Grarup

Politiken sletter centrale Grarup-passager efter vred henvendelse fra fixer

Jan Grarup-artikel ødelægger mit liv, siger journalistisk fixer i Rwanda, der er nervøs for både sin familie og sine kilders reaktion, hvis de læser artiklen. Politiken vil nu slette passager

Det er en tydeligt frustreret Adeline, der taler med Journalisten over en telefonforbindelse fra Rwanda.

Der ligger nemlig artikler og podcasts af Jan Grarup på Politikens hjemmeside, som indeholder en lang række løgne om hende, og som Politiken i første omgang ikke havde slettet af hensyn til gennemsigtigheden.

Men nu er Politiken kommet på andre tanker efter et vredt brev fra Adeline.

Det oplyser chefredaktør Amalie Kestler til Journalisten.

”Vi har besluttet at slette den del af Jan Grarups essay, der handler om Adelines personlige historie. Hun henvendte sig i går, og det gør stort indtryk på mig, at hun siger, som hun gør,” siger Amalie Kestler til Journalisten.

Fejlbehæftet artikel

Hun tilføjer, at Politiken samtidig vil slette passager om kilden Claudette, der ligeledes omtales fejlagtigt i Jan Grarups artikel. Politiken vil derudover rette i podcasts og andet indhold, der nævner episoderne.

”Adeline og Claudettes historier bliver slettet. Vi har ønsket at være så transparente som muligt, og jeg ville ønske, at jeg kunne slette nogle af de tidligere beslutninger, der er truffet i den her sag. Nu handler det om at sikre, at ingen kan tilgå denne historie på vores platforme uden tydeligt at blive opmærksomme på, at Politiken ikke kan stå på mål for graverende fejl og usandheder,” uddyber Amalie Kestler.

Politiken har også erkendt offentligt, at store dele af artiklen er fejlagtig.

Det fremgår også i et langt skriv i begyndelsen af artiklen, hvor Politiken tager afstand fra artiklen og direkte nævner, at der er ”usandheder i hans gengivelse af Adelines og Claudettes oplevelser under folkedrabet”.

Men indtil klagen fra Adeline fremgik hendes navn stadig i artiklen ved siden af nogle beretninger, hun overhovedet ikke kunne genkende sig i.

Og det samme gjorde en kilde, Claudette, som Jan Grarup ifølge Adeline også har fortalt løgne om i artiklen.

”Jeg er en af Jan Grarups fejl”

Alt det beskrev Adeline i går i en mail til Politikens chefredaktion, hvor hun beskrev, at oplysningerne er i gang med at ødelægge hendes liv ved at holde løgnen i live:

”Jeg er en af Jan Grarups fejl. Jeg er her stadig, og jeg er i live,” sagde hun i går til Journalisten om Jan Grarups beskrivelser af hende og den kilde, hun hjalp ham med at få kontakt til.

I første omgang fremførte Amalie Kestler i et mailsvar til Adeline, at ”internettet husker alt, og en sletning af artiklen ville kompromittere den gennemsigtighed, vi sigter efter at opretholde. Vi vil være åbne om vores fejltagelser, hvilket er på linje med vores etiske procedurer og retningslinjer”.

Men sidst i mailsvaret til Adeline tilføjede Amalie Kestler, at Adelines henvendelse ville give anledning til genovervejelse på Politiken:

”Selvfølgelig gør dine følelser som beskrevet i din e-mail i dag indtryk på os, og vi vil gennemgå det omhyggeligt og derefter vende tilbage til dig,” lød det.

Der kommer stadig til at være fejlagtige oplysninger i artiklen, selv om I fjerner Adeline og Claudettes historier. Hvorfor ikke bare slette det hele?

”Vi kan ikke slette denne her sag fra Politikens historie, og det ønsker vi heller ikke. Vi går til det på den måde, at vi lytter konkret til Adeline, der kommer med en personlig henvendelse, og den tager vi alvorligt og reagerer på,” siger Amalie Kestler og tilføjer:

”Men det at slette fra arkiver, som om det aldrig har fandtes, eller begrave fejlen, kan dels skabe myter om, hvad stod der, og hvad stod der ikke. Det er ikke en diskussion, som vi tror tjener noget formål. Men vi retter, når det handler om personlige oplysninger,” forklarer Amalie Kestler.

Journalisten har tirsdag morgen været i kontakt med Adeline igen. Hun ville ønske, at hele artiklen blev slettet, men er glad for at høre, at Politiken har valgt at slette alle passager om hende og Claudette fra historien:

”Jeg vil bare gerne have, at det slutter, så vi alle kan komme videre, og at de ved, at når de laver en fejl, så påvirker det folks liv,” siger hun.

”Men det fjerner ikke alle de andre fejl i artiklen, at de fjerner mit og Claudettes navn,” siger Adeline og tilføjer, at hun håber, at Politiken fortsat vil præsentere Jan Grarups artikler med et stort forbehold inden selve indholdet.

Var fixer for Grarup

Som det tidligere har været beskrevet, hober problemerne sig op i Jan Grarups beskrivelse af sit besøg i Rwanda i 2019.

Allerede fra første beskrivelse af Adeline fremstår det, som om Jan Grarup lidt tilfældigt møder Adeline efter sin ankomst til Rwanda.

Men sandheden er, at han i en længere korrespondance forinden havde hyret hende som såkaldt journalistisk fixer.

Hun er selv journalist, og hun var med til at åbne døre for Jan Grarup i landet ved blandt andet at sætte møder op med vigtige kilder, herunder Claudette.

Adskillige af Jan Grarups usandheder om blandt andre historierne fra Rwanda er dokumenteret gennem en undersøgelse foretaget af tidligere Politiken-graverchef John Hansen. Derudover har 24syv lavet journalistik om sagen, ligesom freelancejournalisterne Helle Maj og Jørn Stjerneklar har lavet en omfattende rapport om Jan Grarups arbejde i Rwanda.

Sidstnævnte har også hjulpet og assisteret Adeline med at tage kontakt til Politiken.

Journalisten har set dokumentation for Adelines korrespondancer med Jan Grarup inden turen til Rwanda, herunder en mail, hvor Jan Grarup foretager en pengeoverførsel for fixerarbejdet. Derudover har Journalisten set alle korrespondancer mellem Adeline og Politiken.

Journalisten har forgæves forsøgt at få Jan Grarup til at forholde sig til, hvorvidt artiklen bør slettes.

Han har læst vores henvendelse, men ikke svaret.

0 Kommentarer

Læs også

Faktatjek

Medarbejdere på Politiken stolede ikke på Grarup – alligevel fortsatte samarbejdet

10. NOVEMBER 2023
Portræt

Jan Grarup: Krigsfotograf i sort og hvid

22. SEPTEMBER 2023