Radikale vil redde Magasinet KBH

Da Magasinet KBH forleden udgav oktober-nummeret, måtte redaktøren på forsiden fortælle, at det nok blev det absolut sidste nummer. Men nu vil de Radikale i København finde penge til magasinet.

Da Magasinet KBH forleden udgav oktober-nummeret, måtte redaktøren på forsiden fortælle, at det nok blev det absolut sidste nummer. Men nu vil de Radikale i København finde penge til magasinet.

Ifølge partiets teknik- og miljøordfører, Anna Mee Allerslev, bør Teknik- og Miljøudvalget finde penge til det lukningstruede magasin. Og hun vil nu forsøge at få overtalt kollegaerne på Københavns Rådhus til at bevilge 1,5 mio. kroner om året de næste tre år.

"Magasinet KBH kommunikerer effektivt nyt om byens udvikling til alle byens borgere. Det er enestående, at en by har et populærmagasin om byens udvikling. Det er utrolig vigtigt for os, at det ikke kun er politiske nørder som os, der kender til byens udvikling. Også helt almindelige mennesker skal vide, hvad der sker, så de kan få indflydelse på deres bys fremtid," siger Anna Mee Allerslev, der mener, at Magasinet KBH hører til blandt kommunens vellykkede kommunikationsindsatser.

"At et populærmagasin behandler byudvikling er enestående, også globalt. Af samme grund har magasinet også skabt opmærksomhed udenfor Danmarks grænser, og udover at informere er Magasinet KBH dermed også med til at brande København," er meldingen fra de Radikale.

Og på Magasinet KBH glæder man sig over de Radikales initiativ.

»Det her er nok det bedste skud vi har i bøssen. Og i hvert et virkelig godt stykke på vejen mod en redning,« siger chefredaktør Anders Ojgaard til Journalisten.dk.

Han konstaterer dog, at det endnu ikke er sikkert, om der kan findes politisk flertal.

»Det kan stadig blive svært. Men det her giver os alligevel grund til at tro på en redningsmulighed,« siger Anders Ojgaard og tilføjer, at Magasinet KBH hele tiden har haft det problem som gratismagasin, at man har været afhængige af en sponsor – og stadig er.

»Vi har et driftsbudget på 3,1 mio. kroner om året, som dækker lønninger, tryk og distribution. Så hvis vi kan få 1,5 mio. kroner i støtte fra kommunen, så burde det kunne lade sig gøre – kombineret med annonceindtægter.«

Siden Magasinet KBH fortalte, at man var lukningstruet har redaktionen i øvrigt fået masser af støtte og anerkendende tilkendegivelser fra læsere og andre journalister. Men hidtil har ingen været parate til at stille med et pengebeløb.

»Jeg har talt lidt med bygge- og arkitektur-industrien, som gerne vil støtte os. Men det er i form af nogle annonceaftaler og det er ikke nok. Så i øjeblikket har vi ingen aftaler, der kan redde os. Og derfor er de Radikales forslag interessant.«

Anders Ojgaard frygter ikke, at en bevilling fra kommunen vil gå ud over den redaktionelle frihed og armslængdeprincippet.

»Vi har fået støtte før – og der er aldrig nogen, der har blandet sig redaktionelt.«

3 Kommentarer

Luci Smith
17. OKTOBER 2010
Re: Radikale vil redde Magasinet KBH
Jeg er langtfra enige med alt det, der skrives i KBH., men jeg får nyheder derfra som jeg ikke får andre steder. Det er alt for godt et blad til at gå tabt p.gr.a. en spekulant forlag, der gik ned.
Jan Gralle
15. OKTOBER 2010
Re: Radikale vil redde Magasinet KBH
Anders Ojgaard siger, at "Magasinet KBH hele tiden har haft det problem som gratismagasin, at man har været afhængig af en sponsor - og stadig er." Kunne han forestille sig at læserne betalte for KBH? Det er da vist den bedste måde at bevise, at læserne ikke kan undvære magasinet. Jeg betaler gerne, og hvis abbonnement og løslag ikke er nok, kunne læserne oprette en støttekreds. Det er set før. 
Josefine Ørskov
15. OKTOBER 2010
Bevar KBH, hvis du elsker København

Så længe det rumsterer på Rådhuset, er håbet i live - jeg krydser alt, hva' jeg har for, at der blir fundet en løsning i 11. time! De sidste ugers krise har virkelig vist, at KBH har en dedikeret, engageret og aktivt deltagende målgruppe, som ikke vil opgive deres yndlingsmagasin (se fx. de mange, mange protestindlæg på facebook.com/magasinetkbh).

 Bevar KBH, hvis du elsker København.