3F er Danmarks største fagforening. Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix
Det er tre erfarne graverjournalister – og nogle af de største vindere af journalistpriser på Fagbladet 3F – som tidligere på ugen fik at vide, at de er blevet opsagt i forbindelse med en sparerunde.
Tilsammen har de tre journalister vundet 12 journalistpriser i deres tid på Fagbladet 3F.
Karsten Østergaard vandt Kristian Dahls Mindelegat i 2018, mens Morten Halskov i alt har vundet syv priser, herunder Bordingpriser, FUJ-priser og O-priser plus to nomineringer til Cavlingprisen.
Asger Westh har hentet fem journalistpriser hjem til Fagbladet 3F.
Med afskedigelserne siger Fagbladet 3F dermed farvel til tre af de medarbejdere, der har sikret, at Fagbladet 3F levede op til sin målsætning om at lave undersøgende journalistik inden for områder som social dumping, ligestilling og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Et fyrtårn
Sabrine Mønsted, bestyrelsesmedlem i specialgruppen Organisationsgruppen i DJ, der samler medlemmer i organisationer som 3F, beskriver Fagbladet 3F som et ”fyrtårn” for gravende journalistik på fagblade.
Bladets afsløringer har nemlig gjort en forskel ikke kun for medlemmerne af 3F, men for samfundet generelt.
”3F har vundet O-prisen en del gange og har været nomineret mange gange,” siger Sabrine Mønsted.
Ved O-gruppens generalforsamling på Gammel Strand i går var Fagbladet 3F endnu en gang nomineret til O-prisen.
Sabrine Mønsted siger, at der blandt de fremmødte var en bekymring for, at der med fyringerne vil komme mindre undersøgende journalistik på Fagbladet 3F.
”Jeg frygter, at det kan betyde, at man prioriterer graverjournalistikken mindre, når man vælger at fyre nogle af de mest erfarne graverjournalister,” siger Sabrine Mønsted.
Graverjournalistik er fortsat vigtigt
Journalisten har spurgt den konstituerede ansvarshavende chefredaktør Rikke Faurfelt, om Fagbladet går væk fra den undersøgende journalistik.
Hun skriver, at undersøgende journalistik fortsat er vigtigt:
”Vi vil lave journalistisk indhold, der er relevant for medlemmernes arbejdsliv. Det omfatter journalistik, der hjælper og inspirerer dem, hvor undersøgende journalistik fortsat er en vigtig hjørnesten,” skriver hun i en mail.
Fyringerne sker som led i en sparerunde, hvor 3F fyrer 23 medarbejdere, heriblandt de tre journalister.
I stedet bliver der ansat to nye journalister, som bliver en del af fagbladets digitale omstilling, når Fagbladet ikke længere skal udkomme på tryk.
Om den beslutning siger Rikke Faurfelt:
”Vi har vurderet, at sammensætningen af kompetencer på redaktionen skal være anderledes, og to af de tre stillinger vil derfor senere blive genbesat med nye digitale kompetencer,” skriver Rikke Faurfelt.
Ud ad døren med oprejst pande
Ingen af de tre fyrede journalister har nogen kommentarer til Journalisten.
Asger Westh siger dog, at han kommer til at savne sine dygtige kolleger, og Morten Halskov ”håber det bedste for dem i fremtiden”.
Karsten Østergaard forklarer, at han er stolt over at have arbejdet på Fagbladet 3F.
”Vi har fået lov til at gøre en forskel, og det kan vi være stolte over. Vi kan gå ud ad døren med oprejst pande,” siger han.
Fagbladet 3F er Danmarks største fagblad og er udkommet på tryk siden 2006. I 2023 havde 3F et driftsunderskud på cirka 260 millioner kroner. Resultatet for 2024 er endnu ikke blevet offentliggjort. Egenkapitalen i 2023 lød på over 7,5 milliarder kroner.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.