyrelse har besluttet, at kommunikationsafdelingen, som Fagbladet er en del af, justerer sit fokus, så den i højere grad arbejder for at fremme de tre strategiske mål om flere medlemmer, flere overenskomster og stærkere tillidsvalgte, som 3F har sat,” forklarer han.

Ifølge Journalistens oplysninger betyder det blandt andet, at der fremover bliver mindre plads til fri og uafhængig undersøgende journalistik på Fagbladet, der tidligere er blevet kaldt ”et fyrtårn” for graverjournalistik på fagblade.

Ny chef får fagbladet under sine vinger

Ændringerne på fagbladet og i kommunikationsafdelingen kommer i forbindelse med, at en ny kommunikationschef tiltræder. Det job blev onsdag slået op.

Af opslaget fremgår det, at videreudviklingen af Fagbladet bliver et af ansvarsområderne for den nye ”chef for branding, kommunikation og produktudvikling”.

Ordet ’journalistik’ nævnes dog ikke én eneste gang i opslaget.

Til gengæld står der, at den kommende chefs udvikling af Fagbladet skal ske med ”øget fokus på medlemsværdi, relevans og strategisk retning”.

Tidligere har 3F’s kommunikationschef også haft titel af ansvarshavende chefredaktør for Fagbladet. Men umiddelbart nævner jobopslaget ikke, at den nye chef også får den titel.

3F’s pressechef Lasse Ravnø oplyser dog til Journalisten, at der fortsat er lagt op til, at der skal være en ansvarshavende chefredaktør for Fagbladet. Men meget er endnu uklart, understreger Flemming Machholdt, centerchef for ledelse og kommunikation i 3F.

”På nuværende tidspunkt ligger der ikke en færdig plan for, hvordan forandringerne skal udmøntes. Det betyder så også, at vi ikke kan svare på alle spørgsmål nu, og at vi ikke har yderligere at tilføje for øjeblikket,” skriver han.

Fyrede tre prisvindende journalister

Det er anden gang inden for bare et år, at ændringer på fagbladet 3F skaber bekymring for den undersøgende journalistiks fremtid på mediet.

I februar 2025 fyrede Fagbladet 3F tre erfarne graverjournalister, som tilsammen havde vundet 12 journalistpriser i deres tid på Fagbladet 3F.

Det fik Sabrine Mønsted, bestyrelsesmedlem i specialgruppen Organisationsgruppen i DJ, der samler medlemmer i organisationer, til at udtrykke bekymring.

”Jeg frygter, at det kan betyde, at man prioriterer graverjournalistikken mindre, når man vælger at fyre nogle af de mest erfarne graverjournalister,” sagde hun dengang.

Fyringerne skete som led i en sparerunde på over 100 millioner kroner, hvor 23 3F-medarbejdere blev fyret, heriblandt de tre journalister.

Seneste offentliggjorte regnskab viser, at 3F i 2024 havde et driftsunderskud på cirka 298 millioner kroner.

Journalisten har spurgt Rikke Faurfelt, som pt. er konstitueret i rollen som ansvarshavende chefredaktør for fagbladet, hvad de varslede ændringer får af konsekvenser for journalistikken. Hun henviser til forbundets pressechef, Lasse Ravnø.

0 Kommentarer