Alle elsker rasmus

TV 2-vagthund: Det ligner et brud på vores retningslinjer

TV 2 har igangsat en undersøgelse af programmet 'Alle elsker Rasmus'.

Der er ”grund til at mene”, at TV 2 med programmet 'Alle elsker Rasmus' har overtrådt egne etiske retningslinjer.

Det siger TV 2-seerredaktør Lars Bennike til Ritzau.

Her peger han blandt andet på en overtrædelse af TV 2's regler om brugen af skjult kamera.

Gælder alle udgivelser

Som Journalisten kunne skrive i sidste uge, gælder TV 2's retningslinjer for alle publikationer på stationens platforme.

Her fremgår det blandt andet, at der skal ”tungtvejende grunde til, før man griber til brug af skjulte optagelser”.

Fakta: TV 2's etiske retningslinjer

Følgende retningslinjer gælder ifølge TV 2 for ”alle publikationer på TV 2s platforme”.

Om medvirkende:

”’Retningslinjer for god presseskik’ foreskriver, at ”ved indsamling eller offentliggørelse af information må andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.”

”Medvirkende i TV 2's programmer og artikler har krav på at få klar besked om tema og ramme for optagelser og interview.”

Om satire:

”TV 2 har vide rammer for humor og satire, som både kan provokere, bryde med vedtagne normer og udfordre grænser. Et kendetegn ved satire er, at den tager udgangspunkt i noget allerede eksisterende, som parodieres, forstørres eller karikeres.”

Om skjulte optagelser:

”’Retningslinjer for god presseskik’ anfører, at ”offentliggørelse af skjulte optagelser må kun ske, hvis de medvirkende har givet samtykke, eller hvis den samfundsmæssige interesse klart overstiger den enkeltes krav på beskyttelse, og den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.”

”Der skal tungtvejende grunde til, før man griber til brug af skjulte optagelser, og beslutningen skal i hvert enkelt tilfælde godkendes på redaktionelt ledelsesniveau. Kun hvis det ikke eller kun vanskeligt er muligt at skaffe den fornødne dokumentation på anden vis, og hvor offentliggørelsen tjener en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget skjult, kan man anvende skjulte optagelser, uden at der foreligger et (efterfølgende) direkte eller indirekte samtykke fra de medvirkende.”

Kilde: TV 2

Til Ritzau understreger Lars Bennike, at han er i den indledende fase af undersøgelsen, og at han heller ikke har set alle afsnit af programmet endnu.

Hvilken kontrakt?

TV 2 har endnu ikke svaret på, hvordan og hvorvidt man økonomisk har kompenseret Rasmus Wallbridge.

Dermed er det heller ikke klart, om han blev tilbudt to forskellige beløb, afhængigt af, om han medvirkede eller ej.

TV 2's indholdsdirektør, Ulla Pors, har sagt, at hun aldrig kommer til at fortælle offentligheden om, hvordan TV 2 laver kontrakter. Over for Journalisten har produktionsselskabet Drive afvist at kommentere kontraktforhold på programmet.

Som udgangspunkt mener Lars Bennike, at kontraktforhold ligger som en del af det spor, der skal undersøges af den juridiske afdeling og ikke den programetiske, som han sidder med.

Men da han bliver spurgt, om der ikke også er etiske spørgsmål relateret til eventuel forskel i aflønning, kan han ikke afvise det.

”Det kan sagtens være, at det vil falde ind under min del af undersøgelsen. Det vil vise sig,” siger han.

Lars Bennike får ekstern assistance til undersøgelsen i form af journalist Jesper Termansen, som tidligere har været lytter- og seerredaktør på DR.

0 Kommentarer

Læs også

Etik

Kendte tv-folk raser mod TV 2 - nyt program er ”psykisk tortur”

29. OKTOBER 2026
Alle elsker Rasmus

TV 2 har evnet at dække TV 2 kritisk - men det er stadig ikke nok

03. NOVEMBER 2026
Alle elsker rasmus

Nyhedsfolk frygter konsekvensen af massiv kritik

02. NOVEMBER 2026