
Sidste år blev to norske journalister tilbageholdt i 32 timer og fik konfiskeret deres udstyr i Qatar. Foto: Giuseppe Cacace/AFP/Ritzau Scanpix
Der florerer upræcise informationer om, at der er blevet indført strikse restriktioner på mediearbejdere under VM-slutrunden i Qatar, i flere medier.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Qatars Supreme Committee for Delivery & Legacy.
Den kommer i kølvandet på, at det i løbet af den seneste uge er blevet beskrevet i blandt andet The Guardian, at medier ikke må filme og fotografere på private adresser, i private hjem, hos private virksomheder eller ved indkvarteringssteder under slutrunden.
The Guardian citerede de betingelser, man som medie skriver under på, når man søger om akkreditering til at dække VM i Qatar.
Har mødt kritik
Restriktionerne fra Qatars side er blevet mødt af kritik fra blandt andet det internationale journalistforbund IFJ, og forbundets generalsekretær, Anthony Bellanger.
Han har i den forbindelse udtalt, at ”Qatars myndigheder har forsøgt at forhindre journalister i at tegne et fuldt billede af, hvad der sker i landet, siden landet blev udpeget som vært for verdensmesterskaberne”.
Men ifølge Qatars myndigheder er der intet hold i den seneste kritik:
“I tråd med gængs praksis i hele verden er det tilladt at filme på privat grund, men det kræver samtykke fra ejeren eller den ansvarlige instans for grunden,” lyder det i udtalelsen fra Supreme Committee for Delivery & Legacy.
Hævder, at journalister arbejder frit
I udtalelsen fremhæves det også, at adskillige regionale og internationale medier har base i Qatar, og at “tusinder af journalister hvert år rapporterer frit fra Qatar”.
Sidstnævnte står dog i kontrast til, hvad to norske journalister oplevede i slutningen af sidste år, da de var i Qatar. De to blev tilbageholdt i 32 timer, hvor de blandt andet blev udsat for lange forhør og fik konfiskeret deres udstyr. Fra Qatars side lød det, at tilbageholdelsen skyldtes, at de to havde bevæget sig ind på privat grund uden tilladelse.
De to blev samtidig bedt om at underskrive et dokument på arabisk:
”Vi ved stadig ikke, hvad vi har skrevet under på,” fortalte den ene af de to NRK-journalister efterfølgende til journalisten.no.
Anholdelsen af de to journalister førte til bred kritik fra den internationale medieverden.
Herhjemme fik anholdelsen for eksempel Dansk Journalistforbund til at melde ud, at man frarådede alle danske journalister at tage til Qatar. Den melding blev kritiseret af organisationen Play The Game.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.