På godt fire dage er TV 2 gået fra at hylde en omfattende prank af komikeren Rasmus Wallbridge til dyb beklagelse.
Og den massive negative opmærksomhed sætter spor i TV 2's nyhedsafdeling, som organisatorisk er adskilt fra underholdningsafdelingen, fortæller DJ-fællestillidsrepræsentant Palle Jensen:
”I nyhedsorganisationen er der en bekymring for, om det her slider på TV 2's troværdighed,” siger han.
For lidt omtanke
Ifølge Palle Jensen vidner forløbet efter publiceringen af programmet om en proces, hvor der har været ”et stort fokus på innovation og et mindre stærkt fokus på omtanke”.
Derfor hilser han det velkomment, at indholdsdirektør Ulla Pors søndag meldte ud, at tv-stationen nu vil iværksætte en undersøgelse af hele forløbet.
”Jeg håber, man får noget ud af den undersøgelse, som gør, at man ikke igen kommer i en tilsvarende situation. For det virker, som om man har ladet sig inspirere af én ting, men er endt op med en anden i arbejdet med det her program,” siger han.
Ikke bange for noget
Især TV 2's nyhedsafdeling har været aktive i at afdække de kritisable forhold omkring programmet. Seneste eksempel kom søndag aften, hvor indholdsdirektør Ulla Pors i 22 minutter fik kritiske spørgsmål fra TV 2-vært Mads Frimann.
”Den del har TV 2 og vi håndteret så godt, som vi nu kunne, i forhold til selvfølgelig at stille de kritiske spørgsmål til dem, der har haft ansvaret for de her beslutninger,” siger Palle Jensen.
Ifølge ham er det vigtigt for en nyhedsorganisation, at den agerer uden frygt, og at den kan stille de helt åbenlyse, kritiske spørgsmål videre til den ledelse, man også møder i kantinen.
”Det demonstrerer, at nyhedsafdelingen på TV 2 består af folk, der ikke er bange for noget som helst. Heller ikke at stille kritiske spørgsmål til chefer længere oppe i organisationen,” siger han.
Fakta: Overblik over sagen
Kritikken har siden torsdag haglet ned over TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus', hvor komiker Rasmus Wallbridge udsættes for en prank. Gennem fire måneder bilder en lang række kendte ham ind, at hans største drøm om at lave en spillefilm er gået i opfyldelse.
Kort efter lanceringen mødte programmet kritik fra prominente tv-folk. Blandt andre Anna Lin kaldte programmet for mobberi.
TV 2 forsvarede i første omgang programmet og konstaterede, at Rasmus Wallbridge havde det fint med det. Wallbridge gik efterfølgende ud og irettesatte TV 2's udlægning.
Lørdag eftermiddag trak TV 2 programmet tilbage og beklagede.
TV 2 blev desuden beskyldt for at have manipuleret med et klip, der viste Rasmus Wallbridges reaktion i programmet.
Søndag aften erkendte TV 2, at et lydklip var blevet genbrugt i scenen. Indholdsdirektør Ulla Pors stillede op til interview på TV 2 News, hvor hun meddelte, at tv-stationen vil iværksætte en intern undersøgelse af forløbet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.