Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix (red. Jo)
Jan Grarup befandt sig i Albanien i 1999 for at dække krigen på Balkan, da han besluttede at pakke alle sine ting og rejse hjem i protest.
Jan Grarup var utilfreds med, at hans journalistkollega på turen digtede for meget i sine artikler og skrev om episoder, han ikke selv havde oplevet. For eksempel en reportage, hvor en dreng havde fået hænderne smadret af slag fra en serbisk geværkolbe.
Journalistkollegaen havde godt nok ikke selv set optrinnet. Men det mente han ikke var et problem.
”Ved du hvad. Jeg har talt med måske 200 mennesker oppe ved grænsen. Nogle af dem, også det her, er på andenhånd. Der er nogle andre, der har set det her,” forklarede Ekstra Bladet-journalisten dengang til fagbladet Journalisten.
Inden Jan Grarup havde sat fod på dansk grund, havde han faxet sin opsigelse til Ekstra Bladets ledelse.
Her knap 25 år efter rejsen til Albanien er rollerne byttet om.
Nu er det Jan Grarup selv, der bliver kritiseret for at sammenstykke ting, han ikke selv har set eller gjort. Han har overdrevet, smurt tykt på og placeret sig selv i begivenhedernes centrum, selv om han ikke var til stede.
Da debatten begyndte at rulle, var Jan Grarups første svar til sine 105.000 følger på Instagram, at han ikke lod sig mærke af kritikken. Han henviste til et gammelt citat fra den tidligere landsholdstræner Richard Møller Nielsen:
”Der falder ikke et eneste blad fra et fynsk bøgetræ, blot fordi et svin gnubber sig op af det.”
Onsdag i denne uge lagde han sig fladt ned og forklarede på Facebook, at hans dømmekraft og hukommelse havde svigtet ham.
Claus Bjørn Larsen, fotograf
Ridser i lakken
Efter den seneste tids mediestorm er facit, at Danmarks nok mest kendte fotograf har tabt Politiken som kunde, og hans troværdighed har lidt alvorlig skade.
Men faktisk rammer krisen ikke kun Jan Grarup, siger Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX.
”Det går ud over alle fotografer, når læserne begynder at tvivle på de historier, vi fortæller. Når det bliver betvivlet, rammer det alle,” siger Søren Pagter.
Jan Grarup har de seneste 30 år været Danmarks nok mest kendte krigsfotograf.
Men hvem er han egentlig?
Hans gamle ven og rejsemakker Claus Bjørn Larsen siger om Jan Grarup:
”Hvis han ikke var blevet fotograf, var han blevet rockstjerne.”
Fotograf Lars Bech har prøvet at være arbejdsgiver for Jan Grarup:
”Han er som en vild hest. Der sker overhovedet ikke noget, når du prøver at hive i tøjlerne.”
Fotograf Tine Harden mener, at Jan Grarup er blevet offer for sin egen succes:
”Når man begynder fx at overdrive lidt, fordi man kan mærke, at folk lytter mere efter, så er man fanget i sine egne overdrivelser,” siger Tine Harden.
Ung og nervøs
Jan Anders Grarup blev født i 1968 og voksede op som en lidt nervøs dreng uden det store vovemod, har han engang fortalt i Berlingske.
Men det ændrede sig, da han som 19-årig rejste til Nordirland med et kamera i hånden og fotograferede til en stor begravelse af IRA-terrorister. Pludselig udspillede der sig det vildeste scene foran øjnene på den danske teenager.
Til Berlingske forklarer han, at der under højtideligheden blev kastet håndgranater og skudt på menneskemængden.
”Eksplosioner overalt. Alle kastede sig ned, men jeg blev instinktivt stående med mit kamera og fotograferede.”
I artiklen forklarede Jan Grarup, at de fleste bliver bange i sådan en situation, men han formåede at kanalisere sin frygt ud gennem kameraet.
”Det skal en krigsfotograf kunne.”
Den unge Jan Grarup fik smag for fotografiet og søgte ind på Journalisthøjskolens fotolinje, hvor han kom på hold med Søren Pagter, der i dag er leder af uddannelsen.
Søren Pagter siger, at der faktisk ikke er den store forskel på Jan Grarup dengang og i dag.
”Han var præcis på samme måde dengang. Meget engageret og dedikeret. Han var en fabelagtig fotograf. Det var, som om han havde et ekstra gear,” siger han.
Henrik Saxgren, fotograf
Et tempofyldt liv
Jan Grarup fik job på Ekstra Bladet, hvor han gjorde sig bemærket som en fotograf med næse for at skildre det menneskelige drama i verdens brændpunkter.
Fotografen Henrik Saxgren husker Jan Grarup for hans energiniveau.
”Han var en ung fotograf med ild i røven, der ville frem i verden,” husker Henrik Saxgren.
Og frem i verden kom han.
Han blev som 23-årig kåret til Årets Pressefotograf i 1991. Fotochef på Ekstra Bladet Jan Unger blev dengang interviewet om sit indtryk af den unge fotograf.
Jan Unger var mest bekymret for, at Jan Grarup ville dø ung.
”Det er et stærkt tempofyldt liv, han lever både her og privat. Jeg håber, han holder til det. Det ville være rart, hvis han blev over 30 år,” sagde Jan Unger til fagbladet Journalisten.
I dag er Jan Grarup 54 år, og han står centralt placeret som en af de vigtigste eksponenter for det dramatiske løft, der skete inden for dansk fotografi fra 1990’erne og frem, mener fotograf Henrik Saxgren.
”Før det var dansk pressefotografi meget provinsielt og kunstnerisk set ret uambitiøst. Jan var en af dem, der var med til at hæve dansk fotografis niveau til internationale højder med det, der blev kaldte The Danish Wave,” forklarer Henrik Saxgren.
Jan Grarup blev del af en generation af fotografer, som ikke bare tog de billeder, som journalisterne foretrak. De ville ikke bare illustrere journalisternes arbejde, de ville fortælle deres egne historier, og det blev belønnet, når der blev uddelt fotopriser.
Tine Harden, fotograf
300 internationale priser
Gennem årene er Jan Grarup blevet hædret otte gange ved World Press Photo, og fem gange er han blevet kåret til Årets Pressefotograf for sine typisk sort-hvide-billeder fra især krige og konflikter overalt i verden.
I alt har han efter eget udsagn inkasseret 300 internationale priser.
På et tidspunkt rejste han i gennemsnitligt 180 dage om året og blev kaldte ’War Rabbit’, fordi han var den type krigsfotograf, der rejste fra konflikt til konflikt. Han havde altid mere end én kuffert pakket, så han kunne være ude af døren inden for fem minutter, hvis der skete noget vigtigt ude i verden.
Fotograf Tine Harden, der i mange år var ansat på Politiken, siger, at Jan Grarup dengang var en del af en gruppe fotografer, man ikke ser mange steder i branchen i dag.
”Det kunne ikke blive vildt nok. De opbyggede en myte om, at de var fandenivoldske. Det handlede meget om ikke at være bange for noget. Hvis man var modig, var det flot,” siger Tine Harden.
Det var nærmest sejt at være lidt ansvarsløs og komme hjem med udstyr, der var gået i stykker, eller parkeringsbøder for tusindvis af kroner, siger hun.
I dag ser branchen helt anderledes ud.
”Det er en svunden tid, hvor man troede på klichéen om den hærgede, tatoverede krigsfotograf. Ingen ser sådan ud i dag, så det er en skæbne, der har indhentet ham,” fortæller Tine Harden.
Claus Bjørn Larsen
Hold din kæft
Tre ting går igen, når folk, der kender Jan Grarup, skal beskrive ham: ”Vild, fandenivoldsk og god til at skabe drama”.
Claus Bjørn Larsen delte mørkekammer med Jan Grarup på Ekstra Bladet i 1990’erne og beskriver Jan Grarup som en god ven. En så åbenmundet ven faktisk, at Claus Bjørn Larsen ofte rådede Jan Grarup til at holde sin kæft. Men han lyttede ikke.
”Han synes åbenbart, at al omtale er god omtale. På det punkt er vi nok lidt forskellige,” siger Claus Bjørn Larsen.
Med det drive og look kunne Jan Grarup have gjort karriere fx i musikbranchen.
Han forklarer, at Jan Grarup er en fotograf, der lever på kanten, og når man gør det, risikerer man nogle gange også at gå for langt.
”Han har på godt og ondt et ekstra gear, og det skal man have, hvis man skal op i den klasse, hvor han befinder sig,” siger Claus Bjørn Larsen.
Om Jan Grarups udmelding om at vælge Ukraines side i krigen mod Rusland siger Claus Bjørn Larsen:
”Man er stresset, når man befinder sig midt i en konflikt, og så er man mere tilbøjelig til at tage parti. Jeg forstår godt, at Jan stiller sig på Ukraines side, selv om det er nemt at sige, at det er forkert, når man sidder herhjemme,” forklarer han.
Det er ikke svært at finde eksempler på, at den åbenmundede Jan Grarup har skabt drama og postyr omkring sig. Det er, som om Google, sociale medier og avisarkiverne bare venter på at genfortælle skandalerne.
Et eksempel er Jan Grarups take på MeToo.
Da hele branchen talte om kvinder, der havde været udsat for MeToo, meldte Jan Grarup i 2021 ud, at han personligt så omvendt på det. Han var bange for, at han selv ville blive offer for MeToo-anklager, og derfor ville han fremover ikke ansætte kvindelige assistenter.
”Jeg har i virkeligheden meget stor respekt for MeToo-kampagnen. Men den har taget overhånd,” forklarede han.
Udmeldingen mødte opbakning på hans Facebook-profil, men ikke i branchen, forklarede Jan Grarup.
”Jeg er udmærket klar over, at det her ikke gør mig populær. Men jeg melder i virkeligheden bare ud, at jeg ikke kan finde ud af det længere. Det har jeg min frie ret til som det menneske, jeg er,” sagde han.
Folk på Politiken var rasende
Et andet eksempel på dramaet omkring Jan Grarup er hans spektakulære exit fra Politiken i 2009.
Han skred, fordi avisens mangeårige fotochef Per Folkver og fotograf Thomas Borberg byttede job, så Per Folkver blev almindelig fotograf på avisen, mens Thomas Borberg blev forfremmet til fotochef.
Ifølge Jan Grarup havde de to ikke haft en chance for at få stillingerne, hvis de havde søgt dem på regulær vis.
Til Journalisten forklarede Jan Grarup:
”Jeg var ved at køre galt i min bil, da jeg hørte, at Per Folkver stoppede. Da jeg fik at vide, at Thomas skulle tage over, sagde jeg op samme dag.”
Hans udtalelser udløste et ramaskrig internt på fotoredaktionen.
”Folk på Politiken var rasende. Rystede over det, jeg havde sagt,” skriver Jan Grarup i selvbiografien ’Hvor jernkorset gror’.
Men i samme bog tilføjer han også forsonende:
”Thomas Borberg endte med at blive en fremragende fotochef.”
Lars Bech, fotograf og partner
Umulig at tøjle
Efter at Jan Grarup havde smækket med døren på Politiken, blev han tilknyttet det nye, unge fotobureau Das Büro med kontor i Kødbyen i København.
Her husker partner og fotograf Lars Bech, første gang deres nye medarbejder dukkede op i 2010.
”Han lignede en rockstjerne, da han kom ind ad døren med et Leica-kamera over skulderen, tatoveringer og flagrende hår, som om han var det femte medlem af Rolling Stones. Vi var helt starstruck,” husker han.
Jan Grarup var ansat på bureauet i under et år.
”Det var en vild tid,” siger Lars Bech.
Når Jan Grarup i pauserne fortalte om sin karriere, sad eleverne på bureauet med åben mund og polypper.
”Han kunne fortælle de vildeste røverhistorier fra sit liv. Det var virkelig en fest.”
Men for Lars Bech stod det også hurtigt klart, at man under ingen omstændigheder kunne tæmme Jan Grarup.
Das Büro ønskede blandt andet, at Jan Grarup skulle fotografere for kunder som HK-Bladet og Ingeniøren.
Det var noget andet end fotos fra krige og katastrofer og slet ikke Jan Grarups kop te.
”Han havde ikke den store interesse i danske hverdagsopgaver. Det var ikke spændende at lave en reportage på en byggeplads,” siger Lars Bech.
En dag dukkede Jan Grarup slet ikke op til morgenmødet. Ingen vidste, hvor han var, indtil de blev klar over, at Jan Grarup vist var fløjet til Bangkok, hvor der var uroligheder.
Efter mindre end et år stoppede Jan Grarup på Das Büro.
”Han forsvandt lige så hurtigt, som han kom,” siger Lars Bech.
Fortælleren Grarup
”Verdensberømt krigsfotograf og fortæller”. Sådan præsenterer Jan Grarup sig på sin hjemmeside, hvor man fx kan booke foredrag om Jan Grarups oplevelser fra Rwanda eller de personlige konsekvenser af livet som fotograf i konfliktzoner.
Ved siden af fotografiet har Jan Grarup gennem årene været flittig foredragsholder og givet utallige interviews til aviser, magasiner og podcasts om sit arbejde som fotograf.
På et tidspunkt havde han sågar Anne Glad og ’Kender du typen’ hjemme i lejligheden på Østerbro i København.
Det er især i rollen som fortæller i interviews og ved foredrag, at Jan Grarup har fået smæk for at male for meget med den brede pensel og gøre historierne fra karrieren bedre, end de var.
Interessen for at høre ham fortælle har været så stor, at han har talt for udsolgte huse på Bremen Teater og Operaen i København.
Lars Bech har venner, som egentlig ikke interesserer sig for fotojournalistik, der har købt nogle af Jan Grarups billeder, fordi de har hørt et foredrag med ham.
”Han er en fantastisk storyteller,” siger Lars Bech.
Den sorte bog
I dag står det imidlertid klart, at Jan Grarup har overdrevet, når han har fortalt om sit pressefotografiske arbejde. Spørgsmålet er, hvorfor det ikke er kommet frem før nu?
Internt på Politiken har der åbenbart ikke ringet nogen alarmklokker.
Amalie Kestler sagde i ’Presselogen’ på TV 2 i sidste uge, at hun fortsat havde tillid til Jan Grarups arbejde. Det var kun billederne fra Ukraine, der var et problem.
Hvis nogen i eller uden for fotomiljøet har studset over overdrivelserne og fiflerierne, har de holdt det for sig selv.
Flere fotografer, Journalisten har talt med, har bidt mærke i, at Jan Grarup i interviews tidligere har fortalt, at han har en lille sort bog, hvor han noterer navne på folk, han ikke bryder sig om.
”Det har både været folk, jeg har arbejdet med, og folk, som jeg synes, er nogle fjolser på alle mulige planer. Som jeg bare ønsker alt muligt dårligt i verden. Som i: ’Nå, nu blev de kørt ned nede på hjørnet, let’s pop the champagne’,” har han fortalt Politiken.
Claus Bjørn Larsen, som har kendt Jan Grarup i hele sin karriere, siger om den seneste tids kritik af Jan Grarups arbejde:
”Det er ærgerligt, at han har sagt ting, som ikke passer, fordi det sætter hans fotografi i et andet lys, og det fortjener det ikke.”
Claus Bjørn Larsen mener, at Jan Grarup fortsat er en fotograf i verdensklasse.
”Jeg ved godt, at andre i dag måske er uenige, men hans billeder indeholder det, jeg mener et godt fotografi skal indeholde,” siger han.
Lars Bech, fotograf
Den hvide bog
I kølvandet af debatten om Jan Grarups arbejdsmetoder har Henrik Saxgren i et opslag på Facebook manet til besindighed og kaldt kritikerne for hyæner. (”Sådan nogle, der ankommer til slagtepladsen, når byttet for længst er lagt ned”)
Henrik Saxgren ønsker ikke at forsvare Jan Grarups omgåelser af sandheden.
”Jeg appellerer bare til, at folk ikke sparker på en mand, der ligger ned. Vi har forstået det, at Jan har begået fejl. Men folkedomstolen er så brutal, at man glemmer, at det er en person med en familie, der skal komme hele ud på den anden side, uanset hvad han har gjort,” siger Henrik Saxgren.
Lars Bech mener, at debatten i det store hele er sund og nødvendig.
”95 pct af det, jeg har set, handler om bolden og ikke manden. Det kan ikke være rigtigt, at man skal skydes i skoene, at det er en personhetz, når man taler om et vigtigt emne i vores fag,” siger Lars Bech.
Lars Bech opfordrer Jan Grarup til at anskaffe sig en notesbog mere.
”Når han nu har en sort bog, skulle han købe sig en hvid bog til at skrive fakta ned om tid, sted og personerne på billedet. Det ville være bedre for ham og alle os andre,” siger han.
Spørgsmålet er, om forklaringen på Jan Grarups sjusk og fiflerier er, at han er blevet opslugt af sin egen succes.
”Ingen mennesker i verden kan tåle at blive forgudet eller få magt. Sådan er det for alle. På et tidspunkt løber det af med dem. De begynder fx at overdrive lidt, fordi de kan mærke, at folk lytter mere efter, og så er de fanget i deres egne overdrivelser,” forklarer Tine Harden.
Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX
Slut med machostilen
Efter 25 år som underviser af fotojournaliststuderende i Aarhus siger Søren Pagter, at Jan Grarup i lange perioder har været et forbillede for mange af de studerende, fordi han satte dansk fotografi på verdenskortet.
Men i dag har nye navne som Marie Hald og Mads Nissen nok de fleste fans.
”De unge fotojournalister er mere interesseret i dramaet i historierne end i, at der er drama om dem selv,” siger Søren Pagter.
Det er fortsat OK at være kendt som en profileret fotograf.
”Groft sagt er machostilen ikke lige det, der er trenden længere.”
Og hvad skete der så med Jan Grarups opsigelse, som han faxede hjem til Ekstra Bladet? Den trak han faktisk tilbage og fortsatte på avisen et par år mere.
Præcisering: Jan Grarup er i en tidligere version af artiklen blevet citeret for at sige til Berlingske, at en ”gruppe terrorister” angreb under begravelsen i Nordirland. Der var imidlertid kun tale om en enkelt person.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Find noget andet relevant at skrive om