Radiodirektør har modtaget dødstrusler

Rasmus Mark Pedersen, digital direktør for Radio Loud, har i løbet af weekenden modtaget digitale dødstrusler, som også har været rettet mod hans hustru

“Vi dræber dig og din kone”, står der i en e-mail sendt til Rasmus Mark Pedersen i lørdags klokken 04.14. Mailen indeholdt desuden hans privatadresse, hvor han bor sammen med sin hustru, Karen Dich.

Hun modtog senere samme dag en e-mail med titlen ‘Skydes’ og den kortfattede tekst ‘Du burde skydes’.

Både Karen Dich og Rasmus Mark Pedersen har i dag fortalt om truslerne på Twitter, og de er ikke i tvivl om, at de er relateret til Rasmus Mark Pedersens arbejde hos Radio Loud.

“Mailen til mig var fra en mailadresse, der ikke lader tvivl om, at det her handler om LOUD. Seriøst LOUD-hadere: Er I ikke søde at stoppe nu?,” skriver han.

Har før været udsat for chikane

Det er ikke første gang, ægteparret er blevet chikaneret på baggrund af Rasmus Mark Pedersens arbejde. For lidt over en uge siden fortalte Karen Dich om pædofilijokes og referencer til parrets ufødte barn på Instagram.

”Det er rimelig heftigt, når man har et barn i maven. Jeg synes, at jeg har rimelig hård hud, men det er simpelthen next level med referencer til mit ufødte barn,” sagde hun ved den lejlighed.

Men i weekenden fik chikanen altså endnu et nøk opad.

“Vi er selvfølgelig kede af det. Men allermest er jeg vred, vred over, at jeg skal bruge min energi på det her, når jeg hellere vil koncentrere mig om at passe mit arbejde og afslutte den sidste store opgave i min virksomhed inden jeg går på barsel,” skriver hun på Twitter.

Parret har anmeldt truslerne til Københavns Politi, som ifølge Karen Dich tog dem meget alvorligt.

“Selvom den unge betjent havde lidt svært ved at begribe, at vi modtog disse trusler pga en radiokanal,” skriver hun.

Dansk presses prygelknabe

Radio Loud fik en kontroversiel fødsel i oktober 2019, da stationen højst overraskende vandt sin sendetilladelse foran Radio 24syv, som på det tidspunkt stod til at blive lukket på FM-båndet ni dage senere. DAB-udbuddet var dermed set af mange som en redningsplanke til den populære station.

Men sådan gik det ikke, og derfor har der fra starten været en vis modvilje mod Radio Loud, som begyndte at sende i april sidste år. Siden har stationen kæmpet med lave lyttertal, og det har ført til en latterliggørelse af stationen, som Journalistens chefredaktør, Christian Lindhardt, i en leder i april i år kritiserede.

”Loud er blevet dansk presses prygelknabe, som alle vi andre fede mediepersoner kan tæske løs på uden at tænke over, at nok har ledelsen og politikere truffet et hav af mærkelige og dårlige beslutninger, men Loud består også af rigtige mennesker og kolleger, der hver dag går på arbejde for at gøre deres bedste.”

Og det er altså den hadske stemning med hans arbejdsgiver, der er skyld i den megen chikane mod hans familie, mener Rasmus Mark Pedersen. I forbindelse med ovennævnte memes på Instagram sagde han til Journalisten:

”Jeg har jo prøvet enhver taktik i bogen. Det er endnu ikke lykkedes at få det til at stilne af. Vi har prøvet at ignorere totalt, vi har prøvet at gå i konstruktiv dialog, vi har prøvet at anmelde.”

”Uanset hvilken strategi, vi prøver, tager det bare enormt meget tid, og det skræmmer folk internt i vores organisation fra at gøre noget som helst.”

Journalisten har forsøgt at få uddybende kommentarer fra Rasmus Mark Pedersen og Karen Dich omkring dødstruslerne, men det har endnu ikke været muligt.

0 Kommentarer

Læs også

Loud-direktørs kone blokeret fra Twitter efter at have påpeget chikane

Chikane mod Loud-direktør rammer ægtefælle og ufødt barn

12. JULI 2021
<span class=Debat:Tør danske medier tale åbent om egne fejl?">

Leder: Loud er blevet dansk presses prygelknabe

22. APRIL 2021