
Halvor Ekeland er efterfølgende blevet interviewet af en lang række norske og internationale medier, siger de. Foto: Morgane Fauconnier/Journalisten.no
Sportsjournalist Halvor Ekeland og fotograf Lokman Ghorbani fik ikke lov til at arbejde frit, da de for nyligt skulle lave optakt til VM-slutrunden i Doha i Qatar.
Som det også tidligere er blevet beskrevet i Journalisten, blev de to NRK-medarbejdere tilbageholdt i 32 timer af de lokale myndigheder, hvor de blandt andet blev udsat for lange forhør.
Det fortæller Halvor Ekeland til den norske pendant til Journalisten. Han oplevede, at politiet var særligt interesseret i alle de detaljer, man normalt beskytter som journalist: Hvor de havde været, hvem de havde talt med, og hvad de havde lavet.
”De råbte ad os og lød vrede. De råbte af, hvordan vi sad, eller fordi vi ikke rejste os, da deres chefer kom ind ad døren,” siger Halvor Ekeland.
Skrev under på arabisk dokument
Ved løsladelsen blev de to bedt om at skrive under på et dokument på arabisk:
”Vi ved stadig ikke, hvad vi har skrevet under på,” siger Halvor Ekeland, der efterfølgende har fået hjælp fra NRK’s sundhedsforsikring.
Qatar har selv forklaret, at man fra diktaturets side mente, at de to journalister havde bevæget sig ind på privat område for at filme. Ifølge Ekeland havde de opsøgt et område i Doha, hvor migrantarbejdere bor, og havde også fået tilladelse til at være der.
To valg
Inden turen blev de to forsikret om, at de frit kunne arbejde journalistisk. Det tror han dog ikke længere på:
”Hvis du tager til Qatar som journalist, har du to muligheder. Enten kan du være sikker på, at du ikke gør noget galt, og så komme tilbage uden journalistik. Ellers kan du udvide rammerne lidt og komme hjem med noget. Jeg ville gerne vende hjem med journalistik. Med det sagt, så ville jeg selvfølgelig gerne have undgået at ende i en isolationscelle,” siger han til Journalisten.no.
Anholdelsen af de to journalister førte til bred kritik fra den internationale medieverden. Herhjemme fik anholdelsen for eksempel Dansk Journalistforbund til at melde ud, at man frarådede alle danske journalister at tage til Qatar. Den melding blev kritiseret af organisationen Play The Game.
Senest har organisationen Danske Medier og den verdensomspændende presseorganisation World Association of News Publishers forsøgt at lægge pres på fodboldforbundet FIFA for at sikre, at Qatar vil sikre pressefrihed til VM.
Onsdag i sidste uge bragte Danske Mediers direktør, Mads Brandstrup, sagen om de norske journalister op til generalforsamlingen i World Association of News Publishers.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.