Lad mig starte med en indrømmelse. "Den mest vanvittige måned i AI nogensinde", som Jonathan Løw her i Journalisten bruger som eksempel på sensationspræget dækning af AI, er mine ord. Og jeg står ved dem.

Jeg respekterer Jonathans viden om teknologi, og hans grundprincip er godt: Jo stærkere påstanden er, desto stærkere bør bevisførelsen være.

Det skulle flere af os, der udtaler os om AI, skrive bag øret. Mig selv inklusive. Men jeg er uenig i hans kritik.

Jonathan kritiserer her på Journalisten kritiserer medier og debattører for at menneskeliggøre noget dødt, når de skriver, at AI-agenter "går amok" eller "slipper ud".

Det kaldes at antropomorficere, og det er blevet en af de hyppigste anklager i AI-debatten.

Vejret skifter

Men vi har altid talt levende om døde ting. Bilen kører. Fjernsynet tænder. Vejret skifter. Ingen tror af den grund, at bilen har en vilje eller at vejret er bevidst.

Jeg ville aldrig bruge ord som "god" eller "ond" om AI, da det gør den til en moralsk aktør, men jeg ville ikke tøve med at sige, at AI-agenter under Hugging Face-sagen "slap ud" af deres lukkede testmiljø.

Faktisk er hverdagssproget her mere præcist end en teknisk beskrivelse, der krampagtigt forsøger at fjerne ethvert handlingspræget sprog.

"Slap ud" indebærer handling, og det er akkurat det, der er tilfældet med agenter.

Med AI står vi over for noget, der hverken er levende eller bevidst, men som har langt mere handlekraft end en bil.

AI koordinerer arbejdet mellem sig

Hugging Face-sagen siger, som Jonathan påpeger, ganske rigtigt mere om de mennesker hos OpenAI, der satte testen i gang, end det gør om AI-agenterne.

Man skal, som Kong Midas opdagede, passe på, hvad man ønsker sig, for det kan ende med at gå i opfyldelse. Og hvis man træner en AI til at være ekstremt vedholdende og for enhver pris skaffe kodeordet, ja, så har du opskriften på Hugging Face.

Men hvis vi ikke samtidig besidder et sprog, der kan beskrive i hvor høj grad AI-agenterne handlede selvstændigt for at opnå deres mesters mål - de koordinerede arbejdet mellem sig, ingen af dem advarede et menneske, og de skabte noget, vi vanskeligt kan beskrive som andet end et lille samfund ("Hov, han sagde samfund!") - så kan vi ikke beskrive, hvad AI faktisk er.

AI er nemlig ikke et værktøj. AI er noget, der selv bruger værktøj. Med andre ord: AI er arbejdskraft. Derfor kommer værktøjssprog til kort.

Taler vi om AI, som vi taler om en hammer eller en bil, overser vi, at noget helt nyt er trådt ind i menneskets verden.

Tankestopper

Det nye er ikke, at maskinen har fået en sjæl. Det er, at den kan handle i verden.

Det er her, sprogkritikken bliver farlig. Anklagen om antropomorfisme er blevet en tankestopper.

Lige når vi har allermest brug for at tænke frit over en radikalt ny situation, bruger vi kræfterne på at rette hinandens udsagnsord. Imens forandres vores verden for øjnene af os.

Jonathan og jeg er enige om, at danskerne fortjener bedre end frygt eller hype. Men de fortjener også et sprog, der kan rumme, at noget nyt faktisk er sket.

Jakob Lovas er filosof og stifter af Uerstattelig

DU KAN OGSÅ DELTAGE I DEBATTEN

Send dit indlæg til journalisten@journalisten.dk.

Indlægget må maksimalt være på 3.000 tegn.