Afgående formand Tine Johansen åbnede selv delegeretmødet med at italesætte afsløringerne i Frihedsbrevet om dårligt arbejdsmiljø i en DJ-afdeling. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
En kritisk artikel fra Frihedsbrevet om Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) fyldte sammen med den kritiserede DMA-aftale en stor del af diskussionen efter hovedbestyrelsens beretning, som efterfølgende blev vedtaget, på første dag af DJ’s delegeretmøde i Nyborg søndag.
Fra flere kanter lød der opfordringer til, at DJ skulle sørge for at få styr på det problematiske arbejdsmiljø i huset, som i den forgangne uge blev dokumenteret af Frihedsbrevet.
Her kunne Frihedsbrevet blandt andet beskrive en praksis med at give fratrådte medarbejdere tavshedsklausuler med ud ad døren, samt et decideret dårligt arbejdsmiljø i en afdeling internt i DJ.
Fra talerstolen sagde blandt andre hovedbestyrelseskandidat Mathias Oleander:
”Det skal løses. Det kan ikke nytte noget, at vi kæmper for bedre arbejdsmiljø, når vi selv har en afdeling med store problemer og stress-sygemeldinger.”
DJ-formand: Ikke politisk opgave
Afgående formand Tine Johansen åbnede selv delegeretmødet med at italesætte afsløringerne i Frihedsbrevet:
”I DJ er der ansat godt og vel 80 medarbejdere, som alle yder en kæmpe indsats. Der er ikke én af dem, der er til stede i denne sal, som ikke synes, de skal trives og have et godt arbejdsmiljø,” sagde hun fra talerstolen.
Ifølge Tine Johansen tages situationen ”meget alvorligt” af sekretariatsledelsen, og der er iværksat et forløb med eksterne konsulenter til at råde bod på sagen.
Hun understreger dog, at arbejdstrivsel og arbejdsmiljø netop er en opgave for sekretariatsledelsen, og ikke de politisk valgte.
”Som politikere skal vi stille krav om, at organisationen drives efter vores værdier, men vi skal ikke blande os i personaleledelsen af DJ’s medarbejdere. Ingen i DJ skal opleve at have 15 HB-medlemmer eller flere hundrede delegerede som deres personaleleder,” siger Tine Johansen, hvilket også blev gentaget senere af formandskandidat Allan Boye Thulstrup.
Uskønt DMA-forløb
Derudover blev der fra flere talere rettet kritik mod den overenskomstaftale, der blev indgået med Danske Medier Arbejdsgivere (DMA), hvor man både ifølge kritikerne og DJ’s forhandlingshold ikke kom i mål med meget.
Kritikken blev også rettet mod den anden side af bordet fra blandt andre JFM-tillidsrepræsentant og næstformandskandidat Connie Bøgwad Schmidt:
”DMA-forliget og forhandlerne fik hug, men de tungeste hug bør rettes mod den anden side af bordet for et langt og uskønt forløb,” siger hun.
DJ har tidligere rettet kritik mod DMA-formand Jesper Rosener, som blandt andet under forhandlingsforløbet krævede at få nedlagt alle de individuelle overenskomster på DMA-området for at samle dem under én fælles overenskomst.
Det fik andre talere fra talerstolen til delegeretmødet til at opfordre til, at DJ og forhandlerne i næste omgang er villige til at slå hårdere i bordet for blandt andet at kræve en freelanceaftale på DMA-området.
Formandskandidat Michael Stenvei, som også er tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten, hæftede sig i den forbindelse ved, at forløbet på den positive side har skabt et tættere bånd mellem de fastansatte og freelancere.
DJ’s delegeretmøde slutter mandag, hvor der skal vælges ny formand, næstformand og en ny hovedbestyrelse til Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.