DJ-formand Tine Johansen. Flemming Leitorp
Dansk Journalistforbund har fået Tine Johansen som ny formand. Det meddeler DJ på sin hjemmeside.
I meddelelsen takker hun Lars Werge for hans indsats som DJ's formand:
”Han har ydet en kæmpe indsats for forbundet gennem mange år, og han har altid stået på medlemmernes side”, udtaler Tine Johansen, der hidtil har været næstformand.
Opbakningen var væk
Tidligere i dag trak Lars Werge sig som DJ-formand efter et møde i hovedbestyrelsen.
”Forløbet har vist mig, at jeg ikke længere har opbakning i hovedbestyrelsen,” skrev Lars Werge på Facebook.
I en udtalelse i forbindelse med ansvarshavende redaktør Øjvind Hesselagers fratrædelse fra fagbladet Journalisten, udtalte Lars Werge fredag:
”Øjvind har været en passioneret redaktør, som har lagt liv og sjæl i udvikling af bladet. Men hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation,” sagde Lars Werge
Bladet skal have ny redaktør
Tine Johansen og hovedbestyrelsen slår i dag fast, at Journalistens frihedsbrev står ved magt.
”Der hersker ingen tvivl i DJ’s hovedbestyrelse om, at den ansvarshavende redaktør på fagbladet Journalisten fortsat skal have frihedsbrev. Vi insisterer på, at forbundet fortsat bliver kigget kritisk efter i sømmene,” siger Tine Johansen på DJ’s hjemmeside.
Men det bliver ifølge Tine Johansen med en ny redaktør ved roret:
”Frihedsbrevet opfylder en vigtig funktion i vores medlemsdemokrati, og det er uændret, selvom der nu kommer en ny ansvarshavende redaktør”, udtaler hun.
Hun henviser til, at DJ dagligt kæmper for medlemmernes ret til og mulighed for at bedrive kritisk journalistik.
”Derfor er det helt selvfølgeligt, at vi skal have et fagblad, der kan gøre det samme, også selvom det kan betyde kritiske historier om forbundet,” forklarer hun.
HB skal drøfte redaktørprofil
På spørgsmålet om, hvilke tanker hovedbestyrelsen gør sig om profilen på den nye redaktør, svarer Tine Johansen på hjemmesiden:
”Som det fremgår af frihedsbrevet, skal Journalisten være et uafhængigt og kritisk fagblad, der skal opfylde alle medlemmers behov og afspejle deres forskellige fagligheder. Det bliver efter min mening et vigtigt omdrejningspunkt i rekrutteringsprocessen. Men nu tager vi os i hovedbestyrelsen god tid til at drøfte, hvilke ønsker vi har til en ny profil, og så kommer der et stillingsopslag til efteråret,” afslutter den nye formand.
Ifølge DJ’s vedtægter vælger hovedbestyrelsen en ny næstformand i sin midte. Det sker på det førstkommende hovedbestyrelsesmøde.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er ingen tvivl om, at krænkelsessagen forpestede luften mellem DJ og Journalisten og det er i det lys, at fyringen af Øjvind skal ses. Krænkelsessagen efterlader ekstremt lidt manøvrerum for DJ i forhold til at angribe den budbringer, der afdækkede sagen.
Det efterlader et helt afgørende punkt, som hurtigst muligt bør afklares:
Lars Werge skriver på Facebook, at Hovedbestyrelsen enedes om at give mandat til at forhandle en frivillig fratrædelse med chefredaktøren.
Det var bare ikke en frivillig fratrædelse det endte med, men en fyring. Gav hovedbestyrelsen mandat til at fyre chefredaktøren?
Lars Werge skriver videre, at det var "en vending" i udmeldingen, der udløste vrede, og at forløbet har vist, at han ikke længere har opbakning i Hovedbestyrelsen.
Jeg er ikke enig. For mit eget vedkommende var det ikke vendingen, men selve handlingen - altså fyringen - der udløste vrede.
Det er ekstremt problematisk at fyre en redaktør på baggrund af afdækning af en møgsag.
Det er helt vildt, at det er et journalistforbund, der fyrer sin redaktør efter afdækningen af forbundets egen møgsag.
Vedrørende den pågældende vending siger Lars Werge det ikke direkte, men jeg antager, at det er denne vending han sigter til: "Men hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation."
Er det selve fyringen, eller er det alene vendingen, der udløste vrede i Hovedbestyrelsen?
Vi er helt inde i kernefunktionen af frihedsbrevet.
I det nyhedsbrev, der blev sendt ud fra DJ i dag står der at "Det er vigtigt for Tine Johansen og hovedbestyrelsen at slå fast, at Journalistens frihedsbrev står ved magt." Det er bare ikke nok. Hvis fyringen af redaktøren står ved magt, så er frihedsbrevet reelt annulleret, uanset hvad DJ melder ud i ord og tale.
Umiddelbart handler det om den redaktionelle frihed på Journalisten. Men samtidig handler det om forbundets troværdighed, når det udtaler sig om behovet for åbenhed og journalistisk frihed.
Jeg håber, at hovedbestyrelsen vil vise rettidig omhu og afklare disse spørgsmål.
Derudover er jeg ked af, at Lars Werge går af. Jeg har haft et godt og solidt samarbejde med ham omkring kampen for åbenhed og mod offentlighedsloven og har kunnet følge en stærk og professionel indsats. Tak for det, Lars.
Flere