Inhabilitet

Sendt til hjørne igen: Morten Resen må fortsat vente på afklaring

Folketingets Ombudsmand kan ikke behandle Morten Resens klage over millionudbud af lydunivers. Ombudsmanden er nemlig inhabil

”Da jeg fik det brev, vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle tænke. Hvis det var et stykke fiktion, kunne man ikke have skrevet det bedre.”

Sådan siger journalist og iværksætter Morten Resen om det seneste kapitel i hans kamp for at få medhold i, at han ikke blev fair behandlet, da Radio- og tv-nævnet i 2024 fandt vinderen af et nyt lydunivers for børn.

I stedet for Mortens Resens virksomhed Golittle vandt Aller Media og Heartbeats millionudbuddet med den snævrest mulige margin.

Det har Morten Resen siden klaget over i mere end et år, og det seneste kapitel er nu brevet fra selveste Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, der meddeler, at han ikke kan tage sagen op, fordi han er personlig ven med formanden for Radio- og tv-nævnet, Søren Sandfeld Jakobsen.

Derfor har Christian Britten Lundblad erklæret sig inhabil.

Interesse for habilitet

Morten Resen har tidligere kritiseret Radio- og tv-nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen, for inhabilitet, fordi han som advokat for Gorrissen Federspiel har rådgivet Aller Media.

Det har Radio- og tv-nævnet afvist over for Folketingets Kulturudvalg.

”Formandens rolle i Radio- og tv-nævnet er klart adskilt fra hans rolle som deltidsansat ved Gorrissen Federspiel, og der er ingen personlig økonomisk interesse i sagen, da Gorrissen Federspiel ikke rådgav Aller Media A/S om udbuddet vedrørende et lydunivers til børn og unge,” lyder det i svaret fra Radio- og tv-nævnet, der er underskrevet af Søren Sandfeld Jakobsen selv.

Retsudvalget på banen

Morten Resen forklarer, at det næste skridt er, at medlemmerne af Folketingets Retsudvalg skal afgøre, hvad der nu skal ske i sagen.

Han håber, at det ender med, at der udpeges en midlertidig såkaldt ”sætte-ombudsmand”, der kan behandle sagen i stedet for den inhabile Christian Britten Lundblad.

”Det værste ville være, at Retsudvalget mener, at de ikke kan vurdere sagen,” siger Morten Resen.

Hvis det bliver udfaldet, er Morten Resens sidste kort på hånden at rejse en civil retssag.

Ansøgning og 67 siders bilag

Sagens stridspunkt handler om Golittles ansøgningsmateriale, da lyduniverset blev udbudt.

Golittle sendte en ansøgningen og 67 siders bilag.

Men de mange bilag nåede aldrig frem til den børnesagkyndige ekspert og blev dermed ikke en del af den børnesagkyndiges vurdering.

Eksperten påpegede ifølge Morten Resen nogle mangler i ansøgningen, men det var mangler, som netop var adresseret i bilagene.

Morten Resen har tidligere kaldt processen ”helt hul i hovedet,” over for MediaWatch. Derfor ønsker han, at udbuddet skal vurderes på ny.

Tiden går

Morten Resen siger, det er godt, at ombudsmand Christian Britten Lundblad åbent erklærer sig inhabil. Problemet er, at tiden går.

”Det tog ombudsmanden tre måneder at finde ud af, at han var inhabil. Imens løber koncessionen, som er givet i perioden frem til 31. december 2026. Så den ender måske med at udløbe, inden der er truffet en afgørelse,” siger Morten Resen.

Klage afvist af nævnet

Golittle og Morten Resen har allerede i to omgange klaget til Radio- og tv-nævnet.

Begge gange var konklusionen, at der ikke var noget at komme efter.

For selv om den sagkyndige ’kun’ fik de obligatoriske bilag og dermed ikke meget af det ekstramateriale, som Golittle havde vedlagt i sin ansøgning, så har nævnets medlemmer set det hele. Og det er ifølge formand for nævnet Søren Sandfeld Jakobsen nævnet alene, der træffer afgørelse.

Politikerne har afsat 66 millioner kroner til lyduniverset, fordelt med 13,2 mio. kroner i 2024 og 26,4 mio. kroner i 2025 og 2026.

0 Kommentarer