
24syv/Loud har sendt siden april 2020. Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix (red. Jo)
Radiokanalen 24syv, der tidligere gik under navnet Loud, kæmper fortsat med lave lyttertal.
I hvert fald hvis man skal tro Kantar Gallups ugentlige radio-meter-målinger, hvor 24syv i gennemsnit havde blot 11.500 ugentlige lyttere sidste år, skriver MediaWatch.
Den beskedne interesse for at stille ind på kanalen bringer mindelser om 24syvs lyttertal i 2020 og 2021, hvor lytningen i perioder var så lav, at den ikke kunne måles.
Spørger man Lars Schmidt, administrerende direktør for Kulturradio Danmark, der står bag 24syv, sætter han imidlertid større lid til en helt anden lyttermåling, hvor tallene for 24syv falder betydeligt bedre ud.
Målingen hedder ’Gallup Lokalradio Index’, og den viser, at 24syv i 2. halvår af 2022 havde 256.000 lyttere om ugen.
Det er mere end 20 gange så mange lyttere som radio-meter-målingen, som ellers er den mest brugte målemetode i branchen.
Lars Schmidt erkender, at han ikke er statistiker, og han har ikke en teknisk baggrund for at udtale sig om de forskellige målingssystemer.
”Det skal jeg være ærlig og sige. Men mine egne tanker er, at vores måde at distribuere lyd på ikke bliver repræsenteret ordentligt af radio-meter-målingerne fra Gallup,” siger Lars Schmidt.
Ens for alle
Da Journalisten i 2021 skrev om de to forskellige metoder til at måle radiolytning, forklarede Frank Klausen, vicedirektør i Kantar Gallup, at radio-meter-målingerne af tekniske årsager ikke omfatter lyttere, der hører radio med høretelefoner på. Men det er et vilkår for alle radiokanalerne i målingen.
“Metoden er jo ens for alle – P3 har også mange lyttere, der bruger høretelefoner, som de ikke får talt med,” sagde Frank Klausen.
Men Lars Schmidt vælger at tro på de høje lyttertal fra lokalradioindekset, fordi meget ifølge ham taler for, at de giver det mest retvisende billede.
Han henviser for eksempel til, at 24syvs tal for tidsforskudt lytning (downloads) understøtter, at den lineære lytning (flow radio) også er høj.
”Når jeg kigger på vores tidsforskudte lytning, ligger vi på 300.000 downloads om ugen, og så kan jeg ikke forstå, at vi skulle ligge så lavt på lineær lytning,” siger han.
Oveni får 24syv dagligt masser af respons fra lytterne. Det indikerer, at folk derude lytter til stationen, siger han.
”Så jeg kan ikke få det til at hænge sammen med de lave lyttertal. Det må jeg være ærlig og sige,” forklarer Lars Schmidt.
24syv ramt af stor forskel
På lokalradioindekset ligger 24syv ifølge Lars Schmidt ”midt i feltet” af danske kulturradiokanaler.
P3 har 1,9 millioner ugentlige lyttere, P1 har 1,3 million lyttere, Radio4 har 336.000 lyttere, mens P6 Beat ligger på 197.000 og P8 Jazz på 189.000.
Lars Schmidt hæfter sig ved, at tallene for de andre kanaler ligger forholdsvis tæt på hinanden – uanset hvilken målemetode, man bruger.
Men for netop 24syv er forskellen ”megastor”.
”Jeg tror, det er, fordi vores målgruppe er yngre, og fordi folk har svært ved at finde kanalen, fordi vi kun sender på DAB,” siger han.
Men nu har du jo nogle tal, der viser, at ret mange lyttere rent faktisk har fundet jer på DAB. Så når tallene i de to målinger er så forskellige, er det så, fordi I har overdrevent mange lyttere, der bruger høretelefoner?
”Jeg er ikke tekniker. Men jeg undrer mig over forskellen. I hvert fald synes jeg, at tallene viser, at præmissen om, at vi er en radio uden lyttere, er forkert.”
Hvis sandheden er, at tallene kun er 11.000 personer om ugen, hvad viser det så?
”Så ville jeg være ærgerlig over det, fordi vi netop gør meget ud af at sende lineært. Hvis det er sådan, så må vi trods alt glæde os over, at 300.000 lytter til os tidsforskudt,” siger Lars Schmidt.
En gang til for prins Knud
Det er ikke første gang, talkrigen raser om 24syvs lyttertal.
Journalisten skrev om striden og de metodiske udfordringer i 2021.
Dengang var spørgsmålet, om Loud havde nul lyttere eller 41.000, som kanalen selv hævdede med henvisning til lokalradioindekset.
Mads Brügger med en fortid som kanalchef på den originale Radio24syv mente, at Loud med nul lyttere i målgruppen ”selvfølgelig bør lukkes”.
Til det forklarede den daværende digitale direktør, Rasmus Mark Pedersen, ”en gang til for prins Knud”, at lokalradioindekset er mest dækkende, fordi det er baseret på interviews med omkring 8.000 personer.
Metoden bag radio-meter-målingerne er en helt andet. Her har Kantar Gallup udstyret 2.000 personer med en mikrofon, der ”lytter med”, når radioen er tændt – men den virker bare ikke, hvis man lytter til radio med høretelefoner på.
Over for Mediawatch oplyser Kantar Gallup, at måleinstituttet ikke kan kommentere tallene fra lokalradioindekset, da der er tale om tal til internt brug, som radiostationerne selv har besluttet ikke må videregives til eksterne parter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.