search

Fra Lars Trier Mogensen lyder det, at Stig Ørskov har ”den mest magtfulde og indflydelsesrige post i den danske medieverden”. Hovedpersonen selv er dog noget mere påpasselig med at tale om magt. ”Begynder man at bilde sig selv ind, at man har magt, er chancen for at blive korrumperet så meget desto større,” siger Stig Ørskov. Foto: Martin Bubandt

i

Stig Ørskov: ”Tog jeg et vejtræ i morgen, skulle de nok finde en ny”

Engang var Stig Ørskov bonderøv og blodrød kommunist. I dag er han landets måske mest magtfulde mediemenneske som chef for JP/Politikens Hus. Han elsker skænderier og beskrives som en hård nyser. Men han er ved at være færdig med kampene i den danske mediebranche – nu skal han indtage verden

Stig Ørskov skubber et stykke papir frem og placerer det midt imellem os. Det vender, så han endnu ikke afslører, hvad der står på det.

“Jeg har lavet nogle spilleregler,” siger han og stirrer på mig med sine intense, blå øjne.

Vi sidder i hans gemakker, hjørnekontoret på 4. sal i Politikens Hus, og vores første møde er ikke et interview. Det er en audiens. Stig Ørskov har aldrig sagt ja til et portræt før, og det er tydeligt, at han er ved at vurdere, om han kan stole på mig.

Jeg havde regnet med, at han ville gå lige til biddet, men den første lange tid brugte han på at spørge ind til min lillebror, som jeg i en mail har fortalt har autisme.

Stig Ørskov har selv Osvald på seks år, der har infantil autisme. Det fylder meget for ham.

Efter en halv time er han klar til at lægge kortene på bordet.

”Jeg har jo skullet gå nogle gange rundt om mig selv, da jeg fik din mail,” siger han.

”Men jeg kommer til at sige ja. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke sidde i den rolle i det her hus og sige nej.”

Han vender papiret om og afslører, hvad der står:

1. Du skal gå hårdt og kritisk til mig.

2. Du skal også interviewe mine største kritikere og konkurrenter.

3. Fokus skal være det professionelle – ikke det private.

”Jeg har jo læst en del af det, du har skrevet. Jeg regner med, at du er kritisk. Og at du vil behandle mig fair. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er noget, hvor du ikke må gå kritisk til mig,” siger han.

Men jeg kommer også til at stille personlige spørgsmål. Så må du jo sige til, hvis du ikke vil svare på dem …

”Selvfølgelig. Du må stille alle de spørgsmål, du vil,” siger han.

Straks finder han to datoer til interview i sin kalender. Ingen grund til at spilde mere tid end højst nødvendigt.

Stig Kirk Ørskov

Født den 11. december 1970 i Ringkøbing.

B.Sc i Public Economics and Regulation fra Roskilde Universitet.

Adm. direktør for JP/Politikens Hus.

Tidl. erhvervsredaktør og chefredaktør på Politiken.

Tidl. erhversredaktør på Dagbladet Dagen.

Medforfatter til bogen ’Mærsk – manden og magten’.

Tidl. formand for Danske Medier. Næstformand i World Association of News Publishers.

Bor med sin hustru, Anne Mette Kirk, i København. Far til Vigga, Leo og Osvald.

Skænderier og uvenner

Stig Ørskov har ikke særligt mange venner – særligt ikke i medieverdenen. Og det har han det fint med.

”Der kommer et mærkeligt filter ind i samtaler med folk, der ikke kender mig. Folk griner af selv mine dårligste vittigheder. Det er frygteligt at opleve.”

Stig Ørskov

Han kan ikke lide at spise i kantinen hos Politiken. Det har han aldrig kunnet. Han vil hellere sidde for sig selv og går ikke særligt meget op i det sociale i at arbejde – de tætteste relationer har han til sine kolleger i direktionen.

Men forholdene er først og fremmest professionelle.

”For mig er det at spise frokost noget af det værste, jeg ved. Jeg går nogle gange og undrer mig over det. Men jeg er ikke interesseret i at have mine private, personlige følelser på spil over for folk,” siger han.

”Der kommer et mærkeligt filter ind i samtaler med folk, der ikke kender mig. Folk griner af selv mine dårligste vittigheder. Det er frygteligt at opleve.”

Det skyldes måske især, at Stig Ørskov har den rolle, han har.

Lars-Bo Larsen er tidligere tillidsrepræsentant på Politiken gennem 15 år. Han tror ikke, Stig Ørskov var særlig vellidt på redaktionen: ”Mange syntes, at han var alt for hård og skarp.” Foto: Martin Bubandt

Den er svær at sætte ord på for ham. Men spørger man Lars Trier Mogensen, der har arbejdet sammen med ham på Information, Dagen og Politiken, er der ingen tvivl:

”Stig Ørskov har den mest magtfulde og indflydelsesrige post i den danske medieverden,” siger han.

”Generaldirektøren i DR kan konkurrere med det. Men den frihed og selvstændighed, du har i JP/Politikens Hus til at bestemme over dine penge, er uden sammenligning.”

Billedet som reserveret kan Lars-Bo Larsen, tidligere tillidsrepræsentant på Politiken i 15 år, godt genkende.

”Jeg tror ikke, han var generelt vellidt på redaktionen. Mange syntes, at han var alt for hård og skarp,” siger han.

Men:

”Når vi skulle forhandle, var han klar i sine holdninger. På den måde havde jeg det meget godt med ham. Der var ren røv at trutte i. Ingen lusk.”

En prominent placeret person i mediebranchen takker nej til interview med begrundelsen, at man ”ikke skal blive uvenner med Stig Ørskov på grund af hans placering i branchen”.

Skal man passe på med at træde dig over tæerne eller blive uvenner med dig?

”Det håber jeg virkelig ikke. Og jeg er ked af at høre, hvis nogen har det sådan. Jeg er ikke bange for konflikter og kan godt lide folk, der går i haserne på mig. Men jeg kan godt forstå, folk tænker det,” siger Stig Ørskov.

Konkurrenten Krab

En af dem, han godt kan ryge i totterne med, er Berlingske Medias adm. direktør, Anders Krab-Johansen. Han var nyhedschef under Stig Ørskov på Politiken og smækkede meget famøst med døren i 2010, da Tøger Seidenfaden ikke mente, han var klar til at blive chefredaktør på avisen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Stig Ørskov mener, Anders Krab ikke opførte sig ordentligt, da han forlod avisen.

”Men det var dengang,” siger han.

”I dag kan Anders og jeg godt være meget direkte uenige. Vi er begge formet af den journalistiske muld, så det kan vi klare. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg meget gerne vil vinde de kampe, vi har med hinanden.”

Anders Krab-Johansen takker nej til at deltage i et interview, da jeg spørger ham.

Det er måske også Stig Ørskovs lyst til konflikt, der gør, at han intet problem har haft med at bruge sin magt på at kæmpe for indskrænkninger af DR, som han synes laver alt for meget journalistik på nettet (”Hvis jeg åbner en bager og selv tjener mine penge, og staten så åbner en bager lige ved siden af og forærer brødet væk, så får jeg altså svært ved at sælge brød”).

Han er heller ikke bange for at sige, at han mener, alt for mange medier bruger alt for meget tid på at tænke på, hvordan de får penge fra staten frem for at udvikle god journalistik. Især i provinsen.

Han understreger, at han selvfølgelig ikke skal bestemme, hvad de gør på andre medier.

”Man skal være varsom med at ordinere en bestemt type medicin,” siger han.

Alligevel synes han måske godt, at de ligesom ham kunne bruge meget mere tid på at lade sig inspirere af, hvad udenlandske medier gør. Og han føler, han kan sige det med ”en vis legitimitet”.

”Da vi sagde, vi ville tjene penge på digitale abonnenter, blev vi grinet væk. Sikke nogle tåber, vi var. Jeg synes, vi rent faktisk nu kan sige, at vi ved, hvad vi taler om.”

En idiot med en taktstok

Da jeg bringer magten på banen i vores første interview, er Stig Ørskov stille i mere end 10 sekunder, mens han tænker.

”En drivkraft for mig har været at udfordre det autoritære. Derfor er det ikke helt komfortabelt for mig at have magten i det omfang, jeg har.”

Imens han taler, viger han ikke et øjeblik fra øjenkontakt, og det er nemt at forestille sig, at han vil vinde en stirrekonkurrence med selv de mest hårdføre politikere, redaktører og tillidsrepræsentanter.

”Men når jeg tøver, er det ikke bare for syns skyld. Jeg mener, at huset i sig selv holder magten i skak,” siger han.

Ifølge Stig Ørskov er det særdeles vigtigt, at man i en position som hans bevarer ydmygheden. ”Hvis den her virksomhed skal fungere, kommer vi ingen vegne, hvis en idiot står og svinger alene med en taktstok,” siger han. Foto: Martin Bubandt

Kort forklaret peger han på, at han ikke selv har magten til at bestemme, hvem der sidder som chefredaktører rundt i huset. Her skal han finde opbakning fra både sin direktion og bestyrelsen, ”selv om jeg da kan pege på dem, jeg mener er de rette”, siger han og tilføjer:

”Og jeg blander mig slet ikke i det redaktionelle på aviserne.”

Helt grundlæggende mener Stig Ørskov, at hans rolle er at sikre JP/Politikens Hus en fantastisk økonomi – uanset hvad. Kun sådan mener han, at han kan sikre husets aviser friheden til ikke at blive påvirket af politikere eller andre magthavere.

”Min vigtigste opgave er at vogte over det frie ord,” siger han.

”Magt korrumperer. Og begynder man at bilde sig selv ind, at man har magt, er chancen for at blive korrumperet så meget desto større.”

Stig Ørskov

Hvert år de seneste 10 år har JP/Politikens Hus haft et overskud på over 100 millioner kroner. Egenkapitalen er i den periode steget fra 895 millioner kroner til 2,4 milliarder kroner.

”Og vores frihed er stor,” siger han. ”Men du ved, det der magtord. Det skal du passe på med. Der er 27 forskellige definitioner af det.”

Du er skeptisk over for begrebet. Hvad tænker du, når du hører ordet magt?

”At magt korrumperer. Og begynder man at bilde sig selv ind, at man har magt, er chancen for at blive korrumperet så meget desto større. Men er man opmærksom på, at man har et stort ansvar, skal man også have en enorm ydmyghed.”

Hvorfor er det så vigtigt?

”Fordi man trods alt har så meget indflydelse, som man har. Hvis den her virksomhed skal fungere, kommer vi ingen vegne, hvis en idiot står og svinger alene med en taktstok.”

Stig Ørskov har faktisk brugt alt for meget tid på at stå og være en idiot med en taktstok.

”Der er med statsgaranti journalister, der har følt, at de ikke blev hørt, da jeg var redaktør. Det var jeg også rigtigt dårlig til i mine første år som direktør. Jeg troede, jeg havde svaret på alle spørgsmålene,” siger han.

Bonderøv fra Vestjylland

Allerede i barndommen blomstrede Stig Ørskovs evner for solidt købmandskab. Han voksede op med sine forældre og to søskende i den lille by Tim et stykke nord for Ringkøbing, hvor der boede lige knap 1.000 mennesker.

Han var en bonderøv.

”Det var et fint sted at vokse op, men i og med at jeg ikke var god til fodbold, ikke var god til knallerter og ikke skulle have jagttegn, så vidste jeg godt, at det ikke var der, jeg skulle være,” siger han.

Det er vores andet interview, og vi trasker igennem Kongens Have. Han har afleveret sin ældste knægt, Leo, i skolen og er klædt i en forvasket hættetrøje og et par neonorange og blå sneakers fra Nike. Han har foreslået at gå den vej, så han kan nå hjem, hente sin cykel og komme hurtigt ind til kontoret bagefter.

Forældrene arbejdede meget.

”Privatliv og arbejde gled sammen,” siger han og fortæller, at begge forældre var ansat i den lokale foderstofforretning.

Det smittede af på ham, og han fik hurtigt smag for at tjene penge.

”Fra jeg var ni år, gik jeg med Jyllands-Posten. Ud over ruten kunne jeg sælge mellem 50 og 75 aviser i løssalg. Det var et enormt incitament. Jeg kørte hele Tim rundt og prøvede at prakke folk avisen på.”

Da han var 13, begyndte han også at arbejde hos en landmand, hvor han ofte fik ansvar for flere hundrede grise og køer. Og der var ingen kære mor, når der var problemer.

”Man blev sat i sving med det samme. Farede søerne, så skulle jeg tage mig af det. Skulle grisene kastreres, gjorde jeg også det. Og skulle jeg i marken, så var det op på den store Massey Ferguson-traktor,” siger han og gnægger.

”Det var enormt formativt for mig.”

De blodrøde år

Vi har sat os på en bænk i Kongens Have. Stig Ørskov strækker benene helt ud og læner sig tilbage på den hårde bænk, som var det en sofa.

I løbet af sine teenageår forvandlede bonderøven sig til kommunist. Han er ikke stolt over det, og han slår en næsten overgearet latter op, da han fortæller, hvordan han blev tiltrukket af den ekstreme venstrefløj på Thisted Gymnasium.

”Jeg skulle gøre noget helt andet end mine forældre. De har altid været indbegrebet af gode Venstre-folk. Jeg blev blodrød,” siger han.

Men den venstreorienterede uskyld blev forvandlet til skam, da Berlinmuren styrtede sammen i 1989, og kommunisternes mange forbrydelser mod sit eget folk åbenbarede sig.

”Det var en opvågning i så ung en alder at finde ud af, hvor meget fejl man kan tage … Det er åndssvagt at sige, men jeg ville næsten ønske, at flere oplevede at tage så massivt fejl,” siger han – ungdomsoprøret blev lagt på hylden.

”De værdier, jeg er vokset op med i mit hjem, de var ikke helt tovlige. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have mødt en fordom i mit hjem. Man talte ikke dårligt om nogen, og man udskammede ikke nogen.”

”Jeg kunne ikke sove om natten”

Det var en juleaften hjemme hos familien i midten af 90’erne, at Stig Ørskov brød grædende sammen.

Han var 24 år og forretningsfører på det nu hedengangne Månedsbladet Press, der både fungerede som kronjuvel i dansk journalistik, et aktivistisk kollektiv, en højskole og et absolut galehus.

”Jeg var helt bleg. Jeg begyndte at sidde og tude juleaften, fordi presset havde været så hårdt, og nu kunne jeg endelig slappe af,” siger han.

Bladet havde en egenkapital, der konstant var i minus med en til to millioner kroner. Hver måned kæmpede Stig Ørskov for at få henstand på betalinger hos trykkeriet, så bladet kunne udkomme. Det var meget for en ung økonomistuderende, der en håndfuld år forinden var stukket af sted til København dagen efter den sidste studenterfest.

”Jeg kunne ikke sove om natten og var hele tiden angst for, at vi ikke ville udkomme, og at det var min skyld. Det har givet en forsigtighed. At være likvid, det er fandeme vigtigt.”

Stig Ørskov

”At stå og kigge på en kasse, der var tom … det var lige til at få mavesår af. Jeg kunne ikke sove om natten og var hele tiden angst for, at vi ikke ville udkomme, og at det var min skyld. Det har givet en forsigtighed. At være likvid, det er fandeme vigtigt.”

Stig Ørskov havde på det tidspunkt arbejdet som erhvervsjournalist i nogle år, mens han læste økonomi. Han havde skrevet aktienyheder og havde sammen med en kammerat startet en forretning med avisovervågning, som de forsøgte at prakke små virksomheder på.

Da de fik solgt deres første abonnement, var scenerne angiveligt a la en jublende Leonardo di Caprio i filmen ’The Wolf of Wall Street’, og de begyndte straks at drømme om, hvilken Mercedes de skulle købe.

”Men så gik der sindssygt lang tid, før vi solgte det næste,” siger Stig Ørskov.

Mercedes-drømmene blev pakket væk igen, og han fik jobbet på Press (”de må ikke have fået mange ansøgere. Men jeg var den eneste, der havde blazer på, og det lugtede vel lidt af business”).

Den ene chefredaktør for Press dengang var en 22-årig Eva Mulvad, der i dag er dokumentarist. Hun husker det som en kaotisk tid.

Stig Ørskov - rubrik efterlyses 3

Stig Ørskov har skridt for skridt nærmet sig den magtfulde post i JP/Politikens Hus. I 2003 startede han som analyseredaktør på Politiken, i 2006 blev han chefredaktør, og i 2010 håndplukkede direktør Lars Munch ham til koncernledelsen. Stig Ørskov sikrede sig jobbet som administrerende direktør i 2014. Foto: Martin Bubandt

”Men Stig havde en meget optimistisk energi, altid glad og energisk. Det var fedt på et blad, hvor der ikke var nogen økonomi. Hans position har ikke været nem,” siger hun.

Det er Stig Ørskov mildt sagt enig i.

”Det var aaaaalt for stor en opgave for lille Stig Ørskov,” siger han.

”Nøøøøj. Det der med kommerciel virksomhed og ansvar for økonomien – det var nok ikke lige den vej, jeg skulle.”

”Vi skulle kraftpetervæltemig vise de andre”

Bladrer du igennem Stig Ørskovs cv, møder du et væld af titler. Det første medie er Børsinformation startet af Klaus Riskær Pedersen, hvor Stig Ørskovs fætter fik fedtet ham ind til hans første journalistjob.

Der er også Reuters Finans, Dagbladet Information, netavisen Infopaq, som Stig Ørskov startede med selvsamme fætter, og Mandag Morgen.

Alle ansættelserne var korte og bærer præg af hans lyst til at tage chancer og eksperimentere.

”Der skete meget,” siger han.

”Jeg var meget søgende og nysgerrig. Jeg ville gerne være der, hvor tingene udvikler sig. Og jeg var meget optaget af den digitale journalistik. Jeg ville lære noget andet end det, de etablerede morgenaviser lavede.”

”Jeg håber, jeg skændtes mere opad end nedad. Men jeg kan ikke garantere det.”

Stig Ørskov

Særligt spændende var eksperimentet med Dagen, hvor han i 2002 blev erhvervsredaktør – headhuntet efter mindre end et år i en stilling som souschef på Politiken.

”Man kunne ikke bare gå ind og lave ting om på Politiken. På Dagen var drivkraften, at vi dælme skulle vise de andre,” siger han.

Der var også gang i skænderierne på Dagen, husker Kresten Schultz Jørgensen, der var chefredaktør på avisen. Han havde hyret Stig Ørskov, fordi han oplevede en analytisk ”knivskarp” ung redaktør med ”kant”.

”Nogle gange var han for hård ved sine medarbejdere. Jeg sagde flere gange til ham, at han skulle tælle til 10 eller gå en tur. Han havde en kort lunte, det er der slet ingen tvivl om. Han gav nogle gange rimeligt klar besked i plenum. Men det passede mig også udmærket, at han delte skideballer ud.”

Stig Ørskov kan ikke selv huske, at Kresten Schultz Jørgensen bad ham være mindre hård – men han husker de mange diskussioner.

”Jeg håber, jeg skændtes mere opad end nedad. Men jeg kan ikke garantere det. Jeg har nok lidt for mange gange taget nogle ture med mine kolleger. Jeg synes jo, en af de store glæder ved at være i et journalistisk miljø er, at vi kan være uenige og diskutere voldsomt. Men mit låg kan godt hoppe af.”

Særligt med chefredaktøren kom temperamenterne op at koge.

”Jeg har været hård ved Kresten. Vi har haft møder, hvor vi har råbt højt. Men vores ambitionsniveau var tårnhøjt. Vi skulle kraftpetervæltemig vise de andre.”

Efter at være udkommet 41 gange gik Dagen ned med et brag i 2002. Da han året forinden var gået ud ad døren hos Politiken, havde både direktør Lars Munch og chefredaktør Tøger Seidenfaden advaret ham om, at han ville komme tilbage.

De ældre, klogere mennesker i hans liv fik ret, da han cirka et halvt år senere vendte tilbage til Politiken. For at blive.

Håndplukket til toppen

Stig Ørskovs vej til magten i JP/Politikens Hus har stort set været én lang opstigning.

I 2003 startede Stig Ørskov som analyseredaktør på avisen, i 2006 blev han chefredaktør, og i 2010 håndplukkede direktør Lars Munch uventet for mange ham til koncernledelsen, før han i 2014 blev administrerende direktør.

Netop Lars Munch, der i dag er bestyrelsesformand i huset, fortæller, at Stig Ørskov i årevis var udset til en toppost.

”Jeg vidste det sådan set allerede, da han i 2002 stak af til Dagen. Jeg sagde, at han nok skulle komme tilbage til Politiken igen. Hans talent var meget tydeligt.”

Jeg ringer til Politikens tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland for at høre, hvordan hun ser på Stig Ørskov. Og fra medarbejdernes synspunkt får jeg et billede af ham som lidt af en gnier.

”Der er et misforhold mellem, hvad ledelsen og medarbejderne kan få, som folk har det svært med.”

Pernille Mac Dalland, tillidsrepræsentant, Politiken

”Nogle synes, der bliver puget mere end nødvendigt. Selvfølgelig skal der være styr på økonomien, og det gør ledelsen godt. Men man skal have løn som fortjent,” siger hun og kritiserer blandt andet en markant sænkning af startlønnen på Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten i 2014 og lavere lønstigninger til medarbejderne end direktionen siden 2016.

”Der er et misforhold mellem, hvad ledelsen og medarbejderne kan få, som folk har det svært med,” siger hun og kritiserer også, at Børneavisen er på Fællesoverenskomsten, hvor mindstelønnen er på cirka 20.000 kroner.

”Det er smadderærgerligt, at man vælger at bruge andre overenskomster end dem, der gælder på de store dagblade, for at komme uden om de vilkår, de har.”

På klingen med lønnen

Når man spørger Stig Ørskov, hvad årsagen er til JP/Politiken Hus’ buldrende økonomi, svarer han selv, at rosen skal falde til de ansatte, der laver indholdet.

”Det er dem, der er heltene,” siger han.

Hvorfor skal de så ikke have lige så store lønstigninger som direktionen?

”Altså. Det er afgørende for mig, at vi kan blive ved med at ansætte lige så mange dygtige journalister, som andre medier kan. Derfor skal vores løn være konkurrencedygtig,” siger han.

”Men jeg synes generelt ikke, der skal være forskel i lønudviklingen alt efter, hvor du er i virksomheden,” siger han.

Så lønnen skal udvikle sig mere ligeligt fremover?

”Joooo … du hører mig ikke sige, at der skal være millimeterlighed. Der er nogle gange nogle, der skal løftes mere end andre. Men det gør indtryk på mig, at der har været den forskel, der har,” siger han og fortæller, at ledelsen også har droppet lønstigninger i år på grund af coronakrisen.

Stig Ørskov køber heller ikke kritikken af Børneavisens overenskomst.

”Så havde vi næppe kunnet lave en aftale med Dansk Journalistforbund. For mig at se er den overenskomst på gode og rimelige vilkår. Jeg kan slet ikke afvise, at nogen er utilfredse. Men jeg har svært ved at genkende den utilfredshed.”

Han afviser også, at startlønnen i huset skulle være et problem. Men Stig Ørskov elsker også uenighed – og har intet imod, hvis folk er utilfredse.

”Det er helt straight. Og jeg holder meget af at blive udfordret på det. Men det er en forhandling, og når alle parter har nikket god for aftalerne, er det jo et udtryk for, at de er tilfredse med dem,” siger han.

Stig Ørskov - rubrik efterlyses

”Hør her. Der er så mange andre, der kan være direktør i JP/Politikens Hus,” siger Stig Ørskov. Det er noget andet med forældrerollen: ”Jeg kan ikke udskiftes som mine børns far.” Foto: Martin Bubandt

Udenlandsk liebhaveri

Stig Ørskov kommer hvirvlende tilbage til sit kontor på Rådhuspladsen efter et direktionsmøde om JP/Politikens store fremtid. Han har en perfekt strøget hvid skjorte på og et flot, blåstribet slips, og hans øjne er opildnede.

Stig Ørskov er klar til at erobre en større bid af verden.

”Du skal lige se den her video,” siger han og begynder at fumle med sin computer. Efter lidt hjælp fra en sekretær kommer den i gang.

Videoen er en præsentation af den nye strategi for JP/Politiken. Den går kort sagt ud på, at medierne i huset skal stå endnu skarpere og stærkere, så de kan få fat i flere abonnenter, særligt digitalt.

Stig Ørskovs helt store drøm er vigtigst af alt også en del af planerne: JP/Politiken skal blive et internationalt mediehus, der ejer aviser og medier i andre lande. De har allerede startet udgaver af FinansWatch i Tyskland og Norge. Men det er slet ikke nok.

”Jeg tænker på det flere gange om dagen: Hvordan kan jeg bringe vores virksomhed derhen? Og hvordan får jeg os derhen hurtigt nok.”

I den danske medieverden har JP/Politikens Hus stort set udkonkurreret al modstand – selv om Stig Ørskov siger, at han visse dage vågner om morgenen og ærgrer sig gul og grøn over, at Berlingske slår Jyllands-Posten og Politiken på de bedste historier. Det er en kæmpe motivation for ham, at husets aviser skal have stor konkurrence i Danmark.

”Det er en forudsætning for at lykkes i udlandet, at vi virkelig er skarpe på vores hjemmemarked,” siger han.

Lars Trier Mogensen mener, at Stig Ørskovs tid som direktør for JP/Politikens Hus i bedste fald kan karakteriseres som snusfornuftigt købmandskab.

”Men jeg synes også, man nøgternt må konstatere, at det har været relativt begrænset, hvor meget JP/Politiken som mediekoncern har vovet og turdet,” siger Lars Trier Mogensen.

Det er Stig Ørskov ikke bleg for at være enig i.

Har du været for forsigtig? For jysk og sindig?

”Ser jeg tilbage på de seneste år, har vi været for forsigtige,” siger han.

”Jeg er ked af at bruge den jyske betegnelse, men der er noget nærighed.”

Nu skal der spenderes.

”Vi skal finde en stærk publicistisk titel, der har en stor abonnementsskare. Problemet med dem er …”

At de koster penge …

”De koster penge. Og ejerne har ikke en stor tilbøjelighed til at sælge dem. Vi skal komme overens med, at det, vi helst vil have, har karakter af liebhaveri.”

Hvis han tog et vejtræ

Vi sætter os ved en lille havfrue og kigger ud over vandet. Det er slutningen på vores sidste interview.
Stig Ørskov kæmper stadig med, at han selv tror, han har svarene på alle spørgsmål.

”Jeg kommer stadig for hurtigt frem og lytter for lidt. Det slås jeg med. Men fordi jeg har været så dårlig til at lytte, har jeg også opdaget ulempen ved ikke at gøre det. Det bedste, jeg kan gøre, er at lytte til alle de dygtige mennesker, jeg har omkring mig.”

Han har også fået et andet perspektiv på livet, der gør, at han måske er blevet lidt bedre til at tælle til 10 og gå en tur, som Kresten Schultz Jørgensen foreslog ham på Dagen.

”Man har ikke lyst til at tænke det. Men tog jeg et vejtræ i morgen, skulle de nok finde en ny. Sådan fungerer verden.”

Stig Ørskov

I 2014 fik han og hustruen Anne Mette Kirk sønnen Osvald. Tre år senere fik de at vide, at sønnen har diagnosen infantil autisme. Det betyder, at han er langt fra at kunne tale lige så godt som børn på hans egen alder og får brug for støtte fra sine forældre resten af livet.

”Selvfølgelig var beskeden fyldt med uro og bekymring. Men …” siger han. ”Det var også et livsafklarende øjeblik. Osvald, dig skal vi hjælpe, og det skal vi indrette os på. Det gør det nemmere at skelne mellem stort og småt.”

Han holder en pause. Vinden suser og får bølgerne til at skumme let.

”Hør her. Der er så mange andre, der kan være direktør i JP/Politikens Hus. Man har ikke lyst til at tænke det. Men tog jeg et vejtræ i morgen, skulle de nok finde en ny. Sådan fungerer verden,” siger han. ”Men jeg kan ikke udskiftes som mine børns far. Længere er den ikke.”

Kommentarer
1
Chresten
05.08.20 11:35
Flot interview. Fedt og velnuanceret portræt - også selv om kilden gerne ville være med til at bestemme, hvordan den sku' skæres.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen